<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Gem jeres paphjerter væk, der er intet at juble over

Euforien vil ingen ende tage i barmhjertighedsafdelingen af venstrefløjen. Politikernes profiler på de sociale medier flyder over med hjerter, billeder og tilkendegivelser af, hvor lettede og lykkelige, glade og rørte og stolte de er over at få hentet de tre radikaliserede mødre og deres 14 børn hjem fra Syrien. Et billede viser Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, telefonerende, smilende, siddende på sin Børge Mogensen-tremmesofa – forsynet med teksten: »Jeg har lige fortalt mormoren til den fireårige pige med PTSD, at hendes børnebørn og datter kommer hjem til Danmark« og efterfulgt et ”hjertesymbol”. Et andet foto viser Enhedslistens nye darling Mai Villadsen med store våde hundeøjne, holdende et paphjerte med påskriften »Tak«. Og for at det ikke skal være løgn, er venstrefløjsadvokaten Knud Foldschack, der har kæmpet Syrienbørnene og deres mødres sag, også med på den rørstrømske barmhjertighedsbølge og giver udtryk for at han »aldrig, aldrig har oplevet noget så rørende som dette. Det er ubeskriveligt (…) jeg er sgu lige ved at græde,« siger advokaten til Berlingske og mener, at sagen er en sejr for dansk moral, etik og retssikkerhed.

Etik og moral er der vist ingen grund til at rode ind i det. Sagen handler alene om danskernes retssikkerhed og vores forbandede forpligtelse over for egne statsborgere. Vi hænger på dem, når først de er udstyret med et rødbedefarvet pas – medmindre altså de har dobbelt statsborgerskab, og vi kan fratage dem det danske.

Politisk skal man altid skelne mellem ”retfærdighed og barmhjertighed".

Det er en fuldkommen lokumskold sag, og enhver politiker burde være bekymret, bedrøvet og beklagende over for landets borgere, fordi det er vores sure pligt at hente livsfarlige, radikaliserede kriminelle mennesker til landet, der med åbne øjne og ved deres fulde fem er rejst til Syrien for at tilslutte sig vor tids blodigste og mest bestialske terrororganisation, der begraver børn levende, hugger hovederne af alle vantro, ønsker Vestens udslettelse og et verdensomspændende kalifat.

Kalifatet faldt, men kalifatet lever i terroristernes hoveder. Børnene kan man ikke bare omkode i et antiradikaliseringsforløb. Og mødrene er der ingen grund til at have et romantisk forhold til – stod kalifatet i dag, var Vesten faldet, havde de jublet. Jeg har slet ikke ord for, hvor meget man som politiker burde skamme sig over de lyserøde paphjerter, kyssemunde, hundeøjne og hjerteformede hænder.

Politisk skal man altid skelne mellem ”retfærdighed” og ”barmhjertighed”, som tyske Richard Schröder slog fast i Die Welt, da menneskemængderne i 2015 bevægede sig op igennem Europa. Ingen standsede dem, politikerne så til med blødende hjerter, og prisen vil europæerne betale de næste mange generationer. Stik imod den tyske velkomstkultur, ”wir schaffen das”-mottoet og den flygtninge-/indvandringsomfavnende tyske kirke argumenterede Schröder for, at staten skal være retfærdig – også hvis det nogle gange går imod barmhjertigheden. For lidenskaben, som barmhjertighedspolitikken er båret af, »har et blødende hjerte for den elendige uden at spørge hvad det koster.« Og han fortsætter: »Barmhjertigheden kigger nemlig børnene i øjnene og siger: Børneøjne lyver ikke« og tager så børnene til sig.

Jeg bliver også rørt over at se børnene i de syriske fangelejre, jeg kan faktisk næsten ikke bære at se dem. Jeg blev rørt over børnene på motorvejen, da de vandrede der. Og børneøjne rører ethvert politikerhjerte, selvfølgelig. Men vedkommende skal tænke på følgerne af de åbne hjerters politik. Og følgerne er grusomme, dyre, uoprettelige, ansvarsløse og faktisk hjerteløse over for landets egne borgere.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Marie Høgh (født 16.maj 1985) er sognepræst, forfatter, debattør, klummeskribent, foredragsholder og mor til en lille pige. Hun blogger om værdier, tidsånd, kultur, politik, etik, kristendom, kærlighed og alt det som livet er.
Seneste blogs
Af Henrik Dahl
27.07.21, 00:00
Der forestår et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed. Læs mere
Af Isabella Arendt
27.07.21, 00:00
Sommeren 2021 bliver vendepunktet, ikke kun fordi vaccinerne kom, men fordi vi igen fik en national fællesfølelse båret af håb og glæde. Læs mere
Af Harun Demirtas
27.07.21, 00:00
Sygeplejerskerne strejker for først og fremmest at gøre det tydligt for arbejdsgiverne, at de er frustrerede over deres arbejde. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
26.07.21, 17:53
Kontanter er ulækre og gør livet lettere for kriminelle Læs mere
Af Mikael Jalving
24.07.21, 14:00
Stille flanerer vi rundt mellem venners statusopdateringer, hashtags og parader af selvgodhed, det er en flyvetur ind i intetheden. Læs mere
Af Utku H. Güzel
23.07.21, 19:00
Hvis man begynder at kræve regler og normer, som er meget fjernt fra nutidens Danmark, indført, må man også forvente en modstand fra majoriteten i landet. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.07.21, 14:45
Breivik var et ødelagt menneske, der hadede alt, hvad hans diplomatfar stod for Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
23.07.21, 14:00
Tager vi overhovedet ved lære af naturkatastroferne? Ikke meget tyder på det, for regeringen taler om klimaplan, som når små børn skriver ønskeseddel til jul. Læs mere