Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Lad os nu tale kernekraft

Debatten om kernekraft er ofte forfejlet, og burde reelt have en langt mere central rolle.

Da regeringen fremlagde deres højtprofilerede klimaplan, så var det med de helt store retoriske politiske floskler som ”Danmark skal være fossilt brændstof frit” og ”Vi har kun ganske kort tid, inden der er uoprettelige konsekvenser”.

Vi har ofte haft et fordrejet billede af Danmarks betydning i verden. Det faktum, at Danmark kun står for en lille andel af verdens totale udledning af CO2, ser ud til at have mindre betydning, når der skal vindes valg: Nu skal verden åbenbart igen reddes af 90 mandater på Christiansborg.

Selv om jeg er kritisk over for FN’s klimapanel IPCC, deres konklusioner, og den åbenlyse politiske dagsorden, så lad os prøve at acceptere deres præmis.

I år 2030 skal den menneskeskabte CO2-udledning være faldet med 45 % i forhold til 2010-niveauet. I år 2050 skal den resterende udledning være neutraliseret, så stigningen i temperaturen begrænses til 1,5 grader frem mod 2100.

Hvis dette skal opnås, så kræver det en radikal omstilling i metoderne, hvorpå vi får vores energi.

Her er det vigtigt at skelne mellem el og energi. Vindmøller leverede faktisk strøm svarende til 43,4 procent af Danmarks elforbrug i 2017. Det er forventeligt, at tallet vil stige betydeligt, i takt med at vi bliver dygtigere til at administrere, fordele og kontrollere denne energi. Men hvis vi kigger på vind og sol i Danmark, så står disse kun for ca. 7-10% af den samlede energiproduktion – og det er i C02- og klimaspørgsmålet det relevante.

På verdensplan er tallet endnu mindre. Her står sol og vind reelt kun for ca. 3-4 % af den samlede energi. Samtidig ser vi et samlet stigende behov for energi i verden. Det er generelt positivt. Det er nemlig resultatet af at langt flere mennesker bliver løftet ud af fattigdom, og derved opstår et stigende energibehov.

Derfor er det ufattelig risky-business og naivt at lægge alle sine æg i kurven med vedvarende energi, hvis man oprigtigt mener Danmark og resten af verden skal nå FN’s klimamål i 2050. Selv med enorme investeringer vil det være højst usandsynligt, at vi ville kunne nå derhen inden 2050.

Vi vil være afhængige af kraftværker i mange år frem. Derfor burde det være en topprioritet at kigge på en af de mindst CO2-udledende former for nuværende energi vi kender til – kernekraft.

Men kernekraft bliver slet ikke nævnt af regeringen. Det bliver ikke inddraget som et brugbart middel til energiforsyning. Hverken på sigt eller i en overgangsfase, f.eks. indtil man har udviklet teknologi til anden vedvarende energi, som kan dække det stigende energibehov i verden. Vi har p.t. stadig ikke den udbyggede vedvarende energiform, som kan være CO2-neutral og samtidig indeholder den nødvendige stabilitet.

Og heri ligger mit problem med den offentlige klimadebat og politikernes ageren. De tænker emotionelt. De tænker taktik og strategi, og de tænker kortsigtet bevarelse af egen magt. Derfor tør de ikke sige det åbenlyse: Kernekraft burde være på den politiske dagsorden!

En stærk alliance af politiske aktører, meningsdannere, interesseorganisationer og brancher har formået at plante et falsk og forfejlet billede af kernekraft i befolkningen. De har været så succesfulde, at selv lande, som allerede bruger denne energiform, nu påtænker at udfase kernekraft hurtigere, end vedvarende energi kan dække behovet. Resultatet vil sandsynligvis betyde øget forbrug af Kul, olie og gas, og deraf mere CO2-udledning. Altså politiske beslutninger, som går stik imod målet om CO2-neutralitet i 2050.

Alliancen mod kernekraft har succesfuldt formået at fordreje, ignorere og undlade fakta og i stedet sammensat en fortælling, der har skabt den folkelige modstand mod kernekraft.

Fortællingens ingredienser er simple: Ulykker – Atomvåben – Affald. Lad os derfor kigge lidt nærmere på disse.


Ulykker relateret til atomkraftværker

Der har været fire større ulykker omhandlende atomkraftværker i verdenshistorien.

Kyshtum-ulykken: Ulykken skete den 29. august 1957 og foregik reelt slet ikke på et kernekraftværk, men derimod på et såkaldt oparbejdningsværk. Årsagen til eksplosionen var angiveligt manglende vedligeholdelse af kølesystemet, samt at en tidligere læk i systemet ikke var udbedret. Estimerede dødsfald grundet ulykken og efterfulgte sygdomme: 200.

