<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Mette Frederiksen er ikke diktator – hun er bare ideolog

Det uhyggelige​ er ikke Mette Frederiksen, men den socialistiske tyrkertrostat som ”den gode hyrde”.

Kan I huske, hvordan det begyndte? Tvangsfjernelser, tvangsbortadoptioner, tvangsanbringelser – for børnenes skyld. For familiernes det bedste.

Mor-Mette bag skrivebordet nytårsdag i den gode sags tjeneste. I omsorg for borgerne – statskontrolleret omsorg og statsministerens lige så kontrollerede krokodilletårer og medfølelse nedskrevet på et talepapir. Og sådan fortsatte det med coronakrisens mellemkomst, der må siges at have været kærkommen for regeringens magtudfoldelse, mens borgerne er blevet holdt i et omsorgsfuldt jerngreb og anonymiseret bag et mundbind: Tvangstestning, tvangsbehandling, tvangsisolation, tvangsvaccination, og føj selv flere til, for listen er lang over statens indgriben i borgernes private liv – det, der altid burde være en undtagelse og den allersidste udvej, blev efter pressemødet den 12. marts den allerstørste selvfølgelighed – under påskud af folkesundheden.

Det er den bløde terror, der får os til at tro, at staten er blevet garant for det gode liv.

”Påskud” er måske i grunden forkert, for folkesundheden er blevet den nye afgud, som regeringen lige har brugt til at retfærdiggøre danmarkshistoriens mest klokkeklare grundlovsbrud: Tvangsaflivningen af mink, tvangsnedlæggelse af et helt erhverv. Tusinder af danskere har mistet deres levebrød. Generationers livsværk knust. På regeringens ulovlige ordre så forsvaret til, at minkene rettelig blev aflivet – og statsministeren så, at det var godt. Intet at fortryde.

Der er sket en ”fejl” – men Mette Frederiksen havde frikendt sig selv på forhånd, allerede på pressemødet den 12. marts: »Kommer jeg til at begå fejl? Ja, det gør jeg.« Umiddelbart sympatisk, men se, hvad det førte til. Og det kan godt være, som det sikkert sandt forlyder, at statsministeren er en lille kolerisk hidsigprop, men hun er hverken diktatorisk eller ond i sulet. Nej, statsministeren er såmænd bare ideolog. Iskold socialistisk velfærdsideolog – og det er den ideologi, der driver hende og (embeds-)værket, vi skal være bekymrede for.

Der er ingen grund til at være bange for Mette Frederiksen, selv om hun uden at blinke smider sine ministre under bussen, systematisk svarer udenom på spørgsmål ved pressemøder og sender sine skødehunde i debatprogrammer, hvor hun selv takker nej, fordi stolene er for hårde og journalisterne for velforberedte. Og med hykleriet og den husmorfornærmede, småsure optræden bag det blomstrede mundbind undergraver statsministeren sin egen værdighed som folkevalgt statsmand.

Det uhyggelige er som sagt ikke Mette Frederiksen, nej, det er den socialistiske tyrkertro på velfærdsideologiens lyksaligheder, troen på staten som ”den gode hyrde”, som den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger skriver i en kritik af velfærdsideologien. Den gode hyrde føler sig forpligtet til bedreviden, og det er vanskeligt at fælde dom over ham, det ligger i hans væsens tvetydighed. »Han tilbyder en grad af tilværelsesomsorg, som er uden sidestykke, men han udøver også ”blød terror.”«

Det er den bløde terror, der får os til at tro, at staten er blevet garant for det gode liv i form af universelle velfærdsrettigheder, ligestilling, økonomisk og social lighed, folkesundhed. Og sideløbende kan staten stille og roligt afvikle alt det, menneskesjælen og sindet i virkeligheden næres af, nemlig kristendommen eller religionen, kultur, litteratur, kunst, dannelse – ja, alt af ånd.

Og se, vores regering er i gang: Tvangsoversættelser af prædikener på andre sprog end dansk (læs: statens kontrol med kirkens forkyndelse), nedprioritering af kristendomsundervisning, en kirke- og kulturminister, der mildest talt ikke magter opgaven, stedmoderlig behandling af kirke-, kultur- og åndsliv – ikke mindst under coronakrisen. Alt det, mennesket eksistentielt set bliver til igennem – alt det, som er sandheden om mennesket. Alt det, der modsiger menneskets selvretfærdighed og troen på egen kraft og styrke og godhed. Ja, alt det, der afmonterer ideologierne deres fuldkommenhed og blændværk.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.