Man må sige at 2021 har lagt hårdt ud. Der blev lagt hårdt ud med en voldsom storm på USA´s kongres, kort inden den nye Præsident skulle indsættes. Herhjemme skal en tidligere minister for en rigsret og Corona virus sætter stadig dagsordenen med voldsomme demonstrationer i København, et vaccineprogram hvor de først bump på vejen allerede har vist sig med fabriker i Belgien der skal renoveres lige som vi har allermest brug for doserne og ja så blev mink farmerne kompenseret. Og uge fire er ikke engang slut endnu.
Der skal ydes en kompensation
Og jeg må klart indrømme at kompensationen af mink avlerne har sat sig hos undertegnede. Det jo klart at når folks forretning bliver lukket ned omkring ørene på dem, så er det meget muligt at det har givet underskud i mange år, men muligheden for at vende det til et overskud er ligesom udelukket, og derfor ydes der en kompensation.
10 år er meget
Nu begynder historierne så at komme frem med kinesiske rigmænd der nyder godt af den kompensation. Det er langt ude, men jeg er egentlig ikke overrasket. Men det der virkelig skar mig i øjnene var dækningen af ti års eventuel indtægt. Indtægten er jo eventuel, i og med ingen ved hvad fremtiden bringer, så man kommer jo til at levere den økonomiske dækning ud fra estimater af, hvad man måske kunne have tjent. Men ti år! Det er godt nok meget. Aftalen ligger op til en belejlig kritik af socialdemokrater eller de radikale for den sags skyld, og den er da også fortjent. Men for mig viser det bare hvor langt det politiske segment er klar til at gå når bare det er de rigtige der bliver udsat for en ulykke.
Et ubehageligt flashback
Aftalen giver mig ubehagelige flashbacks til tiden op til og under finanskrisen hvor arbejdere i byggeriet, i transporten, i industrien, ja over et bredt felt, blev sendt hjem i hobetal. Byggeriet gik i stå, fabrikker lukkede og flyttede ud af landet. Ligesom minkavlerne blev vi også ramt af en ulykke som vi ingen indflydelse havde på. Men det var godt nok noget andet man blev mødt med. Der var sgu ikke nogen erstatning så man lige kunne komme på fode igen og så lige ti års dækning af eventuel tabt fortjeneste. Vi havde værsgo at møde i arbejdsløshedskøen. Og den dagpengeforsikring, vi i øvrigt havde betalt til blev lige kløvet midt over i et velplaceret øksehug så pludselig gik vi fra fire år til to års dækning og røg vi ud af dagpengesystemet skulle vi bruge dobbelt så lang tid på at genoptjene retten til forsikring. Dagpengene var på ingen måde fulgt med lønudviklingen. Så mens man stod der og manglede arbejde, kunne man nu rigtig mærke livremmen spænde til. For mange udgjorde tanken om en husstand der ikke kunne få enderne til at mødes, et enormt stressfyldt pres. For nogen i så voldsom grad at de blev syge af det. Og gud nåde og trøste den der blev syg. Så kom det bureaukratiske baseballbat op af skuffen, og nu blev alt hvad du sagde brugt imod dig. For tænk nu hvis du bare lod som om.
Der er en bred enighed
Grunden til jeg ikke levere den partipolitiske kritik der ligger lige til højrebenet, er at alt der er beskrevet ovenfor er gennemført med rimelig brede politiske aftaler. Man kan ikke komme med en besyldning om, at det er også de borgerlige der er på spil igen. Der er en gennemgående bred politisk konsensus om, at når folk der besidder produktionsmidler er i havsnød så skal der handles hurtigt og resolut. Men når det rammer de der arbejder på de selv sammen produktionsmidler, så er det bare ikke handlekraft i sammen kaliber der vises.
