»Milde kvinder, hvor har de magt,« skrev Johannes V. Jensen i 1925.
Ja, det var dengang. Nu om dage har kvinderne magt, men milde er de ingenlunde. Og siden Sofie Linde i efteråret anklagede en unavngiven tv-kanon for sexchikane, har en flok navngivne mænd fået kvindernes ikke så milde magt at føle.
Misforstå mig nu ikke, for jeg er sådan set ikke usolidarisk med mit eget køn – jeg er bare lige så solidarisk med mændene. Og er dokumentationen og dermed bevisbyrden stærk nok, skal alvorlige krænkelser selvfølgelig frem i lyset og have konsekvenser, men efter at en række offentligt kendte mænd er blevet trukket gennem sølet, ved vi efterhånden, at i MeToo-sager er der hverken en bagatelgrænse eller en forældelsesfrist.
Forleden blev så den folkekære vært Jes Dorph-Petersen taget af skærmen og efterfølgende forsøgt frataget sit gode navn og rygte ved en offentlig henrettelse i programmet ”Aftenshowet” med de ellers fløjlsbløde stole og spørgsmål. En henholdsvis 18 og 20 år gammel såkaldt krænkelsessag – i anden tid, i anden kultur – dengang mildhed stadig fandtes. Nu er der kun mildhed over for kvinderne: Alle tager kvindernes ord (uden nogen beviser) for gode varer, alle antager, at Dorph-Petersen lyver. Ikke så underligt, at TV 2 foretrak en baggårdshenrettelse af værten, men Dorph-Petersen insisterede på at fortælle sin version af historien.
Og tak for det, for jeg skal love for, at det krævede mod og mandshjerte at sidde i ”Aftenshowet” og blive udsat for den kvindelige værts 35 minutter lange skandaløse, indignerede anklage og Dansk Kvindesamfunds forkvinde, der talte om senfølger af seksuelle overgreb. Læs det igen: seksuelle overgreb – tænk, vi lever i en tid, hvor det er i orden at sidde for åben skærm og slynge om sig med den slags alvorlige beskyldninger fuldstændig udokumenteret og skødesløst.
Nej, der var ingen milde kvinder, men hævngerrig kvindelist og sure, røde munde. Dermed ikke sagt, at milde kvinder, ej heller på Johannes V. Jensens tid, skal finde sig i hvad som helst – men inden krænkelsesflodbølgen hærger forholdet mellem kønnene endnu mere, er det på høje tid, at vi får retvendt forståelse af, på hvilket grundlag vi er mennesker med hinanden. Mand og kvinde med hinanden.
For under MeToo-bevægelsens voldsomme kraft ligger, som den britiske forfatter Douglas Murray skriver, en postmarxistisk tankegang, hvor man har indoptaget filosoffen Michel Foucaults forestilling om, at alle forhold i samfundet skal betragtes i magtens nådesløse lys. Dermed nedskrives også forholdet mellem mennesker til en magtrelation.
De krænkelsesparate horder har altså mere eller mindre bevidst indoptaget et foucaultsk syn på verden, hvor magt er den vigtigste prisme at forstå menneskelige relationer igennem. Men, skriver Murray: »Hvis man betragter alt menneskeligt samkvem i dette lys, så forvrænger det mere, end det afklarer«. Nemlig, for det grundforhold, vi som mennesker er sat i til hinanden, er ikke et magtforhold – men et kærlighedsforhold.
Og selvfølgelig er magt en faktor i verden og mennesket, men det er barmhjertighed, tilgivelse og kærlighed også.
For vi er ikke sat i verden for at bekæmpe hinanden, men for at leve det vanskelige menneskeliv med hinanden – der har nådens og tilgivelsens behov. Så vi kan begå dumheder og fejl og komme videre. Den mildhed skylder vi at vise hinanden.
