<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Christiansborg er en dårlig udgave af luksusfælden

Vi går et afgørende efterår i møde. Det store spørgsmål er: Hvad regeringen spiller ud med på det økonomiske område? Accepterer de den ny situation, eller vælger de den politiske tilgang, hvor det handler om partierne, strategi og magt - og ikke økonomien?

Enhedslisten og SF har allerede været ude med forslag, som uden reformer, vil betyde den rene katastrofe for økonomien. Det kan næppe komme som en overraskelse for mange, men der har længe været en generel opfattelse i den offentlige debat, at De Radikale ville agere garant for at socialisterne ikke kører økonomien helt ud over kanten.

Men med De Radikales sidste udmeldinger, hvor man ikke vil hæve pensionsalderen længere end til 70, samt en klimafond, så har de spillet ud med forslag, der koster 60 milliarder, uden at pege på finansieringen af disse tiltag. Et helt nyt skred i dansk politik.

Det grundlæggende problem for regeringen er at den allerede har tømt det økonomiske råderum, som VLAK regeringen fejlagtig overlod til den socialdemokratiske regering at råde over. Og med det nye EU budget, hvor man lige skal finde 4,5 milliarder ekstra årligt, så er man faktisk i minus inden man begynder at forhandle.

Den økonomiske politik kommer derfor nu langt mere i fokus i dansk politik de seneste år. De seneste års debat har stort set været kogt ned til hvorvidt det offentlige forbrug skulle stige med 0,3% eller 0,7%. Altså klassisk forbrugsfest politik.

Men det burde have ændret sig med corona-krisen. Dels har nedlukningen uden tvivl kostet et massivt milliardbeløb, selvom den endelige regning stadig ikke er gjort op, så vurderes regningen til at kunne blive 150-170 milliarder. Engangsbeløbene kan vi finansiere via optagelse af lån og beholdning i nationalbanken. Hvilket jo ganske sigende er dette er muligt grundet af en række reformer, som venstrefløjen faktisk var imod, men som de nok nu i deres stille sind priser sig lykkelig for, således der er råd til at være den glade giver.

Men Danmark er samfundsøkonomisk stærkt afhængig af vores eksport. Derfor vil konsekvenserne kunne vise sig senere, og disse konsekvenser vil i modsætning til enkeltbeløbene have grundlæggende betydning for de strukturelle statsfinanser, hvis det sætter sig i lavere indtjening til erhvervslivet, og deraf færre midler i det offentlige.

Der har nemlig sneget sig en farlig luksusfælden tilgang ind på Christiansborg. Mange partier bruger denne krise til at bruge løs. Det kan man måske ikke fortænke dem i, når regeringen har haft tilgangen, at corona må koste, hvad corona end koster. Men partierne begrænser sig ikke længere til corona- relaterede emner. Nu er det fremadrettede helt grundlæggende og strukturelle ændringer, der kommer på banen. Og det er ikke småbeløb de vil bruge.

Så medmindre Wammen vælger samme strategi, som fra sin borgmestertid i Aarhus, hvor han gang på gang lånte sig til budgetterne, så venter der en ny virkelighed for regeringen og dets støttepartier.

Det grundlæggende problem for regeringen er at den allerede har tømt det økonomiske råderum, som VLAK regeringen fejlagtig overlod til den socialdemokratiske regering at råde over. Og med det nye EU budget, hvor man lige skal finde 4,5 milliarder ekstra årligt, så er man faktisk i minus inden man begynder at forhandle.

Læg hertil Arne forslaget som vi venter på, men som Regeringen allerede selv har vurderet til at ville koste 3 milliarder. Regeringen står derfor faktisk allerede mellem valget - at øge gælden eller hæve skatten, eller få parlamentariske problemer.

De to første vil være gift for dansk økonomi. Vi har brug for at bevare en lav gæld, da dette gør os i stand til at reagere på en omskiftelig omverden. Dette behov vil blot vokse i fremtiden. Vi har allerede verdens 2. højeste skattetryk. Hvis man fortsætter med at hæve dette for borgerne og erhvervsliv, så vil det på sigt mindske velstanden og derved også mulighederne for et velfærdssamfund, som vi kender det.

