Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det er fint med flere penge på fritvalgskontoen og udvidet forældreorlov. Men det er intet værd, hvis vi ikke har et job

Gennembrudsforliget er landet hos industrisektoren. Bliver det ud fra det, vi kommer til at danne en fælles front mod social dumping i fagbevægelsen? Jeg håber på det.

Søndag den 16. februar kunne vi fejre, at forliget på industriens overenskomst fylder en uge. For en uge siden væltede venner og kollegaer ud på de sociale medier og andre steder, og lovpriste forliget på trods af, at de omkring 90 siders ændringer blot var blevet offentliggjort i overskrifter. Men glæden var til at tage og føle på.

Når industrien indgår forlig, er det også spændende for mig. Det betyder nemlig, at forhandlingerne på byggeriets område går i gang lige om lidt. Hvad skal mon danne ramme for de næste tre år på arbejdsmarkedet?

Min ven, kollega og medtillidsvalgte, Emil Olsen deltog 13. februar i ”Debatten” på DR2, hvor temaet ligesom ved vores overenskomstforhandlinger var, hvordan fremtiden skal se ud. En af de ting, Emil Olsen lagde vægt på, var hvordan udenlandske kollegaer systematisk bliver aflønnet ringere end danske kollegaer. Det var en af flere ting, han gerne så skulle høre fortiden til i fremtiden.

En anden debattør i programmet, Andre Rogaczewski, lod i den forbindelse min kollega forstå, at murersvende de seneste 20 år havde oplevet højere levestandard og mere jobsikkerhed. Jeg er ret sikker på, at Andre Rogaczrewskis kommentar var ment som en ”ro-på-det-går-nok”-kommentar.

Det er prisværdigt, når folk ønsker én det vel - og samtidig også forsøger at perspektivere tingene.

Men for at sætte tingene lidt i et andet perspektiv vil jeg vende mig mod en historie fra i sommer, da jeg kørte som organizer for min fagforening hen over et par måneder. Jeg var blevet kaldt ud til en renovering på Østerbro. Nogle kollegaer var stærkt frustreret. Hver gang, de skulle bestille tegninger, beskrivelser på opgaven eller værktøj, skulle det gennem tre ledelsesled og endte som regel med et frækt spørgsmål om, hvad de dog skulle bruge alle de ting til. Satte de sig ud i det gode vejr for at nyde frokosten, var der konstante dumsmarte bemærkninger fra ledelsen om, hvorvidt de havde tænkt sig at lave noget.

Skuret, de holdt pause i, var noget gammelt lort, og lønforhandlingerne var tilmed gået i hårdknude, men det, der slog hovedet på sømmet, var, da deres hejs var gået i stykker, og de afventede reparationer fra montøren. Så stod en gut fra ledelsen der straks og spurgte, hvorfor de ikke var i gang? De forklarede, at materialerne jo skulle op på stilladset, og hejsen var desværre gået i stykker. Der var ikke umiddelbart andre opgaver på pladsen, derfor afventede de. Gutten fra byggeledelsen kiggede på dem, pegede ned på fire indlejede kollegaer med afrikansk baggrund og sagde ”I kan da bare bruge nogen af de mørklødede der; de gør det da lige så godt som en hejs”.

Så ringede de ind til foreningen og kaldte mig ud. Jeg var på pladsen kort tid efter ,og selvom de på ingen måde var fjendtligt indstillede eller sure på mig, så følte jeg, at jeg var til en kammeratlig samtale. Kunne det have sin rigtighed at det var her, vi var nået til? At vi ikke kunne stille noget op, når arbejdsgivere på alle måder agerede uforsonligt og i det her tilfælde direkte ondskabsfuldt?

Jeg måtte pænt forklare, at når arbejdsgiveren hverken ville samarbejde eller forhandle, så måtte man bibeholde presset, og når det kom til den ondskabsfulde facon, lederen havde udvist overfor vores afrikanske kollegaer, så var der ikke meget at stille op uden dokumentation. Det var dybt frustrerende.

Da vi havde brugt nogen tid i skuret på at melde pladsen til, udveksle firmaer der eventuelt manglede folk, samt gode råd til noget lønforhandling, gik jeg ud i omklædningsrummet for at hente mine ting og køre videre til den næste plads.

Så kom den ældste svend i sjakket ud til mig; han havde været bum-stille under hele mødet. ”Louis, hvad gør jeg, når jeg skal påbegynde min efterløn?”

”Du tager ned i A-kassen, så får de styr på det, og så går du hjem” svarede jeg.

”Kan jeg nå det i dag,”, svarede han. ”Det var planen, at efterlønnen skulle springes over, men jeg gider ikke se på den måde, de behandler folk på i dag. Jeg har været murersvend siden 70’erne, men hvis ikke vi kan være ordentlige overfor hinanden, kan jeg ligeså godt gå hjem”.

”Nej, du når det nok ikke i dag, du må vente til i morgen, der har de længe åbent, men tak for indsatsen, min ven”, fik jeg lettere overrasket fremstammet.

For en som mig, der virkelig godt kan lide mit arbejde, fik det sat billede på den udvikling, der har været de sidste mange år. Selvom jeg ofte oplever de ældre svende sige til mig, at arbejdsmarkedet er blevet mere råt i dag og, at konkurrencen firmaerne imellem har udviklet sig til et kapløb mod bunden.

Når Andre Rogaczewski siger til min kollega Emil Olsen, at jobsikkerheden for en murersvend er bedre i dag end for 20 å siden, er det grebet ud af den blå luft.

Det er den ikke; jobsikkerheden for murersvende er nøjagtig lige så konjunkturfølsom som for 20 år siden. At nogle murersvende tjener en hæderlig hyre, er til gengæld korrekt. Men det er en lige så vigtig del af sandheden, at det er der mange kollegaer i byggeriet, der ikke gør. Ligesom min kollega, der gik på efterløn, er vi mange, der er mere end trætte af at se på, at vores udenlandske kollegaer blive underbetalt. Vi er trætte af at bevidne, hvordan de bliver møvet ud i farligt arbejdsmiljø, og vi er trætte af at se rettigheder, der har taget årevis at opbygge på få år er blevet noget, der systematisk forsøges omgået.

Derfor er overenskomstforhandlingerne ekstra spændende i de her år. For ingen branche, intet område kan se sig frie af den her sociale dumping. Og jo længere tid, vi ser til, jo tættere kommer vi på, at det er os selv, der bliver udsat for de her ting. Det er godt med flere penge på fritvalgskontoen, udvidet forældreorlov og en styrkelse af arbejdsmiljørepræsentanten, som industriforliget umiddelbart ligger op til.

Det er bare intet værd, hvis vi ikke har nogen job. Arbejdsgiverne bliver nødt til at samarbejde med os om det her. Det indikerer gennembrudsforliget på industriområdet ikke, at de har tænkt sig. Det ved vores forhandlere i byggeriet godt. Og jeg har fuld tillid til, at de agerer på det.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Louis Jacobsen (f. 1985) er uddannet murersvend i 2006. Han sidder i bestyrelsen for Murersvendenes Brancheklub i København og i bestyrelsen for 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes fagforening. Arbejder til daglig på forskellige byggepladser i København og omegn. Louis Jacobsen elsker sit fag og ønsker, at flere tager uddannelser inden for byggeriet. Har i en årrække været aktiv i kampen mod socialdumping. Han er aktiv i Enhedslisten.
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
09.04.20, 17:00
Der vil komme til at ske store ændringer i vores dagligdag, vores arbejdsliv, kontakten med andre mennesker, vores trang til at forbruge m.m. Læs mere
Af Signe Munk
09.04.20, 15:30
Coronakrisen er en glimrende mulighed for at give den grønne omstilling vind i sejlene - ved at kickstarte samfundet med grønne investeringer, når krisen er ovre. Læs mere
Af Nauja Lynge
08.04.20, 22:28
Der skete mange fejl fra danskernes side i deres iver efter at komme til Grønland og vide bedre – uden at ret mange vidste ret meget. Læs mere
Af Henrik Højlund
08.04.20, 20:36
Påskens budskab er muligheden for at leve, selv om vi dør. Det er svært at tro på - men på den anden side: Hvorfor ikke? Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
07.04.20, 10:22
Jeg er dødtræt af de partier, som mener, kunstnerne skal have bedre vilkår end alle andre. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
07.04.20, 07:57
Det er godt for folkesundheden, at statsministeren har fokus på hygiejnen. Men utroligt, at det skal være nødvendigt at lære os at være renlige. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
06.04.20, 23:30
Markedsøkonomien er – med alle sine mangler – den eneste form for økonomi, der kan bringe velstand og derfor også mere fred og fordragelighed. Læs mere
Af Nauja Lynge
06.04.20, 22:22
Men vi må gerne stille spørgsmål ved, om alle grupper i samfundet er tænkt ind i genåbningsstrategien. Selvfølgelig må vi det i et demokrati. Grønlændere i Danmark er ikke tænkt ind. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
06.04.20, 12:54
Partiet ønsker statsstøtte til aktionærer. Og viser dermed sit sande ansigt - og hvem, de mener, der skal slippe for at være med til at betale for krisen. Læs mere