<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Evigt liv i alt du ejer

Påskeprædiken

Evigt liv i alt du ejer

”Påsken er kvindernes projekt” var overskriften på en artikel i Kristeligt Dagblad jeg engang læste og gemte. En lidt undersøgelse havde vist, at det først og fremmest er kvinderne, der styrter rundt for at komme i mål med alle påskeambitionerne: Der skal pustes æg og klippes papkyllinger, anrettes frokoster og arrangeres forårsgrene i vaser. Påskedugen skal rulles, bordet dækkes, lammesteg og lune retter, påskepynt i vinduerne og æggejagt til ungerne – med overvældende sandsynlighed er der en kvindehånd bag det meste. Påsken er altså kvindernes højtid.

Et lidt ligegyldig, men meget morsomt og i hvert fald kønsstereotyp billede af arbejdsfordelingen og forberedelserne omkring opstandelsesfejringen. – Men hvad er det vi kvinder vil med alle de anstrengelser og dekorerede æg? Er det bare gøremål, der udfylder tiden, og ved påsketid, er det så de hæklede haremisser og frokostanretningerne, vi gør til et projekt, et arbejde, noget betydningsfuldt, noget bærende. Eller måske føler vi bare, at vi gør, dét vi skal. Noget vi føler, vi er nød til for at komme igennem familiens forårsfridage – komme omkring den tomme grav. - Måske.

Når vi hører evangeliet til i dag, er det første vi møder også kvinderne der er på vej med et gøremål, påskemorgens gøremål ved graven. De gør bare det, der skal. De skal salve den døde med vellugtende olier og på vej hen til gravhaven diskuterer de, hvem der skal vælte stenen fra indgangen til graven – stenen der lukkede for den døde, lukkede døden inde og lyset ude. På kirkegården - der har de et gøremål, en lysfyldt morgen går de derhen, måske vinden piber lidt, køligt er det vel – ”det er altid kold på en kirkegård”, sagde min mor engang. I hvert fald føles det ofte som om temperaturen falder et par grader, når man går mellem de små haver på kirkegården, gravpladsen, følelsernes sted, et sted hvor det altid vifter lidt fra en højere orden, en kraft der kan oplive os og oplive følelserne i os. Der og der ligger den og den begravet. ”Min far, den jeg elskede, min ven – måske skal jeg selv ligge der en dag.” - Et følsomt sted, følelsernes sted.

Og da kvinderne kommer derhen - kvinderne, de følsomme, de følelsesfulde - opdagede de, at stenen allerede var væltet fra, graven var tom. Men læg mærke til, at det ikke var tomheden der forfærdede dem, ikke dét, der fik dem til at frygte. Men inde i tomheden i højre side, sad en und mand i hvide klæder. ”Vær ikke forfærdede, sagde han – I søger efter Jesus fra Nazareth den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået.” ”Han er opstået” – ord der helliger tomheden. For graven er ikke bare tom, der havde ikke været gravrøvere efter Herren - nej han er opstået som han har sagt, han er gået i forvejen for jer, som han har sagt, han har gjort det han skulle.

”Vær ikke forfærdede,” siger den unge mand i hvide klæder, men de bliver lige akkurat forfærdede. De blev forfærdede, ikke over døden, men over livet der uventet var i gravkammeret. De gik ind i graven og regnede med at finde den døde elskede, en kold død krop, et lig, et menneskelig – de var forberedte på at møde døden, men de traf livet. Og livet var ved at skræmme livet af kvinderne. Og de levede deres følelser ud - de flygtede bort fra graven, ude af sig selv, hjem til sig selv – ikke for at dække frokostbord og puste påskeæg, men de gik hjem med tomheden, en slags hellig tomhed, Ordet helligede tomheden – den tomhed, vi siden har forsøgt at kompensere for – tomheden vi dekorerer, udfylder med påskeophæng og gule gøremål, for at kunne være i tiden med alle vores følelser.

- Stenen var væltet fra. Ikke for at den opstandne skulle kunne komme ud, Ham der kan gå på vandet, gå gennem lukkede døre og stige ned i Dødsriget – han skulle nok komme ud. Stenen var væltet fra for at kvinderne kunne komme ind, for de kunne gøre det, de skulle. At der kunne ske det, der skulle ske og skete: Kvinderne blev overmandet af følelser – og det er dér, i følelseserfaringen, at troen får sit stærkeste udtryk – i den dybeste sorg, de største trængsler – følelserne udtrykker det uforløste, det umulige, det ulykkelige, det underfulde. For troen er ikke i sig selv en følelse, følelserne omfatter hele mennesket med hele vores sjæleliv, som troen bærer.

Følelsen er den store spænding i menneskelivet – ikke den store afklaring. ”Hvis ikke jeg havde troen, var det ikke til at bære”, noget i den stil hører man ofte sagt om ubærlige følelser. Følelsen kan ikke bære troen, men troen kan bære følelsen – følelsen kan udtrykke troen. Og derfor er det netop gennem kvindeskikkelse, de følende, de følsomme at Gud viser sin følelsesmæssige delagtighed i Jesu lidelse, smerte, pine og død – i vores mørke og død – vores trange tider, trængsler og tristhed. Gud er hverken ligeglad eller på afstand - ikke forladt os, men ligeså nær og berørt, så oprørt og så sorgfuld som Maria ved korset langfredag– ligeså fuld af følelser som kvinderne ved graven her til morgen.

Kvinderne. Dem vi møder på vej til graven, lige nu mellem fortid og fremtid – på mennesket på vandring mellem fødsels og død, som et menneskeliv er – og indimellem de to yderpunkter er tiden, der udfyldes med gøremål, gækkebreve og gule påskekyllinger. Gøremål bestemt af livets og årstidens gang.

Og opstandelsen hører til på et bestemt tidspunkt af året, om foråret – og samtidig er påske skæringspunktet mellem det tidsbundne og det tidsløse – og fylder følelsen af tomheden med sekunder fra evigheden, helliger tomheden med livsord: ”Han er opstanden, kære kvinde, kære lille menneske” – en engel har væltet stenen væk fra graven, fra hullet ind til døden – væltet stenen fra dit hjerte – løftet alt det døde du bære med dig, taget det bort, taget dig til sig, tilgivet dig.

Det skal siges til os, det skal råbes fra tagene, hviskes i øret, synges til hjertet ”vær ikke forfærdet” - Han er opstået og bærer dit håb og dit hjertesuk, din tomhed, tid og tusinde gøremål – påskeambitionerne, æggedekorationen, ængsteligheden.

Lad al din klage blive borte, kære mennesker, for her er nyt fra dødens porte: Evigheden består ikke af en vis mængde tid udenfor tiden – men bestemmer tiden, den tid vi får – den tid der bliver vores, den tid vi kan kalde vores liv. Og evigheden ligger et glimt af guld i alt det livet er, vores gøremål, alt det der ikke blev gjort og alt det vi gjorde forkert.

Men ”Vær ikke forfærdet” - for i påskemorgens første følsomme timer bliver vi løftet ind i opstandelsens liv. Døden er opslugt til sejr, og der er evigt liv i alt du ejer.

Glædelig påske. Amen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Marie Høgh (født 16.maj 1985) er sognepræst, forfatter, debattør, klummeskribent, foredragsholder og mor til en lille pige. Hun blogger om værdier, tidsånd, kultur, politik, etik, kristendom, kærlighed og alt det som livet er.
Seneste blogs
Af Marie Høgh
04.12.21, 09:00
Det er krænkeren og ikke kulturen under ledelse af en mediechef, der bærer ansvaret for den forkastelige adfærd – men kvinderne bærer også et ansvar. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
03.12.21, 08:00
Arbejdsløsheden er faldet, og det samme er kriminaliteten, så selvfølgelig skal vi ikke afskaffe ghettoplanen. Læs mere
Af Carolina M. Maier
02.12.21, 17:00
Vi identificerer os i ekstrem grad med vores arbejde – nogle gange så meget, at det kommer til at stå i vejen for at kunne realisere ens drømme om, hvordan man helst vil leve sit liv. Er det rimeligt, at arbejdet tager så meget af os? Læs mere
Af Utku H. Güzel
01.12.21, 19:00
Man skal virkelig passe på med at udtale sig uden omtanke, da man meget nemt kan komme til at træde folk over fødderne. Det er, som om coronadebatten indeholder mange flere følelser og mange flere forskellige synspunkter og perspektiver end andre emner. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
30.11.21, 22:00
P1 Morgen og en forsker fra Aarhus Universitet søgte at bevise, at det går meget bedre med integrationen, end hr. og fru Danmark evner at forstå. Det nærmer sig videnskabelig uredelighed. Læs mere
Af Uffe Elbæk
30.11.21, 20:00
Mediestøtten skal omlægges, så den i langt højere grad støtter nye og genre-eksperimenterende medier Læs mere
Af Carl Holst
30.11.21, 19:55
Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
30.11.21, 14:56
Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
30.11.21, 10:00
Medlemmerne i Dansk Folkeparti må spørge sig selv, hvad der er vigtigst: partiet eller Danmark? Læs mere