Jeg frygter desværre vi kommer til at se en kombination af underskud på budgetterne og øgede skatter. Socialdemokratiet gik til valg på en række skattestigninger. De har leveret på nogle, men vil sikkert kunne få hurtig opbakning fra deres støttepartier til yderligere, hvis det går til at finansiere den evindelige voksende ønskeliste fra støttepartierne.

Alt vil blive retfærdiggjort med corona og klima. Det handler om at vinde den moralske dagsorden på skatte- og afgiftsområdet. Dette blev tydeliggjort, da den radikale beskæftigelsesordfører i folketinget ganske åbent redegjorde for at de jo gerne så at overførslerne blev sat op, og her så de lige deres snit til at give dem nogle flere penge.

Desværre virker det også som om, at de fleste tidligere såkaldte borgerlige partier desværre har givet op, og nu resignerende blot har accepteret den socialdemokratiske fortælling om en evig voksende offentlige sektor, som gradvis dræner borgerens økonomi og frihed.

Derfor venter vi nu på den næste økonomiske redegørelse, som vil danne grundlaget for regeringen, og derefter det finanspolitiske udspil. Så hvis skattestigninger ikke kommer denne gang, så vil det absolut være nødvendigt på den efterfølgende. Ligegyldigt hvad, så er der brug for et klart borgerligt alternativ til denne dagsorden. Men med både et Venstre og Dansk Folkeparti, der år efter år bliver mere socialdemokratiske på det økonomiske område, så må man erkende som borgerlig, at det er op ad bakke.




Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Lars Boje Mathiesen (f. 1975) er folketingsmedlem for Nye Borgerlige, valgt i Østjylland. Han betragter sig selv som borgerlig, har markante holdninger til prioriteringerne i den offentlige sektor og er kritisk debattør omkring den nuværende samfundsudvikling. Han har arbejdet som selvstændig, underviser og musiker.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
30.09.20, 16:06
Chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Kim Jørgensen er et godt bud på en ny forsvarschef. Læs mere
Af Rune Lund
30.09.20, 12:23
- der er råd til både grøn omstilling og velfærd Læs mere
Af Harun Demirtas
30.09.20, 07:59
Er du i tvivl om, hvad der skal ske med Kofod, kære statsminister? Så spørg dig selv: hvad hvis det var min datter? Men der er åbenbart forskel på folk. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
29.09.20, 22:27
De storladne tanker har meget lidt med virkeligheden at gøre. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
29.09.20, 18:40
Forstå det nu, Folketing. Vi har brug for et mobilt politi og ikke mursten. Læs mere
Af Alex Vanopslagh
29.09.20, 16:26
Det skal gøres nemmere at bruge mere tid med sine små børn, hvis man for en periode ønsker at tjekke lidt ud fra hamsterhjulet. Det har familier meget ringe muligheder for i den socialdemokratiske velfærdmaskine. Læs mere
Af Nauja Lynge
29.09.20, 11:38
Vi er i rigsfællesskabet en betydende magt i Arktis. Står vi ikke klippestærkt fast på det, ender vores stat som et militært tomrum.   Læs mere
Af Mikael Jalving
29.09.20, 09:24
Ikke se, ikke høre. Hvis vi lader som om, det ikke eksisterer, forsvinder det nok. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
28.09.20, 15:29
Trump burde kunne trække Nobels Fredspris hjem, selvom det skurrer lidt i ørene. Læs mere
Af Isabella Arendt
28.09.20, 11:49
Når LA fremlægger et forslag om fradrag for at passe egne børn bevæger de sig i en verden, hvor alle forældre arbejder, tjener godt og ikke bliver syge. Sådan er virkeligheden ikke. Hvis man FAKTISK til give familier frihed til at passe egne børn, så må og skal det gælde alle familier. Læs mere