Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Nye Borgerlige vil høre folket via folkeafstemning

Grundloven skal sættes i spil for at beskytte folkestyret.

Det kan ikke længere skjules. Der vil komme massive lempelser på udlændingepolitikken fra Christiansborg i den kommende periode. Godt nok fremturede Mette Frederiksen på tv med løfter til den danske befolkning om, at dette ikke ville ske. Ja, hun ville faktisk slet ikke være statsminister for en regering, hvis den skulle føre en anden udlændingepolitik, end de blå partier havde stået for. Lært af bitter erfaring, så var vi mange, som vidste, hvad klokken havde slået lige dér.

I det nyopslåede ”forståelsespapir” kunne vi da også alle hurtigt tydeligt konstatere: Der vil komme lempelser.

Det vil være en ulykke for Danmark og for danskerne. En ulykke, som det er vores pligt som ansvarlige medlemmer af Folketinget at afværge.

Gennemfører regeringen venstrefløjens krav om lempelser, vil tilstrømningen af uintegrerbare migranter stige. Vi vil skulle finansiere endnu flere udlændinges tilværelse her i landet på offentlig forsørgelse – i fremtiden endda med højere ydelser, og al snak om konsekvent at få udvist de kriminelle udlændinge og hjemsendt de afviste vil være fraværende.

De Radikales svigt mod den danske befolkning og kommende generationer står lysende klart.

Det kan jeg som patriot ikke acceptere. Det kan man som borgerlig ikke forsvare. Det kan man som parti i Folketinget ikke blot passivt konstatere.

Det er i tider som disse, vi skal kigge til det grundlæggende i vores samfund.

Vi danskere har vores grundlov.

Grundlovens paragraf 42 giver et mindretal på 60 mandater i Folketinget adgang til at kræve en vedtaget lov til folkeafstemning. Hvis befolkningen siger nej, kan loven ikke træde i kraft.

Mette Frederiksen overtalte et stort antal af danskerne til at tro på hende.

Når hun nu helt åbenlyst har overgivet sig til venstrefløjen, må vi – mindretallet – bruge vores grundlovssikrede ret til at sørge for, at flertallet i befolkningen får sin vilje.

Derfor vil Nye Borgerlige, når regeringen fremsætter og får vedtaget et lovforslag, der lemper udlændingepolitikken, indsamle de nødvendige 60 underskrifter blandt oppositionens medlemmer af Folketinget og kræve en folkeafstemning om loven.

Radikale Venstre er ikke flertallet.

Det er vores forventning, at alle partier i opposition til regeringen vil bakke op.

Paragraf 42 i grundloven – mindretalsbeskyttelsen – blev indført i 1953, da Landstinget blev afskaffet. Det var et krav fra borgerlig side for netop at have et værn mod overgreb fra venstrefløjen.

I 1963 blev paragraffen brugt. Fire jordlove, som venstrefløjen vedtog som et angreb mod den private ejendomsret, blev forkastet af danskerne. Danskerne stod vagt om deres grundlæggende frihedsrettigheder.

Det er den tid igen, hvor friheden er truet. Det er tiden, hvor borgerlighed forpligter. Vi håber ikke, at der er nogen af de borgerlige medlemmer af Folketinget, der vil svigte.

Det er tid til handling. Det er derfor, vi er de nye borgerlige.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Lars Boje Mathiesen (f. 1975) er folketingsmedlem for Nye Borgerlige, valgt i Østjylland. Han betragter sig selv som borgerlig, har markante holdninger til prioriteringerne i den offentlige sektor og er kritisk debattør omkring den nuværende samfundsudvikling. Han har arbejdet som selvstændig, underviser og musiker.
Seneste blogs
Af Signe Munk
22.08.19, 14:05
Især unge i udsatte positioner bliver ofre for kviklånene. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.08.19, 22:11
Af Rune Lund
21.08.19, 14:31
Der er masser af penge at hente til velfærd og grøn omstilling uden at brandbeskatte den almindelige dansker. Læs mere
Af Mikael Jalving
21.08.19, 10:24
Udlændingespørgsmålet er det eneste sted, hvor debatten er løssluppen. Alt andet lukkes ned. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.08.19, 10:12
Danmark tager ikke rollen som arktisk stat alvorlig. Derfor lever fantasier om køb af Grønland i bedste velgående. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.08.19, 17:35
De politisk korrekte må jo ligefrem sukke efter hvid identitetspolitik. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.08.19, 16:02
Indenfor rigsfællesskabet kan vi hjælpe hinanden i stedet for at sælge hinanden Læs mere
Af Nauja Lynge
20.08.19, 10:44
Den ene går gennem rigsfællesskabet. Det andet - et reelt køb kan kun ske efter Grønlands løsrivelse. Læs mere
Af Martin Ågerup
20.08.19, 09:32
DR har kun øje for en socialistisk fortælling om omfordeling Læs mere