*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi må gøre op med krævementaliteten

Vores ekstremt omfattende velfærdsstat har den slagside, at det personlige ansvar er ved at lide en stille kvælningsdød. Det så vi et skræmmende godt eksempel på forleden.

Et gammelt udtryk siger, at der skal to til en tango. På forsiden af Ekstra Bladet kunne vi i sidste uge læse om 48-årige Elisabeth, der nok vil gøre enhver danselærer temmelig frustreret. For Elisabeth er bestemt ikke villig til at danse mere.

Hun har været på offentlig forsørgelse siden 2008, hvor hun blev sygemeldt. Først med stress, der udviklede sig til en svær depression og siden med adskillige andre helbredsproblemer. Hendes psykiater forklarer de tiltagende problemer med, at hun reagerer på ”den årelange uvished”, som følge af en uafklaret fremtid. Altså, at hun endnu ikke har fået førtidspension, men må ”nøjes” med et såkaldt ressourceforløb. Et ressourceforløb er en relativ ny ordning for syge mennesker, hvor jobcenter, psykologer og læger i fællesskab prøver at hjælpe dem til at blive raske. Eller i al fald i stand til at fungere så godt, at de kan komme i job, evt. på nedsat tid. Filosofien er, at ingen bliver lykkelig af at være parkeret passivt på førtidspension resten af livet, hvis man kan klare sig selv.

Men som vi kan læse i artiklen, er tilbuddet om ressourceforløb mildest talt ikke faldet i Elisabeths smag. Hun beklager sig over kommunens sagsbehandlere, som hun kalder vatnisser, som ikke holder aftaler eller ringer. I hele 2016 bestod hendes ressourceforløb alene af fire(!) samtaler med kommunen. Og ja, der kan ikke herske nogen tvivl om, at kommunens indsats lyder alt for ringe og på ingen måde er i tråd med formålet med ressourceforløbene. Men vi må ikke glemme, at ansvaret for, at Elisabeth bliver klar til job igen både ligger hos kommunen, men bestemt også hos Elisabeth selv. Hun har nøjagtig som alle os andre også selv et ansvar for at gøre, hvad hun kan for, at det lykkes at være en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet. Men hun er ikke indstillet på at gøre en indsats. Hun ønsker en førtidspension. Som hun selv siger ”Jeg kommer aldrig til at arbejde igen, selv om jeg ville”. Altså, hun vil simpelthen ikke.

Og det er netop her, vi nærmer os et eksempel på en krævementalitet. Det er altså ikke nok, at samfundet stiller op med betalte læge- og psykiaterbesøg, sygehusbehandling, jobcenterbesøg, varmtvandstræning, sygedagpenge, ressourceforløbsydelse osv. Nej, mer’ vil ha’ mer’. Først med en førtidspension, der indebærer, at samfundet forpligter sig til at betale offentlig forsørgelse på ca. 18.500 kr. hver måned de næste 17 år frem til pensionsalderen, er målet nået.

Tidligere strøede kommunerne førtidspension ud med rund hånd. Sådan er det heldigvis ikke helt mere. For med reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 er det nemlig blevet langt sværere at få førtidspension – særligt for personer under 40 år. De skal i stedet tilbydes et ressourceforløb. Det har medført en halvering i antallet af tilkendelser af førtidspension fra ca. 14.500 i 2012 til omkring 7.600 i 2016. Faldet opvejes af tilgangen til de nye ressourceforløb, så den samlede tilgang til førtidspension inkl. ressourceforløb er på niveau med 2012. Så vi må selvfølgelig glæde os over, at langt færre mennesker opgives til passiv forsørgelse. Flere får nu en hjælpende hånd til at returnere til et aktivt liv på arbejdsmarkedet.

I Danmark er velfærdsstaten betydeligt mere udbygget end i andre lande. Vi har en omfattende social sikring, alle danskere er sikret et forsørgelsesgrundlag, f.eks. på kontanthjælp eller førtidspension, og sygehusvæsnet i alle dets afskygninger er stort set dækket af det offentlige. Det burde give anledning til taknemmelighed. Men i stedet møder vi gang på gang krav om mer’. Uden tanke på, at andre kommer til at mangle, fordi nogle grupper kræver ind.

Den lette løsning i Elisabeths tilfælde vil selvfølgelig være at give efter for presset og tilkende førtidspension, sådan som vi gjorde før reformen i 2013. Men det er både en dårlig og en dyr løsning at parkere mennesker på permanent offentlig forsørgelse, hvis det kan undgås. Dårlig fordi helbredsproblemer ikke er statiske. Mange – også psykiske lidelser – er dynamiske og arbejdsevnen kan udvikles og sygdommen takles over tid under de rette forhold. Og dyr både for samfundsøkonomien og for den enkelte, fordi job og livskvalitet hænger sammen.

Så vi må drage omsorg for mennesker med nedsat arbejdsevne ved at tilbyde dem at blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet. Og skal det lykkes, forudsætter det, at den enkelte også selv er villig til at gøre en indsats. Derfor må vi gøre op med krævementaliteten og løfte blikket lidt væk fra egen næsetip, når vi stiller krav om, hvad velfærdsstaten skal klare.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Maria Bille Høeg (f.1976) er cand.polit. og chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening. Hun skriver om at få mennesker fra kanten af samfundet ind i fællesskabet, om kys eller knubs og om personligt ansvar.
Seneste blogs
Af Olav Skaaning Andersen
15.12.17, 14:25
Det kan være fristende, men vi skal ikke gemme den kunst væk, vi ikke kan lide. Læs mere
Af Signe Munk
14.12.17, 12:20
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
14.12.17, 11:22
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation. Læs mere
Af Naser Khader
14.12.17, 11:22
… nu begynder kampen ved forhandlingsbordet. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
14.12.17, 11:06
Her er det konkrete bevis på at visse borgerlige politikere igen har løjet over for befolkningen. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.12.17, 05:13
Det stoppes heldigvis af Mai Mercado – børn skal ikke lide Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.12.17, 22:14
Seksuelle overgreb på helt unge piger i England afslører et kvindesyn så afstumpet, at man kun kan se én løsning for sig: Stands al ikke-vestlig indvandring og påbegynd hjemsendelser. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
13.12.17, 15:32
Hvis ikke en skole må understrege, at julen udspringer af det kristne budskab, så er vi ude på det værdirelativistiske overdrev. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
13.12.17, 12:29
Drengebørn tager skade, hvis deres mødre har været udsat for ftalater under graviditeten. Alligevel har regeringen sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti fjernet afgiften på de skadelige ftalater. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.12.17, 11:48
Skulle man blive gymnasielærer? Så hellere lave en ironman. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her