Vi griner af dem. Vi håner dem. Vi giver dem øgenavne. Selvom det lige kun er lidt over en uge siden at flere af os, var ved at få en spontan styrtblødning da en demonstration i Washington D.C. udviklede sig voldeligt og blev til et regulært stormløb på den lovgivende forsamling i USA, er det som om vi allerede er lykkeligt videre. Nu er de sociale medier velpolstrede i memes der farverigt portrætterer de folk der har stormet kongressen i USA. På lige godt en uge er vi gået fra ”hvad helvede sker der?”, til ”Bare rolig, den 20. januar er det slut med Trump, og tjek så lige i øvrigt hvor åndsvage de så ud dem der stormede kongressen”. Men for mig er det fuldstændig uvæsentligt hvordan de her folk så ud. For mig er det væsentlige, hvorfor er det overhovedet kommet så vidt? Hvad får folk til at pakke bilen, og rejse på kryds og tværs af en af de største lande i verden for at protesterer og gå amok over udfaldet af en afstemning?
Det korte svar og det som mange, navnlig amerikanske politikere, kommer med er Præsident Trump. Når jeg har gået min nyhedsstrøm igennem ligge der konstant et ansvar hos Præsident Trump. Sociale medier lukker nu hans profiler, han forsøges afsat og der rejses rigsret sager. Præsident Trump bærer også et ansvar. Men lige nu lades det til, at man forsøger at tegne et billede af at de mennesker der stormede kongressen er et produkt af præsident Trump. Jeg tror det er omvendt. Præsident Trump er et produkt af dem, at Præsident Trump har lokaliseret en utilfredshed og en følelse af at være negligeret, den har han brugt til at bane vejen til det hvide hus og selvom han tabte valget så udvidede han sin opbakning betragteligt.
Præsident Trump er et produkt af en stor, og stadigt voksende del, af USA’s befolkning der fuldstændig har mistet troen på at systemet er til for dem. Det dejligt bekvemt at negligerer dem til en flok ekstremistiske, moonshine-drikkende Hill Billys. Men den der flok ekstremistiske Hill Billys har altså lige mønstret en flok der var stor nok til at storme den amerikanske kongres, og tilsyneladende er der omkring 74 millioner andre amerikanere der er enige med dem i at Donald Trump burde fortsætte med at være præsident. Det er direkte farligt at negligere dem.
Skal jeg være helt ærlig så tror jeg ikke at 74 millioner amerikanere over kort tid er blevet super-kapitalister. For det er hvad præsident Trump er. Jeg tror hans popularitet beror på han ikke er fra det politiske system, som rigtig mange har mistet troen på. Han er ikke mere af det samme. Ingen Præsident er nogensinde gået til valg på at man i deres periode vil opleve mere usikkerhed, se sit job forsvinde til udlandet og at ens sociale status i samfundet skulle smuldre. Ikke desto mindre er det virkeligheden gennem over 30 år for rigtig mange arbejdere i USA, og resten af den vestlige verden for den sags skyld. Når så skiftende præsidentkandidater, fra det samme parnas, lover det hele nok skal blive bedre men der ingenting sker, så skabes der et godt spillerum for en som præsident Trump.
Jeg tror ikke på at Trump efter omkring 60 år som kynisk kapitalist pludselig har forbarmet sig og ville hjælpe den amerikanske arbejder, i stedet for at profitmaksimere på vedkomne. I mine øjne har han lokaliseret en stor grundlæggende utilfredshed og benyttet den til at bane vejen til magten for ham. Så når vi kigger måbende over Atlanten til USA, så er det vigtigt at vi husker at alt det der har banet vejen for præsident Trump, det forsvinder ikke den 20. Januar når Præsident Trump går af, det ligger klart til at bane vejen til den næste af præsident Trumps kaliber.
