Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Nekrolog over VLAK-regeringen

Som en falleret bokser tåger regeringen rundt i den politiske manege. Håndklædet burde for længst være smidt i ringen, og som en aldrende, handlingslammet sekundant, står DF passivt og ser på, at deres fremtid også falmer.

Der er opbrud i dansk politik, og tak for det.

Scoretavlen lyver ikke. Løkke-regeringen vil ikke få andet end en ligegyldig fodnote i dansk politik. Om ganske få år vil politikere fra Venstre, Liberal Alliance og Konservative stå i snorlige kø ved håndvasken – i håbet om at redde egen karriere. Kig bare på politikerne fra Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti.

Når talen falder på Thorning-regeringen, ser man straks deres ansigter blegne. Deres ansigtstræk bliver til en absurd sammensmeltning af et ikonisk Darth Vader-moment og det sekund, hvor du indser, at du er i gang med at drikke et surt glas mælk fra en længe udløbet mælkekarton. Ja, du kender godt følelsen.

Thorning-regeringen og Løkke-regeringen kommer til at lide samme skæbne, for de har begået samme grundlæggende fejl. De har begge forsøgt at være sin opposition. De glemte begge, at befolkningen faktisk gav dem opbakning til at føre deres politik.

I 2015 fik partierne på blå stue faktisk et mandat af befolkningen. Befolkningen ønskede lavere skat, mindre stat, færre regler, styr på udlændingeområdet, en fast hånd om kriminaliteten, og en offentlig sektor, der ikke galopperede ustyrligt videre.

Men her er vi så i 2019, og konklusionen er klar. Man har fejlet på stort set samtlige parametre.

Løkke skyldte så mange tjenester fra kælderen i Odense, at der måtte en ren Venstre-regering til, så der kunne deles ud af ministerposterne, og regnskabet kunne gøre op internt i Venstre.

2015 og 2016 vil mest blive husket for den interne krig mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance samt det historiske svigt fra partierne i Folketinget, da de lod migrantstrømme lamme dele af Danmark, og desværre med al tydelighed viste, at partilederne ikke er ledere, men blot administrative marionetdukker uden snerten af beskyttende statsmænd. Finansministeren måtte tilmed give de danske skatteborgere den nedslående melding … Ja, I kommer til at betale for vores forfejlede indvandring med 33 milliarder om året frem til 2100.

Samtidig blev vi lige belemret med Liberal Alliances totale nedsmeltning, hvor man truede med at stemme imod sin egen finanslov, og hvor det lykkedes Anders Samuelsen på få år at bytte et helt partis eksistensberettigelse ud med opfyldelsen af egne personlige karrieremål som minister. Det er måske reelt set Løkkes største sejr – afmonteringen af Liberal Alliance i dansk politik.

Selve regeringsdannelse af VLAK står tilbage som en dårlig bagside vittighed fra et 90’er ugeblad. Om få år vil vittigheden lyde: Tre borgerlige partier går ind i et lokale, ud kommer en socialdemokratisk regering.

At tre partier, som gik til valg på nulvækst og minusvækst i det offentlige, kom ud med et regeringsgrundlag, hvori man aktivt vil arbejde for at forøge det offentlige forbrug … Ja, det siger jo alt om ambitionsniveauet.

Listen er lang. Men at indførelsen af tvangsfinansieret stats-tv skulle ske fra en selvudnævnt borgerlig-liberal regering, er måske det mest rammende eksempel og bevis på, at VLAK-regeringen har ført en gennemgående socialdemokratisk dagsorden.

Og her er det åbenbart stadig ikke gået op for partierne på Christiansborg, at vælgerne insisterer på den ægte vare. Så når VLAK og Dansk Folkeparti har insisteret på at føre socialdemokratisk politik, så trasker vælgerne over midten.

Vi står nu med en ny EU-valgkamp. Selv om Anders Samuelsen skam forsøgte sig med de stålsatte øjne og historien om et smallere EU, så står den danske befolkning tilbage med et endnu mere omfattende EU, som har trampet hen over udenrigsministerens metaltrætte øjne og det danske folketing – på spørgsmål som dagpenge, børnecheck og SU.

Lad os runde kavalkaden af med det absurde faktum, at VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti ikke har haft viljen til at beskytte den danske befolkning mod islamiske terrorister, som nu kan komme tilbage til Danmark, hvor de på et tidspunkt nu sandsynligvis kan fortsætte deres vanvid.

Regeringen havde ét simpelt job. Giv Dansk Folkeparti tilpas mange stramninger, så man kunne lette skatten. Hverken skattelettelserne eller stramningerne blev stort set til andet end små skvulp og hop på stedet, og som reelt på ingen af de afgørende parametre er i nærheden af de ændringer, som vi så desperat har brug for.

Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti vil helt sikkert krampagtigt bebrejde hinanden for fiaskoen de næste par år. Vi andre kan blot konkludere: Blå blok … DUMPET!

Så lad os sænke VLAK-regeringen i graven. Den vil ikke blive savnet.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Valgdebat

Marie Krarup: Danmark kan være væk om 100 år

Marie Krarup
Lader vi være med at vogte grænserne, og lader vi endnu flere migranter fra muslimske lande bosætte sig i landet, vil vi få et islamiseret land, der kommer til at adskille sig markant fra det land, vi kender i dag.

Debat: Det borgerlige Danmark tabte

Peder Bjerregaard
Når ”gevinstmaksimering” sættes over mennesker og klima, så siger vælgerne stop!
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}