Igennem fire år har jeg siddet i Aarhus Byråd, hvor jeg med selvsyn har observeret, hvorledes politikerne med åbne øjne har brugt ufattelige midler på sjove projekter, eksterne konsulenter, spindoktorer og meget andet. Sidste efterår var kassen derfor mere end tom, og politikerne med den socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard i spidsen stod med et kæmpe problem. Et kommunalvalg med besparelser. Enhver systempolitikers frygt. For det ville jo betyde, at borgerne retteligt ville stille kritiske spørgsmål og kræve svar på, hvad deres skattekroner egentlig så var gået til.
Og wupti, så opfandt man lige 600 fantasimillioner.
Når jeg skriver fantasimillioner, så mener jeg det. 30 ud af 31 politikerne i Aarhus Byråd valgte ganske enkelt at indføre 600 mio. kr. i budgettet og bruge dem, og så håbede man på, at Christiansborg senere ville give kommunen pengene. Og her kommer så bomben!
Aarhus Kommune havde ikke én eneste indikation på, at man ville få de 200 mio. kr. ekstra om året grundet en udligningsreform. Jeg bad under forhandlingerne om at få udleveret de dokumenter, der lå til grund for denne vurdering. Altså dokumenter, som kunne påvise, at der var en sandsynlighed for, at disse midler ville komme. Intet kunne man fremvise, for der fandtes ingen.
Ja, det var faktisk så grotesk, at den rapport, som senere skulle danne grundlag for forhandlingerne på Christiansborg, slet ikke var færdiggjort. Da rapporten lå færdig, viste samtlige scenarier i rapporten faktisk, at der skulle føres penge væk fra Aarhus, og ikke til.
Men hvori er løgnen?
Jo, det viser sig, at den socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard rent faktisk havde spurgt indenrigsministeriet til sagen. Og man havde fået det klare svar, at man ikke kunne regne med pengene. Borgmesteren tog det stik modsatte budskab med til partierne i byrådet. Her blev historien, at pengene ville komme. Ingen i byrådet fik kendskab til brevet fra indenrigsministeriet. Men borgmesteren kendte udmærket sandheden.
Jeg nægtede som den eneste at stemme for budgettet. Da jeg ikke kunne få fremvist dokumentation, så betragtede jeg budgettet som fuldstændigt uansvarligt. Det svarer til, at man går ud og køber en ny dyr bil, fordi man synes, man fortjener en lønforhøjelse, selvom chefen intet har sagt om dette. Jeg var ikke ene i kritikken. Indenrigsministeriet udtrykte også heftig kritik af Aarhus Kommune og politikerne. Tilmed udtrykte flere eksperter og professorer kraftig kritik af den kreative budgetlægning.
Men det stoppede ikke Socialdemokratiet. De fortsatte med løgnen, og den socialdemokratiske politiske ordfører Peder Udengaard satte ord på bedraget, da budgettet blev vedtaget.
I budgettalen til borgerne pointerede han, at der nu var skabt »ro, kontinuitet og sikkerhed om økonomien de kommende år«. Altså noget, man udmærket vidste, ikke var sandt! Han understregede yderlige, at »medarbejderne i institutionerne har sikkerhed for rammerne for deres arbejde, borgerne har sikkerhed for, hvilket serviceniveau de kan forvente …«.
Noget, som både han, borgmesteren og resten af Socialdemokratiet udmærket vidste, var milevidt fra virkeligheden.
At Socialdemokratiet så i ren desperation nu forsøger at give regeringen på Christiansborg skylden for dets løgne og uærlighed over for borgerne i Aarhus, understreger jo desværre blot med al tydelighed arrogance, ligegyldighed og manglende respekt over for vælgerne.
Jeg undres stadig over, at det overhovedet kan være lovligt som politiker bare at opfinde penge.