Tremileø-ulykken: Ulykken skete den 28. marts 1979 i Pennsylvania på et atomkraftværk, der ligger på Tremileøen. En kølevandstilførsel svigtede, hvilket forsagede en reaktor til automatisk at lukke ned. Ulykken fik ingen miljømæssige eller sikkerhedsmæssige konsekvenser, og man kunne ikke måle nogen nævneværdig stigende radioaktivitet i området. Estimerede dødsfald grundet ulykken og efterfulgte sygdomme: 0.

Tjernobyl-ulykken: Ulykken skete den 26. april 1986. En reaktor nedsmeltede, og radioaktivitet blev udløst. Tjernobyl skete grundet menneskelige fejl under et eksperiment. Russiske operatører ønskede at undersøge, hvor meget energi der kunne udledes ved en nedlukning, og dette forsøg gik galt. Der havde været gentagne advarsler mod netop denne type reaktorer fra andre lande, som stærkt kritiserede reaktorens konstruktion. Der har siden været megen debat om de afledte konsekvenser ved udslippet. Især dødstallet har været yderst omdiskuteret. Dødstal på flere hundredtusind florerede tidligere. De nyeste internationale videnskabelige rapporter, blandt andet udarbejdet af den verdensanerkendte professor Brit Salbu, fastslår at konsekvenser har været langt mindre. Det umiddelbare dødstal overstiger ikke 100, og mange af disse kan tillægges de første redningsfolk og medarbejdere på kraftværket. Der har ikke været konstateret fostermisdannelse eller andet, som kan sammenkobles med ulykken. Der har ifølge professor Salbo været konstateret ca. 9.000 tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft hos personer, som var børn under ulykken, men kun 15 af disse er døde grundet for sen behandling. Det estimerede dødsfald grundet ulykken og efterfulgte sygdomme: 80-100.

Fukushima-ulykken Ulykken skete den 11. marts 2011 i Japan. Et jordskælv, der målte 9,0 på Richterskalaen udløste en tsunami, som også skyllede ind over atomkraftværket Fukushima. Tre af atomkraftværkets reaktorer nedsmeltede. Men der var altså ingen radioaktiv stråling, som reelt havde nogen sundhedsmæssig betydning. Derimod døde tæt på 20.000 grundet selve tsunamien, men altså ikke grundet stråling fra ulykken på kraftværket. Estimerede dødsfald grundet ulykken og efterfølgende sygdomme: 0.

De faktuelle tal viser os altså, at antallet af dødsfald og sygdom grundet radioaktiv stråling ved de fire største ulykker ligger mellem cirka 300-400 personer. Et tal, som står i stærk kontrast til det billede den almene befolkning har fået. Men er 400 personer så et højt tal? Lad os kigge nærmere på tallene.

Tilbage i 2013 vurderede et internationalt hold på 30 forskere i en undersøgelse udgivet i tidsskriftet Environmental Research Letters, at menneskeskabte mikropartikler var skyld i 2,1 millioner dødsfald om året. Med alle de forbehold man selvfølgelig skal tage for disse estimater, så kan vi fastslå, at tallet vil være væsentligt højere end de 400, som er døde ved ulykker relateret til atomkraft. Selv om man medtog de højeste tal, som er kommet fra Tjernobyl, så vil det stadig på ingen måde kunne matche de 2,1 millioner årligt.

Hvis man kigger på ulykker konkret relateret til energiudvinding, så er 400 dødsfald samlet også lavt. I Kina oplyser systemet, at der dør ca. 1.000 personer årligt ved kulmineulykker. Forskellige internationale forskergrupper estimerer dog tallet til at være væsentlig højere. I 2014 estimerede den tyrkiske fagforening Tesk, at kulminedrift resulterede i ca. 1.500 dødsfald årligt alene i Tyrkiet. Sikkerheden på kulminedrift på verdensplan bliver konstant forbedret, men selv med årlige dødsfaldstal på verdensplan omkring de 4.000 vil dette tal være 10 gange højere end det samlede antal dødsfald ved kernekraft gennem historien.


Atomvåben

Den anden ingrediens i alliancens fortælling handler om brugen af kernekraft til våben. Her kan det også være yderst relevant at kigge lidt på det faktuelle. Siden antallet af atomvåben toppede i 1980’erne med 70.300, er der sket en kraftig reduktion på 2/3 af verdens atomvåben. Forskellige nedrustningsaftaler i form af INS, SALT og START har i fællesskab nedbragt det samlede antal atomvåben i verden. Især inden for den sidste periode siden 2010 er der alene i perioden sket en reduktion på 1/3. Således er tallet nu ca. 15.000-17.000.

Disse er placeret hovedsageligt i to lande, USA og Rusland. Disse lande står tilsammen for over 90 % af det samlede antal, og resten tilhører Kina, Frankrig, Indien, Israel, Nordkorea, Pakistan og Storbritannien.

