Jeg har sådan behov for at skrive en hilsen til børnene og de unge. Til alle dem, der endnu en dag sidder rundtomkring i de danske hjem, måske i sengen under dynen, med tomme blikke, morgenhår midt på dagen, frysepizza i maven, og kigger på computerskærmen, mens en lærer forklarer, hvordan man omskriver brøk til decimaltal. Til alle dem, der ikke fik nogen opmuntring på det stramt styrede pressemøde forleden, hvor statsministeren vist glemte sit gamle mantra; at hun gerne ville være børnenes statsminister, som hun udtrykte det i sin første ikke så lidt svulstige nytårstale: »Jeg vil altid stå på børnenes side« - eller med andre ord: ”lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i.”
Det var før coronaens mellemkomst, og med den har det vist sig, at det der med børnenes statsminister enten kun omfatter de børn, som regeringen med omsorgsfuld tvang vil fjerne fra deres forældre – eller også ”børnenes statsminister”, fordi hun ser os alle sammen som børn, behandler os som børn. Statens børn. Nuvel – i hvert fald elskede statsministeren alligevel ikke børnene så højt, at hun var parat til at give køb på magtens sødme, som vi igen fik at smage ved den højkontrollerede genåbning af landet – det, regeringen kalder en »kalkuleret risiko«. Nej, magten hindrede børnene i at komme til statsministeren – og det er vist mere et spørgsmål om at være magtens minister i makrelsovs.
Sagen er den, at børnene har brug for en statsminister, der ser dem, lytter til dem og forstår dem – for de har mistet modet, og de skal åbenbart bare tage sig sammen lidt endnu, for de store børn kommer ikke i skole foreløbig – ja, regeringen har ikke engang gjort sig den ulejlighed at regne på muligheden for at få 5.-8. klasse tilbage igen. Ingen nævner den norske model, hvor skolerne er åbne under meget kontrollerede og coronasikre forhold. Hvad ligner det?
Og hvad med efterskolerne og højskolerne? Netop her var det muligt at lave en af de sociale bobler, der i forvejen eksisterer på en skole, hvor man sover, spiser, lærer og lever.
Mistrivslen blandt børn og unge er slet ikke et spørgsmål om social status (måske derfor statsministeren tilsyneladende er ligeglad), der er ingen ideologisk kamp at kæmpe, men medierne flyder i disse dage over med hjerteskærende beretninger om børne- og ungdomsliv, der er ved at gå i opløsning.
Og det er ikke særligt børn fra udsatte hjem – nej, det er børn og unge af helt almindelige velfungerende forældre i helt almindelige hjem: De er nedtrykte, mismodige og ensomme – de har svært ved at finde mening i at stå op om morgenen, tænde skærmen, kigge på sit eget billede hele dagen, mens undervisning og livet flimrer forbi og lukker horisonten.
9 ud af 10 har ikke rørt sig nok under coronaen, de mangler fritidsaktiviteterne, cykelturen til og fra skole – ja, de mangler hverdagen. Og deres sagtmodige klagesang handler såmænd heller ikke om hverken studenterkørsel og bajere, badeferier og fester – nej, det er en stille bøn om at få deres lille hverdagsliv tilbage. Drømme om fremtiden, der lukker storheden ind i et lille menneskes liv – og drømme er kraftfulde, fordi de sætter os i bevægelse, og så længe et menneske bærer en drøm i sit hjerte, kan det ikke miste meningen med livet. Så meget sans for menneskebarnets væsen har regeringen vist ikke.
Men man kan vel heller ikke både forstå sig på magt og mennesker?
