Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kaos i Rød Stue

Ingen kan længere seriøst tro på et fælles projekt fra rød stue i dansk politik.

Den sidste margarita var knap fordampet, før de politiske tømmermænd ramte ”rød stue” i dansk politik. Hvis Mette Frederiksen troede, hun kunne cruise halvslumrende hele vejen hen til dronningen, så burde hun nu være mere bekymret end en Alfa-ejer på vej til periodisk syn.

Først havde Morten Østergaard fået nok af Mor Mettes flirteri med den nye socialist i klassen, Tulle. Så derfor stillede han krav om troskab. Mor Mettes tanker om en ny, mindre slidt partner måtte ganske enkelt ophøre.

Da Alternativet så den umådelige overeksponering, som fornærmede Morten fik, satte de sig straks i lotusstilling. Muligvis en anelse for længe, for da de havde hallucineret et par vandpiber for længe, så dukkede de pludselig op med … ja, en ny statsministerkandidat.

Nu skulle vi alle elske dansende mænd i tylskørter. Selvfølgelig havde Tyl-Uffe ikke lige tjekket med den resterende del af rød stue, men som man hurtigt kunne forstå, så var dette heller ikke så vigtigt. Nu havde Alternativet jo lige mediteret sig frem til den sjove virkelighed, hvor fantasterne kunne få fingrene i endnu flere af andre folks penge til deres mærkværdige syreblanding af totalstat og skumfiduser.

Enhedslisten satte straks centralkomitéen på arbejde. Hvad var nu det? I de sidste 10 år havde Enhedslisten jo haft patent på tosserierne. Det gjorde altså ondt på mediedarling Enhedslisten. Godt nok er der ikke længere meget revolutionært over Stillette-Skipper og Parcel-Schmidt. Men man havde heldigvis flere studiner, som ikke var blevet forblindet af kapitalismens materielle goder endnu. Men hold nu lige, hvorfor skulle man da holde sig tilbage i forhold til Tyl-Uffe? … og vupti, endnu en statsministerkandidat var født. Godt nok mente man det ikke helt lige så meget som Alternativet, men mon ikke medierne ville skrive om det alligevel.

Det lignede en klar teknisk knockout i tredje runde, men Fornærmede Morten ville det anderledes. Af bitter erfaring med Tyl-Uffe og Stillette-Skipper så havde han en sidste trumf gemt. Og således blev Mor Mette lige præsenteret for en ægteskabskontrakt. Nu skulle det der flirteri altså stoppe! Mor Mette skulle bindes på hænder og fødder. Og noget så grundigt, at hele Danmark kunne se, at Fornærmede Morten altså bestemte i butikken.

Mor Mette render nu forvildet rundt efter storebror ”hr. tabte vi?”-Sass-Larsen. Det hele sejler, og nu havde hun for pokker lige bestilt statsministerkjoler og lovet SDU-praktikanterne en tur i ministerbil. Jamen, hvordan kunne de dog gøre det mod hende?

Det var jo bare en lille flirt. Hun kyssede ham jo kun på kinden. Et kys på kinden, det er, hvad der sker.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Redaktionen anbefaler
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}
Læs mere på Jyllands-Posten

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her