<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Staten først, barnet så og familierne til allersidst

"Børnene først", hedder regeringens udspil hvor kronjuvelen er tvangsfjernelse af ufødte børn. Men regeringen burde sætte familierne først, hjælp og aflaste, støtte og styrke det spinkle, der er at bygge på. Problemet er bare, at hvor meget vores socialistiske regeringen end bilder os ind, at den elsker os, drager omsorg for os, er solidariske og søde ved os, så sætter den altid staten først. Mennesket så.

”Børnene først” er den ikke så lidt propagandistiske overskrift på det længe varslede udspil fra børneministeriet, der blev præsenteret i sidste uge. Et af elementerne (eller måske rettere kronjuvelen) i udspillet er ambitionen om tvangsfjernelse af børn før fødslen. Altså ufødte børn. Mors ufødte menneskebarn. Menneskebarnet i moders liv tilhører moderstat, inden det første gang drager ånde. Barnet, kvinden skal føde med smerte er ikke hendes barn. Det er statens barn. Hun har mærket den lille bevæge sig indenunder maveskindet, hørt det lille hjerte slå, set den lille skabning med det store hoved og bitte små tæer på et sortmeleret scanningsbillede.

Men hun er uegnet, hun har forpasset sine chancer, faldet og fejlet og gjort sig permanent uegnet til at være forældre – vurderet af en eller anden sagsbehandler.

Og ja, selvfølgelig er der mennesker, jeg ser dem, møder dem også i mit præsteliv, der lever så meget på randen af samfundet og kanten af livet med alvorlige misbrug, livstruende psykiske lidelser, vold og alt muligt andet, der gør, at de ikke er i stand til at varetage et lille menneskes liv, give det basale livsfornødenheder, omsorg, kærlighed og tryghed. Derfor kan anbringelser uden for hjemmet også uden forældrenes samtykke, være den allersidste, sørgelige, men nødvendige udvej for en familie, for et barn – men må aldrig være en anbringelse for en sikkerhedsskyld, dét regeringen kalder forebyggelse.

Jeg er bekymret dybt ind i min sjæl over, at regeringens inderste ønske er, at når året 2021 gøres op, så er flere børn blevet tvangsanbragt end tidligere år - flere børn også ufødte blevet tvangsadopteret, flere børn har fået båndet til deres biologiske ophav, slægten og fortællingen hvor mistrøstig end den er, hevet over. Og sjovt nok, understøttes forslaget alene af beretninger fra børn, der ville ønske, at de var blevet fjernet fra deres hjem tidligere, fået et andet hjem og en anden tilværelse. Og dem, der bare har haft en god anbringelse.

Hvor er de hjerteskærende vidnesbyrd om sagsbehandlingsfejl og tvangsfjernelser på et retsmæssigt usikkert grundlag, hvor hverken børn eller forældre ønsker adskillelsen? Hvor er fortællingerne om den smerte og uoprettelige skader, som de børn og familier får påført? Og overvejer man overhovedet, hvad det gør ved at barn at blive tvangsfjernet? Og hvorfor hører vi ikke om de børn, der sidder hos en plejefamilie og så inderligt ønsker sig, at omsorgsstaten rent faktisk havde draget omsorg ikke bare for dem, men for deres familier – hjulpet mor og far med støtte, opmuntring, ansvar og alt muligt andet, så de bedre kunne varetage opgaven som forældre. Og hvad med de bange, bedrøvede børn de er går rundt og ryster for at blive taget væk fra deres forældre fordi de ikke er i stand til at holde sammen på sig selv. De børn findes nemlig også.

Regeringen giver dem bare ikke en stemme – nej, det er kun nogle børn først. Og regeringen skal såmænd nok få vedtaget deres forslag, for det socialistiske omsorgssystem har temmelig solid erfaring med at gennemføre statslig tvang uden nævneværdige protester – og på intet tidspunkt givet udtryk for at være velsignet med tvivlens nådegave. Men netop et i et vanskeligt etisk forhold som tvangsanbringelser, har man faktisk pligt til at tvivle om sagsbehandlernes adkomst til at blive betragtet som ufejlbarlige bedømmere af et barns forhold. For ikke at havne i en sovjetisk brug af behandlersystemet, skal det politiske system være pinlig bevidst om hvor subjektiv en sagsbehandlers eller psykologs vurdering kan være, fordi ”et godt liv” (for barnet) aldrig er en videnskabelig kendsgerning, men i højeste grad påvirket af behandlerens personlige, men skjulte opfattelse af, hvad der er det bedste for barnet.

Derfor er der virkelig betænkelige tvivlstilfælde - og kære socialminister, kære regering, I er nød til at forstå at tvangsadoption eller tvangsfjernelse af et barn, er det mest alvorlige overgreb staten kan begå mod et voksent menneske. Et overgreb, selvfølgelig begået i overbevisning om at handle i den gode sags tjeneste og i en uanfægtet tro på statens ufejlbarlighed – sådan tænker et statsmenneske.

Staten gør gode gerninger, og mennesket, født som ufødt, tilhører staten – ergo er staten i sin gode ret til at tiltvinge sig det allerinderste forhold mellem to mennesker, mellem barn og forældre, mellem mor og den nyfødte eller udfødte. Det ukrænkelige og underfulde forhold, det skabte og skænkede forhold mellem mennesket og dets afkom har altid ret til en chance, ret til være, ret til et liv. Og ethvert menneske har ret til at vise verden og mennesker, sagsbehandleren og statsapparatet at uanset hvor mislykket fortiden var, så er hvert øjeblik en ny mulighed.

Men den mulighed får forældrene frataget, når de på forhånd, før fødslen bliver frataget deres barn - frataget troen på at deres liv kan ændre sig, at livet ikke er tegnet med lineal, at de kan komme ud af tilværelsens misforhold og misbrug. Og børnene fratages på forhånd at have forældre – opleve kærligheden til forældrene på trods af svigt.

Jeg har mødt voksne børn, tvangsfjernet på et tidspunkt i barndommen – jeg har mødt dem der, ved gravens kant hvor de tog afsked med en forældre, der fejlede og forsømte – men der var dog en forældre og en fortælling at forstå sig selv i. Det er et hvert barns ret - og længsel.

Derfor burde regeringen sætte familierne først, hjælp og aflaste, støtte og styrke det spinkle, der er at bygge på.

Men problemet er, at hvor meget vores socialistiske regeringen end bilder os ind, at den elsker os, drager omsorg for os, er solidariske og søde ved os, så sætter den altid staten først. Mennesket så. Ikke af ondskab, men ideologi.



Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Marie Høgh (født 16.maj 1985) er sognepræst, forfatter, debattør, klummeskribent, foredragsholder og mor til en lille pige. Hun blogger om værdier, tidsånd, kultur, politik, etik, kristendom, kærlighed og alt det som livet er.
Seneste blogs
Af Gitte Seeberg
21.10.21, 08:19
Danmark tager ikke ligestillingen alvorligt nok, og det har konsekvenser for placering på internationale ranglister, så det er på høje tid, at sagen tages op i Folketinget. Læs mere
Af Mikael Jalving
17.10.21, 08:45
Igen og igen møder vi indvandringens iboende dilemma, som tvinger os til at tage politisk stilling. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.21, 13:00
Han ville få min stemme, hvis jeg var fransk. Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.10.21, 19:00
Der er vel ingen, som er i tvivl om, at nutidens mantra er blevet vækst og velstand. Det kapitalistiske system tillader simpelthen ikke, at vi stopper op og lige trækker vejret. Læs mere
Af Marie Høgh
15.10.21, 17:00
De eneste, der kan drage til ørkenlandet alene for sportens skyld, er fodboldspillerne. Alt andet er politik i rå form. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
15.10.21, 16:09
Den bedste måde at fejre fodboldslandsholdets succes på er at blive hjemme. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
15.10.21, 14:58
Regeringen og dets socialistiske parlamentariske grundlag giver flere penge til DR. Læs mere
Af Harun Demirtas
14.10.21, 14:00
Ingen forældre kommer i paradis for at begå overgreb på et barns kønsorgan – og slet ikke under dybt bekymrende forhold. Stop med det! Læs mere