<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Der er så meget, vi kan, men vi kan ikke undvære livet længere

Vi kan lande på Mars, men nedlukningen af vores liv viser tydeligt, at mennesket har nogle andre grænser, der lige nu er stærkt udfordrede.

Så landede vi på Mars. Torsdag kl. 21.55. Jeg ved ikke helt, hvem ”vi” er, men i hvert fald har en dansk robot sat sine fire ben eller hjul på den røde planets overflade. En af de største tekniske bedrifter, mennesket har udført. Som om vi med et vingeslag har hævet os op over jordens coronainficerede atmosfære, op over det, vi fra tidernes morgen var sat til at herske over – hævet os op over historien.

Og der var noget sælsomt ved at læse nyheder, hvor Marslandingen og coronapandemien kappedes om rangen og overskrifterne. Det vidnede på én gang om vores overlegenhed og sårbarhed. Jeg kom til at tænke på Stefan Zweig, der skrev: »Flyvemaskiner erobrede æteren, et menneskes ord kunne på et sekund transmitteres ud over hele jordkloden, og snart efter blev verdensrummet overvundet, atomet spaltet og de forfærdeligste sygdomme udryddet; så godt som hver dag blev noget muligt, som i går havde været umuligt. Aldrig før havde menneskeheden som helhed opført sig så djævelsk, aldrig har den skabt så meget guddommeligt.«

Så djævelsk og så guddommeligt, så stærkt, så sorgløst, så skamløst succesfuldt – og dog så skrøbeligt er mennesket. Der er så meget, vi kan, men der er også noget, vi ikke kan, som reaktionerne på vinterens nedlukning af verden har vist. For vi er ramt, ikke bare af selve sygdommen, der lukker for hjerter og lunger, smitter som pesten og muterer i al evighed; nej, vi er allermest ramt af det middel, vi har holdt sygdommen fra livet med: nedlukning og restriktioner, hjemmeisolation, hjemmearbejde og hjemmeskoling – afstand og afsavn. Det har været som at holde vejret under vand, for en stund kunne vi klare det, nu har vi åndenød – ikke, fordi lungerne sætter ud, men fordi vi mangler alt det, vi trækker vejret igennem.

Vi er allermest ramt af det middel, vi har holdt sygdommen fra livet med.

Sidste år var vi optaget af en gigantisk selvkredsen om, hvordan coronaen ville forandre verden og mennesket (til det bedre, forstås), så vi blev mere forstående og åbne over for andre kulturer og folkeslag, bundet sammen i en ny fælles menneskeskæbne, blev lidt grønnere og gladere for højskolesang og traveture, mindre grådige og grimme – mindre selviske og måske mere menneskelige. Fromme håb – alle forstummet. Ligesom fascinationen af coronaen som et forstørrelsesglas, der kunne se alle sprækkerne og krakeleringerne, vi plejer at spartle ud med travlhed i hverdagen. Et forstørrelsesglas, der kunne se alt det, livet er, det, der går os på og ikke går op. Og den eksistentielle længslen efter skibskatastrofer og pludselig død, de sagnomspundne billeder af ligvogne, der forlod Bergamo – lige dele frygt og fascination, ja, den er vist blevet stillet.

Vi er nået til kanten af os selv, og der er ensomheden stor. Prisen for, at »du har reddet menneskeliv«, som statsministeren sagde i sit ideologiske heltekvad nytårsdag, den bliver betalt med renters rente nu – med angst og depressioner, rastløshed, tristhed og ægtepar, der snart har slidt lårfedtet af hinanden. Med børnenes mistrivsel, fagligt efterslæb og en forsømt ungdom – det var jo nu, de skulle rejse jorden rundt, gå på højskole og danse på bordene. Men først skal vi indføre et testregime og opnå den fuldstændige epidemikontrol. Ingen må dø. For vi kan alt. Men hver dag dør nogen af kræft, af alderdom, af hjertestop, af hjertesorg og af en trængt sjæl. Og selv om vi elsker livet og hader døden, så lever vi med den – men vi lever ikke uden at drage ånde gennem livet med hinanden – det liv, vi er skabt til. Der er så meget, vi kan, men vi kan ikke undvære livet længere.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.