Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Når offentlig forsørgelse bliver et edderkoppespind

Vi har et sikkerhedsnet, der fastholder mennesker på offentlig forsørgelse.

Langt de fleste danskere kender mindst én person i den erhvervsaktive alder, der ikke forsørger sig selv. Det må selvsagt være sådan, når 750.000 eller omkring hver fjerde i den erhvervsaktive alder forsørges af det offentlige. Jeg selv har igennem årene mødt og kendt en del, som i en kortere eller længere periode ikke har været selvforsørgende. En skoleveninde, en fætter, en ekskæreste, en nabo. For alt for mange er det aldrig lykkedes at komme ind på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet og frigøre sig fra forsørgelsessystemet. Resultatet kan blive en ensom tilværelse afskåret fra arbejdslivets fællesskab.

Der kan være mange årsager til, at mennesker sidder fast i forsørgelsessystemet. Men fælles for dem er, at de som en naturlig ret har gjort brug af det sikkerhedsnet, som velfærdsstaten har spændt ud under os.

Et net, som i sin oprindelse havde til hensigt at gribe mennesker, der kommer ud for en social begivenhed. Og som med den løbende udbygning af velfærdsstaten er blevet mere og mere fintmasket for nu nærmest at have karakter af et klæbrigt edderkoppespind.

Sammenligningen ligger lige for, når man tænker på de mange forskellige forsørgelsesordninger, vi har i dagens Danmark. Ordninger som kontanthjælp, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, ledighedsydelse, fleksjob, revalidering, ressourceforløb, førtidspension, for bare at nævne en brøkdel. Og med hver enkelt ordning følger en mængde velmenende men omkostningstunge indsatser, forløb og pligter, som har til hensigt at udrede, vejlede, hjælpe og motivere borgerne. Som tråde griber ordninger og indsatser ind i hinanden, mens borgeren forvilder sig dybere og dybere ind i spindelvævet, for til sidst uværdigt at blive fanget og sidde fast i et forsørgelsessystem – og i sidste ende også i en forsørgelseskultur.

Der er utallige eksempler på, at systemet bidrager til at fastholde mennesker på offentlig forsørgelse. For i situationen, hvor sagsbehandleren sidder overfor en langtidsledig, er der en tendens til at se den ledige som svag og pakke vedkommende ind i vat. Politiken fulgte eksempelvis for få måneder siden kontanthjælpsmodtageren Sanne til en samtale med sin sagsbehandler, der ikke bare gjorde det klart, at hun var modstander af kontanthjælpsstramninger. Hun kastede sig også over muligheden for at undtage Sanne fra de nye regler, så snart hun nævnte sit dårlige knæ. Vi ved naturligvis ikke, hvad der er op og ned i den konkrete sag, men sådan en samtale er symptomatisk for et beskæftigelsessystem, der er mere optaget af at skåne og pakke ind end at hjælpe mennesker i arbejde.

Man ser edderkoppespindet for sig. Og kan ikke lade være med at spørge sig selv, om det er en af årsagerne – eller måske den væsentligste – til, at der i dag er fire gange så mange mennesker i den erhvervsaktive alder på offentlig forsørgelse som i 1970. I 2016 slog antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere rekord. Omkring 36.000 borgere har nu siddet fast i kontanthjælpssystemet i mindst fire år. Så ingen tvivl om, at forsørgelsesnettet er stærkt.

Men er det virkelig det, vi ønsker for mennesker, der kommer ud for en uforudset begivenhed? At sidde fast og ikke være en del af arbejdsmarkedet og den identitet og det fællesskab, der hører med til en hverdag på jobbet. For slet ikke at nævne de enorme udgifter til dette omklamrende net, som andre skal finansiere med udsigten til, at det for nogle kan ende med at gøre mere skade end gavn.

Derfor er det afgørende, at vi som samfund ikke skaber yderligere grobund for en usund forsørgelseskultur, som den vi i dag er vidner til. Vi skal gøre sikkerhedsnettet så spændstigt, at det virker som et springbræt ind på arbejdsmarkedet for alle, der har en arbejdsevne. Den enkelte skal have et ansvar og en mulighed for at flytte sig, at opleve den værdighed og selvrespekt, det giver at kunne forsørge sig selv og være en del af fællesskabet.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Maria Bille Høeg (f.1976) er cand.polit. og chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening. Hun skriver om at få mennesker fra kanten af samfundet ind i fællesskabet, om kys eller knubs og om personligt ansvar.
Seneste blogs
Af Anders Vistisen
16.01.18, 10:25
Dansk Folkeparti har intet ansvar for regeringens liberale projekt. Læs mere
Af Josephine Fock
16.01.18, 07:29
Den skærpede tiggerlov bør afskaffes, fordi den er et klassisk eksempel på en lovændring, der skulle få regeringen til at fremstå hurtig og handlekraftig, men ender med at være sjusket og straffe uskyldige mennesker. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
15.01.18, 11:28
Kære skoler, gymnasier, kirker og andre som besøger, samarbejder med eller som promoverer det iranske præstestyres moske, I skal vide at over tyve unge mennesker for nyligt har mistet livet i Iran, alene fordi de gik på gaden og ytrede sig imod netop samme præstestyre. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.01.18, 20:50
Vi kommer ikke uden om det, så hvorfor ikke begynde med det samme? Læs mere
Af Mikael Jalving
13.01.18, 18:53
Da Berlinmuren væltede og Sovjetunionen sank i grus, blev den revolutionære venstrefløj frisat snarere end besejret. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
13.01.18, 13:23
De borgerlige partier på Christiansborg har desværre opgivet den borgerlige værdikamp, og opgaven ligger nu alene hos Nye Borgerlige. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.01.18, 23:25
Det er ikke værdigt at se kvinder behandle mænd som uartige og uintelligente børn, og det er ikke værdigt at se mænd dukke nakken og lade sig jagte rundt i manegen. Læs mere
Af Naser Khader
12.01.18, 09:54
Jeg ved ikke, om Poul Madsen, Özlem Cekic og andre, der mener, vi selv er ude om det, har gjort sig tanker om, hvordan det ville være at skulle forsikre sine børn, når man går ud af døren, at man nok skal komme hjem igen - fordi de frygter, at dem, der hader deres far, lykkes med at udføre de trusler, de fremsætter? Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
11.01.18, 12:33
Ved dåb bliver der pjasket lidt vand i hovedet på barnet, ved omskæring bliver forhuden skåret af. Forskellen er enorm. Læs mere
Af Signe Munk
10.01.18, 15:27
Det er dybt uansvarligt, at Özlem Cekic i en ny bog til skoleelever skøjter henover debatten om omskæring af drenge. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her