Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vejen fra selvforsynende til fattig er hård. Til gengæld er den kort

På en dag hvor Danmark udses til, i 2050, at sætte Europa rekord i seneste pensionsalder, skal vi huske dem, der ikke når så langt. I dag kan det være mig, der klemmer armen af i en lift på arbejdet. I morgen kan det være dig, der får en stressrelateret nedsmeltning og bliver uarbejdsdygtig.

Forleden dag stod jeg og murede nogle ejerboliger i København. Jeg var så privilegeret at stå der med en kollega, der også er en god kammerat. På et tidspunkt mødes vi for ca. 28. gang på midten og ligger hver vores sten. Min kammerat kigger på mig og siger:

”Hva’ Louis? Hvad har du egentlig tænkt dig at lave, når du ikke kan lave det her mere?”.

Spørgsmålet gjorde mig helt paf. Det burde jeg ikke blive af det spørgsmål. Er der noget jeg har haft holdninger til, så er det pensionsalder, arbejdsløshed, videreuddannelse m.m.

Jeg rømmede mig og svarede noget i retning af

”Det aner jeg ikke helt. Måske arbejde på en genbrugsstation”.

Glad for mit arbejde

Siden har spørgsmålet naget mig. For spørgsmålet er jo klart afledt af, at min kammerat og jeg udfører et stykke arbejde, vi er hamrende glade for. Men sandsynligheden for, at vi kan blive ved til pensionsalderen, er ikke kæmpe stor. Og hvis vi gør, er sandsynligheden for at vi er hårdt nedslidte ret stor.

Men det vidste jeg jo godt. Det er jo for helvede de argumenter mine kollegaer og jeg har brugt, når vi har argumenteret imod forhøjelse af pensionsalderen, for en differentieret pensionsalder og for en sænkelse af den ugentlige arbejdstid.

Og så gik det op for mig, at jeg faktisk har et ønske om at kunne udføre mit job, indtil jeg reelt og problemfrit kan trække mig tilbage. Grunden til at jeg blev hylet ud af den var simpelthen, at jeg blev ramt frygt. En frygt for at det faktisk overhoved ikke var en mulighed, at jeg kunne arbejde så længe. Min vens knastørre konstatering af, at vi ikke skulle regne med at kunne blive ved, var rimelig skræmmende.

Sygdom og skader

Der skal ikke meget til før det går galt. Fra at man går fra at være selvforsørgende til dybt afhængig af velfærdsstaten. Jeg har ved selvsyn to gange set gode kollegaer få et knæk i ryggen. Den ene ødelagde ryggen, blev forkrøblet og har ikke arbejdet siden. Den anden vendte tilbage til deltidsarbejde efter måneders sygdom og arbejder i dag fuld tid igen. Hvis jeg skal til at opgøre alle dem jeg kender, der har måttet ligge syge i længere tid grundet arbejdsrelaterede skader, kommer indeværende blog ikke til at handle om andet.

Det er ikke længe du skal ligge, før sygepengene slipper op. Jeg har ligget syg med influenza, forkølelser og sådan noget. Men sådan sygdom over længere tid har jeg ikke været rigtig ramt af. Men hvis jeg nu får et knæk i ryggen, er uheldig og brækker benet, får kræft eller hvad der nu kan ramme os alle sammen. Hvor langt er der så fra mit udgangspunkt som familiefar til to unger og i arbejde og til ikke at kunne forsørge min familie ved egen hjælp?

Det er slut efter 22 uger

22 uger. Det er så længe sygedagpengene rækker. Det at ryge på sygedagpenge kan i sig selv være en spare øvelse for en husstand. Men efter 22 uger så er det sådan set slut. Reglerne siger sågar, at man efter 22 uger kan tage sygedagpengene fra folk og samtidig vurdere, at de ikke er i stand til at arbejde. Hvis ikke det er vanvittigt, at man kan vurdere, at folk er for syge til at være arbejdsdygtige og samtidig fjerne man deres sygeunderstøttelse, så ved jeg ikke hvad der er.

Man kan vist konstatere: Vejen fra selvforsørgende til fattig og afhængig af hjælp er hård. Til gengæld er den kort.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Louis Jacobsen (f. 1985) er uddannet murersvend i 2006. Han er kandidat til Folketingsvalget for Enhedslisten. Han sidder i bestyrelsen for Murersvendenes Brancheklub i København og i bestyrelsen for 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes fagforening. Arbejder til daglig på forskellige byggepladser i København og omegn. Louis Jacobsen elsker sit fag og ønsker, at flere tager uddannelser inden for byggeriet. Har i en årrække været aktiv i kampen mod socialdumping.
Seneste blogs
Af Christel Schaldemose
15.11.18, 11:45
Ansvarlighed er et nøgleord i diskussionen om Europas fremtid. At forlade EU er ikke løsningen på de udfordringer vi står overfor. I denne uge fik vi to meget forskellige bud på Europas fremtid. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.11.18, 09:17
Rigsfællesskabet er vigtig for EU, USA, Kina og Rusland. Det er tragikomisk, at vi ikke selv kan se det. Læs mere
Af Anders Vistisen
15.11.18, 08:51
EU-tilhængere brugte 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig til at hylde EU som fredens projekt. Men det er for letkøbt og historieforvanskning Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.11.18, 08:21
De arbejdende ved DSB mødes med agressiv fremfærd og revolverdiplomati fra DSB's ledelse og Dansk Industri. Læs mere
Af Nauja Lynge
14.11.18, 12:16
En statsminister er minister for hele Danmark. Den evne har Støjberg ikke. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.11.18, 12:10
Fremtidens investerings- og lånemarked starter nu. Læs mere
Af Mikael Jalving
14.11.18, 11:45
Regeringskrisen i Sverige afspejler en langt dybere samfundskrise. Læs mere
Af Nauja Lynge
13.11.18, 15:38
Prisen for dansk berøringsangst betales af mindretal og udsatte borgere. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her