Når du har læst denne tekst, forstår du pludselig forsvarsproblematikken.
Nogle gange støder man tilfældig ind i nogen, som beskriver en kompliceret problemstilling langt bedre end andre, og end man selv ville kunne gøre. Jeg tog derfor kontakt til forfatteren og fik tilladelse til at viderebringe teksten, og jeg garanterede samtidig at gøre opmærksom på at opslaget var tænkt, som et satirisk indspark og tænkt fuldstændig apolitisk, og derfor intet har med klassisk partipolitik eller Nye Borgerlige at gøre.
Det finder jeg faktisk ganske befriende, da jeg selv til tider finder det partipolitiske Christiansborg yderst belastende og trættende, så her kommer historien om en Hanløve og en måge.
’” En uvorn seniorsergents refleksioner efter en dag på skydebanen.
Her det seneste stykke tid har man jo kunne følge den lidt løjerlige sag omkring vores korttidsansatte ufaglærte på midlertidig højere lønning, kontra ham der tilsyneladende nu betegnes som styrelseschef for det koncernfælles område, formerly known as Forsvaret.
På en solbeskinnet dag på skydebanen, slog det mig pludselig at der nok er mange af mine civile venskaber, som måske undrer sig lidt over hvorfor vi dog tager sådan på veje over udtrykket ”styrelseschef”? Så nu skal I bare høre.
For lissom at lette den kommunikative side af denne udredning, så mine civile venner ikke bliver tynget ned af tung militær lingo, har jeg valgt at bruge simpelt billedsprog, og med mine evner indenfor pædagogisk formidling, så bliver det her en ren fest.
Når man, som jeg, arbejder i militæret, så kalder vi vores øverste chef for ”forsvarschefen” eller ”FC” om man vil.
Skal jeg sætte et billede på, når man kigger med militære øjne, så er FC en gammel hanelefant, han styrer flokken den rigtige vej, og hans beslutninger er dem der gælder.
Man kan være enig, eller uenig, men FC’s ord er lov, og dem retter vi ind efter.
Spørg hvilken som helst erfaren soldat og de kan huske hvem der har været FC i deres tid.: Hvidt, Sloth, Bartels, Bartram, Bisserup, vi kan altid huske hanelefanterne.
Det er bestemt ikke dem alle der var afholdt, bevares, men vi husker dem, og vi rettede ind efter dem.....så hanelefanterne, ikk da!
På modsatte side har vi forsvarsministeren, som på nuværende tidspunkt er Trine Bramsen. Det bedste billede jeg kan give af vores forsvarsministre ud fra en soldats synspunkt, er at de bliver anset for at være en måge.....
De er enormt svære at skelne fra hinanden, og man er altid sådan lidt irriteret på forhånd når de dukker op, fordi man ved at de enten begynder at skræppe op, eller også forsøger de at vælte skraldespanden for at finde noget de måske kan kaste deres opmærksomhed på i cirka 2 minutter, inden de skider på jorden og forsvinder igen.....blot for at vige pladsen for endnu en måge.
Så når man i det her, måske lidt søgte, økosystem oplever at mågen skræpper op om at hanelefanten ikke er hanelefant, men blot et til formålet udpeget pattedyr med en lidt fesen civil titel i stil med: ”Klyngeleder for snabeldyrene” eller lignende, ja så opstår der altså lidt uro i resten af flokken.
Mestedelen af den uro skabes fordi resten af flokken kigger på mågen og tænker: ” hvad i hede hule h....... bilder den discount lørdagskylling sig ind, ved at kalde vores chef for klyngeleder, og ikke hanelefant?”
Og det er jo egentlig det der er essensen.
Hvis det økosystem der hedder Forsvaret, skal trives og bestå, så nytter det ikke noget at mågerne skider alt for meget, hverken på elefanterne, på jorden eller på den dertil udpegede klyngeleder.
Det devaluerer de værdier vi er vokset på med, og udvander den forståelse vi har for styrken i flokken, hvilket vel at mærke også er den styrke mågerne sætter deres lid til når tingene brænder på.
Nu kan man måske sidde tilbage med følelsen af at dette opslag er smule respektløst overfor vores folkevalgte korttidsansatte ufaglærte, og ja det kan der måske være noget om, men hvis hun kan overfor hanelefanten, så kan jeg også overfor mågen.
Og hvis I har været så flinke at læse hele dette opslag til ende, så er det nu at I gerne må komme med vittighederne om tykhuder, ronkedorer, Oberst Hathi (Junglebogen) og Dumbo.... gi den gas...
Mvh
Den uvorne seniorronkedor”
Ja, jeg har kun én ting at tilføje....så er den ged vist barberet..