Hvis vi kigger på antallet af lande med kernekraft, så er tallet oppe på 29. Der er altså langt flere lande, som bruger kernekraft som energikilde end lande, der har udviklet atomvåben. Årsagen til dette skal findes i ”ikke sprednings-aftalen” fra 1968 mellem de atomvåbenbærende lande og de ikkeatomvåbenbærende lande. Traktaten nedfældede grundlæggende den nuværende politik på området og selv om traktaten løbende er blevet ratificeret, så accepterede de atomvåbenbærende lande grundlæggende kravene om at dele teknologien, ikke at sælge til andre lande og arbejde hen mod nedrustning. Til gengæld skulle de andre lande forpligte sig til kun at bruge teknologien til udviklingen af energi for civilbrug.

123 lande har siden i FN stemt for en resolution, der helt skulle forbyde atomvåben. Selv om det er en forholdsvis stor samling lande, så vil denne resolution ikke have reel betydning, da de vigtigste og største lande stemte imod. Danmark stemte heller ikke for resolutionen, da vi er fuldgyldige medlemmer af Nato, hvori atomvåben spiller en afgørende strategisk rolle som afskrækkende over for potentielle fjender af alliancen.

Debatten om atomvåben er reel. Det er debatten om kemiske våben også. Spørgsmålet er derfor, om man tror på, at verdenssamfundet vil reagere? Det tror jeg. Både Iran og Nordkorea mærker i disse år omkostningerne ved, at verdenssamfundet ikke er betrygget i deres adfærd på kernekraftområdet.

Læg dertil, at vi i 2018 har langt bedre muligheder for at opsnappe, hvis lande vil påbegynde udviklingen af atomvåben. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at dette ville kun ske fuldstændig under radaren på verdenssamfundet. Den nuværende vigtige alliance i Nato gør også, at behovet for nyudvikling af kernevåben i mange lande er overflødig. Musketereden gør, at vi som et lille land ikke har nogen interesse eller motivation for selv at opbygge et atomvåbenlager.

Verden er et farligt sted. Der er allerede nok atomvåben til at udslette jordens befolkning utallige gange. Tilmed så taler de politisk korrekte ofte gerne om brint. Brintbomben er væsentlig stærkere og ødelæggende end de klassiske atombomber, men vi udvikler stadig på brint, som en fremtidig energiform.

Tilbage står den klare konklusion, at antallet af kernekraftværker ikke er afgørende for, hvorvidt en atomkrig bryder ud.


Atomaffald

Mange betragter netop dette spørgsmål som en afgørende faktor, hvorfor vi ikke bør satse mere på kernekraft. Der er ingen tvivl om, at atomaffald er en udfordring. Men lad os kigge lidt nærmere på, hvad fællesbetegnelsen atomaffald reelt dækker over. Der er grundlæggende to typer atomaffald.

Langt det meste atomaffald i verden betegnes som lav- til middel radioaktivt affald. Det kan f.eks. være udstyr fra sygehuse, forskellige industrier og andre elektroniske opgaver, samt f.eks. offshore-aktiviteter. Dette affald skal selvfølgelig opbevares efter henvisningerne, men det udgør ikke en reel fare, som vil kunne retfærdiggøre, at vi stoppede med at bruge teknologien.

Den klart mindste del kan betegnes som højradioaktivt affald. Det er den type affald, som kommer direkte fra kernen. Det er denne type affald, som debatten reelt set omhandler. Her findes der tilmed også forskellige kategorier, alt efter hvor hurtigt det radioaktive nedbrydes.

Rent fysisk fylder denne type affald ikke meget, og affaldet er blevet håndteret fornuftigt i en række lande gennem mange år. De mest omtalte opbevaringsfaciliteter er dybdeboringer, som kan indeholde disse tønder i 400-700 meters dybde i klippevægge eller under tung lerjord. Dette er løsningen, som f.eks. Finland og Sverige kigger nærmere på. Her vil det radioaktive affald ligge isoleret og uden risiko for at blive påvirket af storme, naturkatastrofer og potentielle menneskeskabte uheld eller terrorangreb.

To andre metoder til håndtering er også blevet implementeret i mindre omfang. Både afbrænding og genanvendelse er metoder, hvorpå man kan håndtere det radioaktive affald. Men der er absolut potentiale for yderligere forskning og innovation på dette område. Affaldshåndtering er en reel udfordring ved kernekraft, men der er miljøudfordringer ved de fleste energiformer, og der er ingen indikation på, at vi ikke ville kunne håndtere dette på forsvarlig vis i fremtiden.


