Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Råddenskaben sidder ikke kun i en kultur

Det er krænkeren og ikke kulturen under ledelse af en mediechef, der bærer ansvaret for den forkastelige adfærd – men kvinderne bærer også et ansvar.

Ansvar. Det er der aldrig rigtig nogen, der vil have noget med at gøre, når det kommer til MeToo. I skrivende stund får mediechefer med en fortid på TV 2 en ordentlig tur i vaskemaskinen, fordi de ikke stiller sig frem, svarer på anklagerne og tager ansvar for den sexistiske kultur på tv-stationen de seneste par årtier. Det sker i forlængelse af dokumentarserien ”MeToo: Sexisme bag skærmen”, hvor 11 kvinder fortæller om seksuelt grænseoverskridende adfærd, upassende tilnærmelser, lummerhed, befamlinger, magtmisbrug og sexchikane fra en gruppe mandlige, profilerede ansatte, værter og chefer.

En uskøn blanding af sex og magt, der ingenlunde er knyttet til tiden efter ’68, den seksuelle frigørelse, normnedbrud og så videre. Nej, historisk set har magtfulde mænd altid kunnet tryllebinde, friste, forføre og i værste fald forulempe kvinder, uden at det har vakt synderlig meget postyr. Og vel er det svært at sympatisere med den beskrevne opførsel, men vi må også erkende, at der altid er en vis fryd ved at se nogen falde i unåde, blive trukket gennem offentlighedens søle og mærke den selvretfærdige følelse, når en synder bliver straffet.

Dertil kommer, at vi lever i en tid, hvor motivationen til at føle sig krænket og få mest muligt ud af det er temmelig stor. I dokumentaren går de såkaldte krænkere under navnet ”Den lyseblå brigade” eller ”blåskjorterne”. Eneste navngivne skjortedreng er den nu detroniserede Jes Dorph Pedersen. Alle andre er anonyme, lyseblå skikkelser, indtil forleden hvor chefredaktøren på B.T., Michael Dyrby, blev navngivet som en af de mænd, der angiveligt har opført sig som en førsteklasses idiot. Resten er indtil videre anonyme anklager.

Der er noget råddent i mennesket, der er så gammelt som evigheden selv.

Og hvem kan tage ansvar for anonymiserede anklager? Kan mediecheferne – de havde vel ledelsesansvar? Ja, for ledelsen – men ikke for den enkelte medarbejders opførsel. Derfor har chefredaktør for nærværende avis Jacob Nybroe for så vidt ret, når han opfordrer de anklagede til at træde frem af anonymiteten og svare på tiltale. For som det er nu, er alle anonyme, alle under mistanke – men intet menneske er anonymt, og enhver bærer et ansvar.

Derfor er MeToo-bølgens anonyme anklager og omkostningsfrie angiveri ødelæggende for vores mellemmenneskelige forhold. Overvejer kvinderne ikke, hvor stor en del af deres medmennesker de sætter under anklage? Uberettiget? Tilsyneladende ikke. Og det er, fordi det ellers sympatiske og tiltrængte opgør med sex og magtmisbrug er blevet en ideologisk bevægelse – og ideologier tager ansvaret fra mennesket.

Jeg betvivler ikke kvindernes beretninger, jeg beklikker ikke deres troværdighed, og hvis nogen på baggrund af det følgende anklager mig for victim blaming, er det noget sludder. Mit ærinde er at placere ansvaret rigtigt. Det er krænkeren, ikke kulturen under ledelse af en mediechef, der bærer ansvaret for den forkastelige adfærd – men kvinderne bærer også et ansvar, ikke for at det skete, men for hvordan de reagerede. Og det gælder alle os kvinder!

MeToo handler om magt. Ja, men vi må ikke glemme, at vi kvinder også har magt – ikke bare til at stille os under et hashtag og følge masserne, men vi har magt til at sige fra i situationen. Det er også et udtryk for integritet, selvrespekt og værdighed. Selvfølgelig ikke ved decideret voldtægt, men man har en mulighed for at sætte en grænse, inden det går for vidt – inden man eksempelvis går med chefen ind på et toilet, fordi han vil kysse på en, som der berettes om i dokumentaren.

For råddenskaben sidder ikke bare i en given kultur, men der er noget råddent i mennesket, der er så gammelt som evigheden selv, nemlig begær, magtbegær og begær efter andres begær og beundring af en. Og det skal holdes nede og holdes på plads af vores eget ansvar, samvittighed og ordentlige opførsel over for andre. Men også af de grænser, vi sætter for hinanden – for at passe på os selv. Det har enhver et ansvar for.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen