Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

At fedte kirken ind i klimapolitik er ren og skær gerningsretfærdighed ved højlys dag

Biskopperne vil reducere Folkekirkens CO2-udledning med 70 procent inden 2030. Umiddelbart rummer det symbolpolitiske forslag varm luft nok til at opvarme alle landets middelalderkirker helt indtil undergangen og Kristi genkomst. Og mens vi venter, vil biskopperne åbenbart lægger kirkehus til den identitetspolitisk syge, ekstreme selvrealisering og overopmærksomhed på os selv, som desværre (næsten) altid følger klimaaktivismen.

Jeg håbede sådan, at biskopperne kunne holde nallerne væk. Men det kunne de altså ikke: Med Bibelen i hånden, en grøn Gud i ryggen og kors på maven har et samlet og enigt bispekollegium kastet sig ind i klimakampen og besluttet, at Folkekirken skal forsøge at reducere sin CO2 udledning med 70 procent inden 2030. Ellers er det såmænd ikke fordi offentligheden hører så meget til biskopperne, men nu skal jeg da love for, at de er kommet op på dupperne og har spændt kirken for en klimapolitisk vogn. Egenrådigt vel at mærke. Et politisk budskab. Én samlet stemme. Centralt. Topstyret. Alt dét, vi ikke har tradition for i Folkekirken.

Og en uhyre bekostelig affære at gennemføre det storladne tiltag, Ja, man behøver ikke en grad i klimastudier for at regne ud, at taget de mange gamle bevaringsværdige bygninger Folkekirken råder over i betragtning, så er biskoppernes forehavende nok lige lovlig ambitiøs. Det er jo begrænset, hvor mange solceller man kan klappe på taget af en de århundrede gamle bygninger fredet i gruppe et eller to uden at få slots- og kulturstyrelsen på nakken. Rettere sagt, det symbolpolitiske tiltag rummer vist varm luft nok til at opvarme alle landets middelalderkirker helt indtil undergangen og Kristi genkomst.

Nuvel. Varm luft er der så meget af både i kirke og politik – det er såmænd ikke dét, der er problemet. Og når skaberværket som følge af klimaforandringerne står i våde, har vi selvfølgelig et ansvar overfor dét, som for alt muligt andet. Vi har bare ikke som kristne et særligt grønt eller guddommeligt ansvar, og kirken er ikke en verdensforbedrende virksomhed med politiske målsætninger og en særlig moralsk selvforståelse. Men det har biskopperne tilsyneladende bildt sig ind, og det er dét, der er problemet, når kirken bliver fedtet ind i klimapolitiske beslutninger.

For når kirken bliver politisk, bliver den i samme åndedrag moraliserende, og præsterne bliver moralske linjevogtere, der råber ”skam dig” fra prædikestolen, hver gang du forbruger for meget, får for mange børn, flyver for ofte, for langt eller falder for fristelsen og spiser bøffer fredag aften. Flyskam. Kødskam. Klimaskam.

”Skam dig” skreg en følelsesladet Greta Thunberg og overfusede verdens ledere. ”Skam dig” tænker vi, og luner os over egen godhed og skruer en el-sparepære i natlampen med foragt i blikket for det medmenneske, der endnu ikke har indset den indlysende, ildevarslende sandhed om undergangens dag. Den dag, hvor polerne smelter, havene stiger, solen sortner, stjerner rasler ned og himlen rulles sammen som en tapetrulle. Skam. Det handler i kristen forstand om vende blikket indad mod mig selv – ikke mod andre. Mod alt det jeg gjorde eller gjorde forkert, der hvor jeg skuffede, der hvor jeg svigtede min elskede, min kære, min pligt, min kærlighed, mit liv.

Men kære biskopper, kære læser, når politiske budskaber slår tonen an i kirkeklokkernes klang, opstår mislyde i forkyndelsen af kristendommens budskab om, hvad det vil sige at være menneske i verden – menneske overfor Gud – menneske overfor menneske: Synden er ikke længere det eksistensvilkår, der er knyttet til min ængstelige sjæl og urolige hjerte. Ikke længere en ubærlig ulyst til at være sig selv. Ikke længere den grundlæggende fortvivlende over mennesketilværelsen, der ikke går op.

Nej, synden er pludselig noget ”de andre” begår. Dem der ikke lever op til Parisaftalen, regeringens klimalov eller biskoppernes klimakrav. Synden tilhører dem, der tager fejl - i dette tilfælde på det klimapolitiske område.

Det er jo ren og skær gerningsretfærdighed ved højlys dag. Eller meningsretfærdighed. Og kirken lægger hus til – ikke bare til det, men til den identitetspolitiske syge, ekstreme selvrealisering og overopmærksomhed på os selv, som desværre (næsten) altid følger klimaaktivismen: Vi har fejlet, syndet og levet forkert – derfor går verden under. Men lige før undergangen, kan vi nå at frelse os selv, ved at betale afgifter og aflad, spise efter religiøse veganske forskrifter, dyrke alle mulige former for afholdenhed, tilbede en hysterisk svensk skolepige med fletninger og forsamle os i klimamarch og klimabøn.

Kort sagt, vi har mulighed for selv at skabe os en identitet som frelste. I kirken. I verdens eneste rum, hvor vi med Søren Ulrik Thomsens udtryk bliver ”afindividualiseret”. Vi bliver personligt afviklet, bliver befriet fra hvad vi selv mener, tænker og tror om os selv – ”vi bliver nulstillet overfor hinanden ved at være lige for Gud.” Lige syndige elendige, lige syndige, lige fortabte og alle undergangen lige nær. - Alle lige elskede. Og det er måske netop dén befrielse mennesket af i dag længes allermest, allerinderligst og allerhjerteligst efter. At vi i kristendommen bliver givet en identitet, vi ikke kan give os selv.

Den forkyndelsesopgave burde være rigelig stor at løfte for gejstligheden. Så skal politikerne og verdenslederne, forskerne og eksperterne nok tage sig af klimakrisen.

Mon ikke også de er fagligt lidt bedre klædt på end bispekåberne. Trods alt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Marie Høgh (født 16.maj 1985) er sognepræst, forfatter, debattør, klummeskribent, foredragsholder og mor til en lille pige. Hun blogger om værdier, tidsånd, kultur, politik, etik, kristendom, kærlighed og alt det som livet er.
Seneste blogs
Af Alex Vanopslagh
13.07.20, 17:09
Alle er forfærdede over sagen om stakkels demente Elses umenneskelige behandling, men de automatiske svar – flere penge og flere regler – vil næppe forhindre den slags sager i at opstå. Der er brug for et nybrud, hvor borgeren kommer før systemet. Læs mere
Af Louis Jacobsen
12.07.20, 20:53
Til efteråret planlægges det at hæve pensionsalderen yderligere, men det går ikke. Læs mere
Af Gitte Seeberg
12.07.20, 09:28
Når en regering griber til så omfattende og indgribende foranstaltninger som forsamlingsforbud, mulighed for at tvangsvaccinere borgere, tvangslukning af store dele af erhvervslivet og neddrosling af medier som TV 2 og DR og grænselukninger, så skal beslutningerne kunne retfærdiggøres og forsvares. Lad os komme tilbage til normale retstilstande nu. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.20, 16:35
Den totalitære techgigant tåler ikke ytringsfrihed. Læs mere
Af Mikael Jalving
11.07.20, 11:00
Biologi betyder også noget, og tak for det. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
11.07.20, 10:21
Vi bliver nødt til at forholde os til, om udlændinge skal bestemme, hvem der må være i Danmark. Læs mere
Af Marie Høgh
10.07.20, 16:30
Det er bekymrende, at det eneste, der kan samle borgerligheden, er kampen mod islam. For hvis der er noget, vores egen kultur har brug for, er det et selvopgør. Læs mere
Af Martin Ågerup
09.07.20, 16:51
Sidste blog i sommerserien: Sådan kan de borgerlige trække Danmark i en blå retning Læs mere
Af Peter Kofod
09.07.20, 15:20
Angela Merkel risikerer at ødelægge Europa med sin planlagte reform af EU´s asylpolitik. Hendes "wir schaffen das"-politik spøger stadig. Læs mere