Det politiske svigt

Debatten om kernekraft er et af de tydeligste eksempler på, hvorfor sagligheden har trænge kår i klimadebatten. Siden de første ”Atomkraft nej tak”-kampagner, har politikerne ganske enkelt ikke turde tage en grundig og evidensbaseret debat om kernekraft. Tjernobyl bruges endnu ofte stadig som eksempel på, hvorfor vi ikke bør bruge kernekraft. Man ignorerer stadig de nu kendte fakta om kommunistiske nedslidte og uholdbare teknologiske løsninger. Man ignorerer, at Fukushima ikke medførte skadelig stråling. I debatten har jeg sågar stødt på folk, som ikke mener, der burde være nogen stråling i Danmark overhovedet. Det vidner om, hvilket oplysningsarbejde der skal løftes.

Der forekommer et gigantisk politisk svigt i disse år, hvor politikerne af frygt for offentlighedens og vælgernes dom, ganske belejligt undlader at tage debatten. Man pålægger derimod gerne befolkningen uhyrlige afgifter på eksisterende teknologi, og insisterer på en forfejlet pick the winner-strategi, hvor vindmølleindustrien har været den glade modtager.

Vi står i en globaliseret verden, hvor energibehovet er stadig stigende. De vedvarende og nogenlunde CO2-neutrale energikilder løfter på ingen måde det samlede energibehov. Det kommer de ikke til mange år frem, hvis nogensinde. Derfor svigter alle de klimaalarmister, som råber op om menneskehedens tidspres for at løse klimaspørgsmålet. Når klimaalarmisterne nægter at tale om kernekraft, som en essentiel og central del af løsningen, så afslører de ufrivilligt, at deres kamp reelt handler mere om magt og ideologi, end om at gøre det bedste for kloden og befolkningen.

Når nu hverken ulykker, atomvåben eller affald sagligt kan bruges som argument mod kernekraft, så ser vi derfor et nyt og voksende argument – pris.

Det er ganske korrekt, at kernekraftanlæg er dyre at anlægge. Men holdt op imod de enorme omkostninger som Paris-aftalen indebærer, så vil kernekraft være en klart billigere løsning. Dernæst lider anlægsomkostningerne af begrænset omfang, hvilket gør de enkelte anlægsomkostninger højere. Argumentet bliver også en anelse søgt, når det bruges af klimaalarmister, der samtidig råber op om massivt højere afgifter, for at stoppe den nuværende udvikling.

Og lad os ikke glemme det faktum, at vi allerede på nuværende tidspunkt i Danmark får en del af vores energi fra atomkraftværker. Vores insisteren på vindenergi gør os afhængige af import fra Sverige og Tyskland. En del af denne kommer så fra deres atomkraftværker.

Kernekraft har et kæmpe potentiale. Ikke kun til opvarmning, strøm og produktion. Men også på transportområdet vil denne teknologi kunne bidrage væsentligt til, at vi som civilisation kan fortsætte med at udvikle os, samtidig med at vi begrænser de negative konsekvenser for kloden og os selv.

Vi kan håbe, at den teknologiske udvikling med tid giver os svar. Det tror jeg. Men indtil det sker, så har vi en politisk forpligtelse til at påbegynde en saglig samtale og en åben debat om kernekraft.

Det skylder vi faktisk de kommende generationer.












Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Lars Boje Mathiesen (f. 1975) er folketingskandidat for Nye Borgerlige i Østjylland. Han betragter sig selv som borgerlig, har markante holdninger til prioriteringerne i den offentlige sektor og er kritisk debattør omkring den nuværende samfundsudvikling. Han arbejder som selvstændig, underviser og musiker.
Seneste blogs
Af Anna Thygesen
22.03.19, 11:05
Den nordjyske sanger bliver altså nødt til at tale med en psykolog om sit mindreværdskompleks. Det er ikke til at holde ud at høre på. Og det klæder ham ikke. Læs mere
Af Anders Vistisen
22.03.19, 10:51
Medierne svigter deres rolle som neutrale iagttagere, når de tegner deres ensidige glansbillede af EU. Det er en dækning, der mest af alt minder om Komiske Ali i aktion. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.03.19, 19:02
Man konstaterer nøgternt, at de retoriske fronter skærpes. Nuvel, så lad os danse. Læs mere
Af Jan E Jørgensen
21.03.19, 15:37
Nej – politikere skal ikke skamme sig over at bede om "gratis arbejdskraft" Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.03.19, 13:52
Folketingsmedlemmerne er de mest privilegerede i kongeriget. Læs mere
Af Signe Munk
21.03.19, 13:43
Jeg har hørt folk sige, at sygeplejersker ikke skal tale deres fag ned. Det synes jeg simpelthen er en fej påstand. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
21.03.19, 12:44
Hver dag er sparedag i den offentlige sektor. Her bliver der færre og færre penge til børn og ældre. Læs mere
Af Harun Demirtas
21.03.19, 00:03
Husk den tone, vi har været præget af de seneste par år på valgdagen. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her