»Det er intet andet end slaveri. Jeg havde aldrig troet, at den slags forhold var mulige i Tyskland.«
Ordene kommer fra en anonym rumænsk slagteriarbejder, der arbejder på det tyske slagteri Westfleisch.
Slagteriarbejderen er citeret i avisen Information den 23. maj 2020, i en artikel, der omhandler slavelignende udnyttelse af østeuropæiske kollegaer på det kæmpe slagteri Westfleisch i Tyskland.
De rumænske arbejdere er ikke ansat af slagteriet, men hyret ind som kolonnearbejdere af et firma, der udelukkende beskæftiger sig med handel med arbejdskraft. Arbejderne er sikret den tyske lovpligtige mindsteløn på 9,35 euro i timen, ca. 70 kroner i timen. Deraf skal de selv betale redskaber/værktøj til arbejdet og husleje, mens de er udstationeret. I det konkrete tilfælde var der tale om 1600 kr. om måneden i husleje for at bo sammen med syv andre kollegaer i en treværelses lejlighed, der meget belejligt blev stillet til rådighed af den samme arbejdsgiver, som anviste dem arbejdet. Om de også købte deres redskaber/værktøj ved arbejdsgiveren, melder historien intet om.
Med udbruddet af coronavirus er der kommet meget fokus på de udenlandske kollegaers forhold i Tyskland. På slagteriet og i deres fritid var de nemlig stuvet så tæt sammen, at der skete et regulært smitteudbrud blandt kollegaerne på Westfleisch.
Slagteriet måtte lukke, da 260 kollegaer blev testet positive med coronavirus. Det har affødt politisk reaktion i Tyskland, og der er nu pr. 1. januar 2021 indført lovgivning, der har til formål at forhindre, at gigantvirksomheder i den tyske slagteribranche videresælger egne opgaver ud i en kæde af underentreprenører og derved benytter kolonnearbejdere. Noget tyder på, at der er taget spæde skridt til et kædeansvar i Tyskland.
Der er stor forskel på det danske og tyske arbejdsmarked. Men når man kigger på tendensen til, blandt store pengestærke virksomheder, at vinde opgaver for derefter at sælge opgaverne videre til virksomheder, der udelukkende beskæftiger sig med handel med arbejdskraft, så ligner Tyskland og Danmark hinanden meget.
Social dumping og arbejdskriminalitet har vi dog til fælles.
I Tyskland griber politikerne ind, når en historie som denne opstår. Men ulempen ved politisk styring af arbejdsmarkedet er så, at de lige så hurtigt kan gribe ind den anden vej. Det var tilfældet, da de tyske socialdemokrater, med Gerhard Schröder i front, indførte Hartz-reformerne af det tyske arbejdsmarked, hvor det store tyske slagteri nu fremstår som en offentlig skamstøtte på, hvor omfattende konsekvenser de politiske reformer har haft for det tyske arbejdsmarked, og dem der skal arbejde på det.
Arbejdsmarkedets parter bør herhjemme sætte sig sammen og kigge på, om vi kunne tage skridt med samme formål. Formål om at komme social dumping, working poor og arbejdskriminalitet til livs. Dumpet løn og elendige arbejdsforhold for udenlandske kollegaer er ikke en speciel tysk ting. Det nytter ikke noget, at vores arbejdsgiverorganisationer konstant lader, som om alt er i den skønneste orden.
Jeg har selv ofte oplevet massevis af kollegaer, der pludselig møder op på byggepladsen uden værktøj, uden værnemidler og uden anvisning til sanitære forhold eller velfærdsforhold. Kollegaer, der møder op som tredje, fjerde eller femte led i udbudskæden med det ene formål at holde hovedentreprenøren skadesfri for de elendige arbejdsforhold, der hersker på arbejdspladsen.
Vi skal have stoppet de tilstande, der på det danske arbejdsmarked spejler sig i tilstandene, der berettes om på det tyske slagteri Westfleisch ved Coesfeld i Nordrhein-Westfalen.
