Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Alle får en million

Jeg er dødtræt af de partier, som mener, kunstnerne skal have bedre vilkår end alle andre.

Jeg har forhandlet akutte krisepakker på en lang række områder, f.eks. selvstændige, freelancere, større virksomheder, zoologiske haver, højskoler, medier, små enkeltmandsvirksomheder – og nu også kunstnere.

Men hvor der er forsøgt at lave parallelitet mellem områderne, så er det tydeligt, at når det kommer til kunstnere, så har politikerne mistet al sans for respekt over for borgernes penge.

Der er ganske enkelt gået ren Oprah Winfrey i den. Alle får en million.

De her akutpakker burde være krisehjælp og ikke blot agere skjult øget statsstøtte.

Derfor er det også ufattelig trist, at det kun var Nye Borgerlige, der kunne se et problem i at dobbeltbetale kunstnerne i den pludseligt opstået midlertidige kunstnerstøtte. Så manglede staten åbenbart ikke lige penge alligevel.

Lad mig give jer et helt konkret eksempel fra aftalen, så I kan se, hvad jeg taler om.

Hvis man f.eks. som kunstner har et maleri, som man mener at kunne have solgt i perioden marts-juni, og man siger, at salget så grundet coronaøkonomi er gået i vasken, ja, så kan man nu få kompensation for det manglende salg.

Og nu kommer den så …

Hvis man så i juli, august eller efterfølgende sælger det samme billede, som man altså allerede har fået kompensation for, så beholder man alle pengene selv, og der vil intet krav være om, at indtjeningen skal modregnes i den støtte man har fået … Ja, læs det lige igen. For den er altså god nok.

Forestil jer, hvor mange kunstnere derude, som lever op til gængse krav for at være en del af denne pulje, der så lige pludselig har et salg på vej. Ja, de kan jo endda lave en aftale med en potentiel køber om lige at vente til efter juni, og så kan maleriet jo sælges billigere, og begge får noget ud af det, mens regningen sendes til skatteborgerne. Det kan også være en sang, en skulptur eller alt muligt andet.

Det er en håbløs, skødesløs behandling af borgernes skattekroner. Det har intet at gøre med akutte hjælpepakker, men er slet og ret øget statsstøtte til kunstnerne.

Selvfølgelig forventede jeg, at partier som Enhedslisten, SF, og De Radikale ville klappe i hænderne, men at partier som Venstre, DF, Liberal Alliance og De Konservative intet problem ser i at lave sådanne ordninger med dobbeltbetaling af kunstnere i en tid, hvor mange private små selvstændige kæmper for deres liv, er rystende.

Det er trist, at de i det mindste ikke ville bakke Nye Borgerlige op i kravet om, at kunstnere selvfølgelig ikke skal have dobbeltbetaling for det samme værk – betalt af skatteborgerne derude.

Ja, for slet ikke at tale om, at en kunstner nu kan have tjent 10 mio. kr. sidste år og stadig være berettiget til at få støttekroner, som reelt skulle gå til folk uden eksistensgrundlag, men det kan jo blive til en blog en anden dag.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}