<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi kan da rende og hønse med vores samfundssind

Kan de ikkevestlige ikke gøre for, at de er overrepræsenterede i coronastatistikken – eller er de bare ligeglade?

Endnu en gang er det, som om sandheden er irrelevant: De såkaldte socioøkonomiske omstændigheder får skylden for, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere er stærkt overrepræsenteret i coronasmitte-statistikkerne. Og prologen er altid, at det er synd for indvandrerne. De. Kan. Ikke. Gøre. For. Det.

Synd, fordi de har dårlige boligforhold, bor for mange og for tæt og bliver smittet ved at gå op og ned ad den store trappe. Synd, fordi de ikke kan arbejde hjemmefra, men kører taxa og bus, er sosu-assistenter, sidder ved kassen i Netto og på forunderlig vis er mere smitteudsatte end etniske danskere, der udfører disse eller andre erhverv med stor menneskekontakt. Synd, fordi de er fattige (for så kan man ikke vaske hænder og holde afstand, forstås). Synd, fordi sprogbarrieren vanskeliggør det at forstå og følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer – til trods for, at coronahotline og coronamateriale er tilgængeligt på 15 forskellige sprog. Synd, fordi manglende overskud i hverdagen gør, at de ikke har tid til at udvise samfundssind, som forkvinde for Rådet for Etniske Minoriteter Halima El Abassi har bundet os på ærmet.

Det er synd – så kommunen, det offentlige, socialrådgivere, integrationskonsulenter og andet omsorgsfuldt godtfolk træder til med varme klude, ansvar og måske en ekstra skilling. Kan De ikke høre det? Det er genlyden af de socioøkonomiske søforklaringer og ubrugelige, men ubetalelige løsninger vi har hørt på gennem 35 års integrationsdebat.

35 års fejlslagen integration – vi burde snart have lært af den dyrekøbte erfaring og huske den historiske lektie: Kulturens betydning er udgangspunktet og omdrejningspunktet for integration – for kultur handler om menneskers livsform og levevis og omgangsform, normer og værdier, den måde, man anskuer mennesket og mennesket i verden på. Kultur er grobunden for både et land og for et menneske. I arkæologien er kulturlaget betegnelsen på det jordlag, hvori man finder spor efter de gamle, efter menneskelig aktivitet og udfoldelse, håndens arbejde, åndens virke. Kultur er sammenhængskraften.

Og mennesker med ikkevestlig baggrund lever anderledes end gammeldanskere. Sådan er det. At tro mennesket eksisterer uafhængigt af kultur er en ringeagtelse både af mennesket og kulturen, og man aflægger sig ikke bare sin kultur ved grænseovergangen – nej, man bærer den med sig, og den går i arv. Og det er en kendsgerning, at det er overmåde vanskeligt for nydanskere at tage den vestlige kultur til sig – som om den mellemøstlige kultur er særlig resistent over for vestlig påvirkning. Hvorfor? Ja, fordi kultur ikke kan adskilles fra religion. Hverken vestlig eller mellemøstlig kultur.

En meningsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten i 2015 viste, at mere end 70 pct. af de adspurgte muslimer i Danmark ønsker, at Koranens bud skal følges fuldt ud. Altså: erstatte den demokratiske retsstat med en islamisk formynderstat, sharia, efter mellemøstligt forbillede. Og i kraft af kulturen og religionen føler man i den arabiske verden ikke et ansvar over for landet, folket, fællesskabet eller samfundet, men over for klanen – og Allah, ikke at forglemme. Vi kan da rende og hønse med vores samfundssind. Så er det ikke svært at forklare, hvorfor indvandrergrupper i det meste af Europa er hårdest ramt af corona.

Men det, der foruroliger mig allermest, er, at når vi vesterlændinge tror, at kultur kun handler om kebab og krydderier, kolde bajere og karruseller i Tivoli – ja, så bekræftes den dystre forudsigelse om aftenlandets undergang – eller i hvert fald det kulturelle, åndelige forfald.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten