Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Realityserien "Fars pige" afslører mest af alt vores egen selvretfærdighed

Intet føles så godt, som at lune sig ved andres åndløshed, tomme bogreoler og manglende dannelse. Reality-genren er fordummende, men den er ikke dum. Nej, den næres af, at den rammer noget fuldstændig grund- eller urmenneskeligt, nemlig vores umiddelbare selvoptagethed og selvretfærdighed.

Vel er der da meget at blive forarget over i DR3-serien ”Fars pige”.

En teenagepige, der på spørgsmålet om hun valgte tysk eller fransk i skolen svarer: ”Det kan jeg ikke huske, jeg var der sgu da aldrig.” Nej, og nu har hendes far ladet hende droppe ud af gymnasiet og udstyret hende med sit platinkort til fri afbenyttelse. Altså fuldstændig fri. Uden begrænsning, uden bekymring.

Og farmand: Entreprenør fra Østerbro og indehaver af en tøjkæde. Klædt i douche farver, solariebrun og prins Valliant hår. Elsker uden tvivl sin datter op til stjernerne og ind i evigheden og gør sikkert dét han nu mener, er det bedste og det kærligste. – Han giver hende dét, der efter hans opfattelse er den gode opdragelse, normer og værdier. Altså - det må man jo antage.

Og pigebarnet, Alva: Ja, hun har optegnede øjenbryn, lange mørkerøde negle og rød pels. Øreringe fra Chanel, tasker fra Prada, kjoler fra Gucci og en pose beskidte trusser på loftet, som hun ikke orker at vaske. Hun køber nye. Hun har perfekt make-up, rouge på kinderne, lange tynde ben og far strammer hendes korset, mens hun får ros for ikke at være fed. Vi overværer hende på powershopping i Paris med veninden og fars penge, der bliver omsat til taxature og tatoveringer, luksuskøb og lækker mad, bobler og bling bling (af høj karat og ægte sten. Selvfølgelig).

Alva får alt hvad hun peger på, men får ingen kulturel dannelse og ingen åndelig bagage med hjemmefra. Det behøver man ikke selv være en hverken stor ånd eller debattør, for at se – for hendes forældre (som så mange andre forældre, platinkort eller ej) simpelthen ikke i stand til at give hende det. Og nej, Alva har sikkert ingen bogreol, synger ikke fra Højskolesangbogen, læser ingen aviser, følger ikke med i verdens gang, men følger sikkert en eller anden tåbelig influencer på Instagram. Hun har ingen at diskutere digtsamlinger med – ingen at vende Søren Kierkegaards indflydelse på eftertiden eller stjernestunderne i menneskehedens historie med. Men hun har en far, der oprigtigt interesseret måler hælhøjden datterens nye Louis Vuitton stiletter. 11 cm høje. Og gennem fjernsynsskærmen kan man næsten høre den stumpe lyd af tomhed fra bunden af indkøbsposerne, der har fået en hel hær af debattører og kommentatorer til og fyldt spalterne med endeløs forargelse.

Lige pludselig råber de alle sammen op om (noget så snobbet som) kulturel underklasse, dannelsestab, åndløshed, ”et hjem med klaver”, kunst og solide bogreoler. Materielle værdier versus menneskelige, åndelige værdier. Mådehold, borgerdyder, selvbeherskelse, omsorgssvigt, misforstået kærlighed og. Hvad. Ved. Jeg. Man har virkelig svinget sig op på den helt store klinge og meningsdannerdanmark er sjældent glad for sine egne åndelige fortræffeligheder, bogreoler og avisabonnementer. Men hør her kære venner, det er jo ikke Alva og hendes sikkert søde far, der er udtryk for dannelsestab, for den åndelige afstumpethed og det kulturelle forfald. Alle dage har der været mennesker, der på en eller anden måde har levet som dem. Brugt en forfærdelig masse penge og ellers bare levet hen for sig.

Nej, det virkelig åndløse og udannede er at vi sætter os og sætter vores tid af til at se den slags himmelråbende fordummende fjernsyn som reality-genren er og oven i købet tager det så alvorligt, at vi så inderligt forarges over deltagernes gøren og laden. Det er fremmede menneskers liv - et meget intimt indblik i hvordan eksemplarer af menneskeslægten kan leve og gebærde sig og ganske gratis kan vi kalde det åndløst, udannet og dumt. Forhåne og foragte det. Fælde vores ukærlige dom over dét, der (trods alt) er et menneskeliv. Uanset hvor rigtigt eller forkert vi mener det bliver levet og forvaltet.

Men åh! Hvor føles det dog rart – og det er sagens kerne: At smide benene op i sofaen og lune sig over, at det ikke er én selv, der er så ”langt ude”, som man siger. Ikke én selv, der droppede ud af skolen. Ikke én selv, der tilhører den såkaldte kulturelle underklasse. Ikke én selv der er for dum, for ødsel og for materialistisk. Ikke én selv, der virker fuldkommen åndsforladt. Sådan kan vi altså sidde og lykønske os selv, med vore egne fortræffeligheder og store åndelighed, alt imens vi alene ved at glo på Alva og farmand bidrager til det store kulturelle forfald. Og til vores eget menneskelige forfald. Vores egen usselhed.

For nok er reality-genren fordummende, men den er ikke dum. Nej, den næres af, at den rammer noget fuldstændig grund- eller urmenneskeligt, nemlig vores umiddelbare selvoptagethed og selvretfærdighed. For det ligger så dybt i vores lidenhed, at vi har brug for at se vores egen storhed.

Vi kan blive så forfærdelig forelsket i vores eget spejlbillede, men fejlede og manglerne er ikke til at overse. Lægger vi derimod vores medmenneskes, Almas eller hendes fars eller et andet realitymenneskes fejlbefængte liv ned over vores eget som en transparent – og derigennem ser vores eget spejlbillede, med de nu tilslørede urenheder – ja, da kan vi som en anden farisæer sige: ”Tak Gud, at jeg ikke er sådan.”

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Marie Høgh (født 16.maj 1985) er sognepræst, forfatter, debattør, klummeskribent, foredragsholder og mor til en lille pige. Hun blogger om værdier, tidsånd, kultur, politik, etik, kristendom, kærlighed og alt det som livet er.
Seneste blogs
Af Marie Høgh
29.03.20, 23:27
Har du ikke fattet det, Joy Mogensen - det er lige nu, vi for alvor har brug for kultur i vores liv. Også anden og mere kultur end aberne i zoo. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
29.03.20, 21:06
Rystende at læse om visse menneskers opførsel under den værste krise i vor tid. Læs mere
Af Mikael Jalving
29.03.20, 09:30
Vi står over for ikke én eller to plager, men fire. Hyp-hyp! Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
28.03.20, 20:42
Jeg er ensporet og har derfor læst den ca. 15 gange. Læs mere
Af Alex Vanopslagh
27.03.20, 17:13
Corona-krisen er besværlig at håndtere politisk. Og selvom tiden er ikke til politisk skyttegravskrig og rævekager, er der dog en række politiske diskussioner, der efterhånden trænger sig på. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
27.03.20, 13:30
Der er andet og mere end Netflix og news at holde sig til. Find ind i litteraturens store fortællinger, der kan vise os menneskets sårbarhed og sætte vores udsatte tilværelse i perspektiv. Læs mere
Af Henrik Højlund
27.03.20, 12:18
For mange af os er det lidt som en ferie, men så alligevel ikke. Vi savner hverdagen med alle dens konsekvensfuldhed. Læs mere
Af Isabella Arendt
27.03.20, 07:36
Selv om der bestemt også er behov for sild og øl fra Bilka, så vil jeg bestemt mene, at behovet for åndelighed er større påskemorgen. Det ville klæde de borgerlige partier at kæmpe bare en anelse for også vores kulturelle og åndelige liv i denne tid – ikke kun vores forbrug. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
26.03.20, 20:49
Det ved vi ikke, men kombinationen af en enorm uproduktiv indvandrerbefolkning – i snit – og en økonomisk nedsmeltning gør det til en mulighed, til en sandsynlighed. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
26.03.20, 15:58
Med Covid-19 som undskyldning bliver demokratiet sat helt ud af kraft i Ungarn Læs mere