Der findes en kendt engelsk politiker/aktivist/debattør/journalist. Han er kritisk mod den massive ikke-vestlige indvandring. Han bliver betragtet som en stor trussel mod det verdensbillede nogle globale relativister ønsker.
En så stor trussel, at de sat sig for at begrænse hans muligheder for at komme til orde og ytre sine holdninger. Men ikke nok med at de har fjernet hans kontoer fra diverse sociale medier, så er det nu også et faktum, at jeg blot ved at skrive hans navn, vil kunne sætte mig selv i en position, hvor jeg risikerer at blive blokeret af forskellige sociale medier, og derved begrænse min mulighed for at ytre mine politiske budskaber som folkevalgt medlem af den danske nationalforsamling. Jeg bruger her begrebet sociale medier, da jeg frygter at min blog ikke kommer ud til mange, hvis jeg nævner navnene på disse sociale medier.
Det er fuldstændig ligegyldigt i hvilken kontekst jeg skriver navnet. Navnet alene, gør at de mener det strider mod deres fællesskabsregler, som de siger skal holde deres platform sikker og imødekommende. Dette er et faktum, og der ligger stribevis af eksempler på dette.
Et navn er altså så stødende og farlig i deres øjne, at de føler sig nødt til at blokerer folk, der blot alene skriver navnet. Manden er ikke massemorder. Manden argumenterer ikke for at dræbe. Han har hverken tortureret eller lavet terror. Han har en holdning til hvad der sker i hans land.
De politiske magthavere vil argumentere for at de sociale medier er private firmaer og selv må bestemme. Sjovt nok, samme partier som ellers gerne stryger om sig med regler, retningslinjer og lovgivning mod virksomheder og brancher. Men her er de mistænkelige tavse og passive. Medierne vil argumentere for DERES ytringsfrihed og redaktionelle ret til at bringe de historier, som de finder relevante, og derfor ser de sig ikke forpligtet til at skrive om det. Og de sociale medier vil hævde at de gør det hele for fællesskabets bedste, og for at skærme brugerne for ting, som de sociale medier mener vil kunne støde dem.
Men realiteten er en anden. Og den åbenbarer en lang mere dyster virkelighed. Han er nemlig blot det seneste eksempel på en række personer, som er en tjørn i øjet på den nuværende politiske, kulturelle og mediemæssige gruppe af magthavere.
De sociale medier ønsker at please disse magthavere, så de kan blive ved med at tjene penge, og ikke bliver begrænset af for megen lovgivning. De etablerede medier har brug for politikerne, så de får historier til deres aviser. Den politiske elite ønsker ikke en kritisk stemme og modstand mod deres dagsorden, som ikke kommer fra den kendte politiske verden, og som de kan håndtere i det velplanlagte politiske teater.
Læg alle disse ting sammen, og du har en meget magtfuld gruppe, som mener de er i deres ret til at kontrollere borgernes mulighed for at få viden, holdninger og synspunkter, samtidig med at de påstår de beskytter ytringsfriheden og borgerne.
Jeg forstår godt argumentet om at en privat virksomhed kan sætte regler op for brug af deres produkt. Men hvis disse produkter har opnået en monopol lignende, eller samfundsmæssig magtfuld position og betydning, så bliver det til mere end blot et spørgsmål om en virksomheds ret til at bestemme. Det kommer til at omhandle vores rettigheder som borgere.
Det bliver til et grundlæggende samfundsmæssigt spørgsmål. Og et spørgsmål, vi som samfund bliver nødt til at forholde os til og debattere.
Det er skræmmende tider, og vi skal passe meget på, at vi ikke gentager fortidens fatale totalitære handlinger.
