Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvis du har ondt i sindet, så skrig det ud over byens tage, min ven

Præcis som når man går til læge, hvis bulen i panden ikke forsvinder, går man altså til psykolog, hvis man er begyndt at overleve i stedet for at leve.

Den seneste uge har godt nok handlet en del om, hvad Trump har sagt og ikke har sagt, hvilke danske eksministre der skal arbejde i udenlandske tænketanke og om, hvorvidt Storbritannien snart kollapser i ministerafgange og i skift mellem en ”blød” eller en ”hård” afgang. Det er vigtige emner, jovist. Men ikke helt så vedkommende som et andet emne, der også er blevet vendt i den forgange uge. Nemlig at mange af os har det af helvede til, rent ud sagt.

Da jeg var først i 20’erne, fik jeg stress. Jeg fik ikke stress på den måde, at jeg havde én eller to dårlige uger på mit arbejde og derfor slyngede ud, at ”jeg var pissestresset!”. Jeg fik det heller ikke på den måde, at jeg sov dårligt og derfor havde mindre overskud til mit studie eller til mit studiejob.

Jeg fik stress på den måde, at jeg konstant rystede på hænderne, fik eksem fra den ene dag til den anden, tabte totter af mit hår og skiftevis havde hjertebanken og vejrtrækningsproblemer. Jeg tabte mig utrolig meget, fordi min appetit forsvandt. Til gengæld drak jeg det meste af en flaske vin om aftenen, så jeg kunne sove de fire-fem timer, jeg trods alt kunne sove, inden jeg vågnede med hjertebanken og skulle i gang med en ny dag.

Efter to måneder på den måde slog jeg panden ned i gulvet i min opgang. Helt bogstaveligt. Jeg fik et angstanfald, da jeg var på vej ud i min venindes bil og faldt i min opgang. Da jeg kom til mig selv, kravlede jeg ind i min lejlighed og op i mit badekar. Der sad jeg i et par timer og tænkte over min situation.

Jeg læste et studie, der krævede min opmærksomhed i mindst 37 timer om ugen, arbejdede mellem 15 og 25 timer i samme tidsrum og var derudover kampagneleder for et politisk parti. Og så var jeg smækfyldt med opfattelsen af, at hvis man gjorde sig umage, passede sine ting og skrabede sammen til et cv og en professionel fremtid, så var alting nok i orden. Og at så var jeg god til at leve og til at være voksen.

Men da jeg sad i badekarret med en bule i panden, måtte jeg finde på noget andet at fylde min opfattelse med. Det blev pludselig klart, at jeg faktisk ikke var særlig god til at leve og derfor var begyndt at overleve i stedet.

Men det var for sent. Stressen blev til angst, og angsten var blevet til en mild depression, der skulle tage mig godt og vel et halvt år at komme ud af. Alt sammen, fordi jeg havde fodret mig selv med, at jeg måtte blive ved med det, der gjorde mig syg, og især fordi jeg ikke gik til lægen.

Jeg troede, at angsten og depressionen ville springe på mig i venteværelset, og at jeg ville blive ”rigtig syg” af at indfinde mig dér. Og det ville jeg under ingen omstændigheder være, for jeg var jo en vinder. Og så blev jeg syg. Rigtig syg.

Det gik så galt, fordi jeg ingenting gjorde. Fordi jeg skammede mig ufattelig over, at jeg ikke kunne klare mosten. Derfor kunne stress blive til angst, og angst kunne blive til depression. Alt sammen, fordi jeg ikke ville være ”rigtig syg”. Og fordi jeg ikke turde sige noget. Derfor råber jeg nu, hvad jeg ikke turde tænke dengang: Vindere beder om hjælp, hvis de har brug for det. Hvis sindet og psyken har brug for hjælp, skal begge have netop dét. Præcis som når man går til læge, hvis bulen i panden ikke forsvinder, går man altså til psykolog, hvis man er begyndt at overleve i stedet for at leve. Sygdommen sidder ikke i udtalte ord eller i et venteværelse. Sig det højt, vær en rigtig vinder, og kom af sted, min ven!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Majbritt Maria Nielsen (f. 1988) er erklæret socialliberal, radiovært og kommende forfatter til en bog om moderne kvinder af deres meningers mod og træt af frihedstyranner. Hun er en hyppigt brugt debattør og kommentator i politiske radio- og tv-programmer og har tidligere været kampagneleder for Liberal Alliance.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
21.07.19, 07:14
Fra individ til organisme, fra samfund til sværm. Velkommen til overvågningskapitalismen. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
20.07.19, 18:56
Jeg trækker mig fra den offentlige debat. Voldsmanden vinder. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.07.19, 01:42
Grønlandske familier fik hjælp fra danske frivillige, da flodbølgen ramte.  Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.07.19, 12:24
Integrationsministeren skal have ros for at stå fast. Jeg udtrykker et lønligt håb om, at ministeren i fremtiden holder fast i, at han ikke udtaler sig om fakta, han ikke kender, og konsekvenser, han ikke har gennemtænkt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.07.19, 16:09
Det midlertidigt besatte område er heldigvis en lise for sjælen. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.07.19, 21:38
Under 1 af 10 muslimske indvandrere bliver integreret. Læs mere
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere