Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Fagforeningerne er usolidariske

Fagbevægelsen er i dag mest til gavn for fagbosserne, der kan sidde med millionlønninger og diverse goder, som deres medlemmer kun kan drømme om.

Så er det igen frem med de røde faner og protestsangbogen. For ligesom juleaften, Dansk Melodi Grand Prix og X-factor, så er de offentlige centrale overenskomstforhandlinger blevet til en klassisk dansk allemandssport.

Alle har en mening. Alle har en overbevisning.

På den ene side, er der noget sært beroligende ved dette scenarie. Måske, er det den ubevidste genkendelsens glæde med det tragikomisk teaterstykke. En klassiker, hvor rollerne og replikkerne er så velkendte og gennemtærskede, at de kan reciteres i søvne. Ja, vi ville utvivlsomt sidde efterladt undrende, og med en dirrende uforløsthed, hvis ikke aktørerne leverede som vi forventer. Man føler sig umiskendeligt draget mod 90 års Fødselsdagens ikoniske replik,

”The same procedure as last year? – Same procedure as every year”.

Men bag procedurerne, bag flosklerne og bag de velkendte paroler, så ligger sandheden altid latent.

Hvornår falder korthuset sammen og den egentlige dagsorden gennemskues? Hvornår opdager medlemmerne at fagforeninger i dag mest er til for fagbosserne selv, dem som arbejder i fagbevægelsen og de politikerne man har allieret sig med?

Nu vil der sandsynligvis være et par stykke derude, som føler trang til at kalde mig historieløs, neoliberalist og andre lidet flatterende etiketter. Denne fornøjelse ønsker jeg på ingen måde at fratage, men jeg kan til baggrund oplyse, at jeg både offentligt ansat og historielærer. Arbejdsfunktioner og titler er absolut ikke ensbetydende med viden og indsigt, så lad mig derfor hurtigt, og uden omsvøb klarlægge, at jeg til fulde anerkender fagbevægelsens rolle og fortjeneste, i de fremskridt der skete i starten af 1900 tallet.

Man kan blot ikke bygge fremtiden på sagnet om gamle sejre. Et sted i historien mistede man sig selv. Måske var det den stigende magt? Måske var det sammensmeltningen mellem arbejdskampen og den politiske kamp? Måske har man slet ikke selv indset det endnu?

Jeg stod af. Jeg kunne ikke længere. Hverken som person eller i mit professionelle virke. Jeg kunne ganske enkelt ikke længere med god samvittighed bidrage til organisationer, som efter min opfattelse i deres handlinger optræder grundlæggende usolidariske.

 Lad mig konkretisere;    

 1) Jeg foreslog på et tidspunkt, at vi i stedet for lønstigninger, skulle sætte krav om at der blev ansat arbejdsløse kollegaer for det samme beløb, som vi ville kunne få i lønstigninger. Det ville give bedre arbejdsbetingelser, bedre service, og det ville være ægte solidaritet. I kan selv gætte reaktionen.

 2) For ganske få måneder siden kæmpede fagforeningerne igen imod skattelettelser. Her et par måneder senere insisterer samme fagbevægelser så på at skulle have mere. Hvorfor er det ikke alle fagbevægelsens medlemmer, der skal have mere, men kun dem i arbejde. Det er ganske enkelt usolidarisk.

 3) Hovedparten af fx lærere, pædagoger, og andre offentlige ansatte stemmer igen og igen på de klassiske partier. Partier, der år efter år udhuler den offentlige kernevelfærd, ved at bruge pengene på unødvendig ledelse, bureaukrati og administration. Man skal selvfølgelig stemme frit, men når man konstant stemmer på de partier, der reelt umuliggør man kan få bedre vilkår for alle sine kollegaer, så bliver det i længden usolidarisk. Især over for de faggrupper i det private, som jo skal finansiere hele festen.

Derfor betragter jeg grundlæggende fagforeningerne som dybt usolidariske.

Jeg anerkender til fulde den historiske validitet. Fagbevægelsen spiller forståeligt også dette trumfkort, så ofte som muligt. Det er essentielt, at medlemmerne bevarer følelsen af forpligtigelse og solidaritet.

Men skrælles alle flosklerne væk, så er der ikke meget andet tilbage, end nogle topfolk i fagforeningerne, der lever flot af medlemmernes penge.

Men hvad med lønkampen og arbejdsforholdene?

Den danske model er i sin opbygning utilstrækkelig, når det kommer til den offentlige sektor. Hvem tror i øvrigt også på den opsatte mur mellem arbejdsgiver og politikerne? Det er grundlæggende et udtryk for politikernes ringe syn på borgernes intellekt, at man hårdnakket forsøger at opretholde denne illusion. Dette ved fagbevægelsen udmærket godt, men alligevel deltager den velvilligt i politikernes manipulation.

Et gigantisk svigt!

Betyder det så, at jeg ønsker at forbyde eller afskaffe fagbevægelser? Nej, tværtimod.

Mange ser værdi og mening i deres medlemskab. De opnår følelsen af samhørighed, faglig sparing, og ikke at stå alene. Alle værdifulde vigtige aspekter, som alle kan bidrage til et arbejdsliv i balance.

Vi kan så tage en debat, hvorvidt dette reelt blot er en illusion opsat af fagbevægelsen, for at opretholde sin magtposition. Jeg vil til enhver tid fastholde, at de vigtigste værdier ikke skabes af fagbevægelsen, men af relationerne medarbejderne imellem på den enkelte arbejdsplads.

Men det er der nok ligeså mange holdninger til, som til overenskomst-forestillingen, der opføres i disse dage.

-Og hey! På fredag er der X-factor.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Lars Boje Mathiesen (f. 1975) er folketingskandidat for Nye Borgerlige i Østjylland. Han betragter sig selv som borgerlig, har markante holdninger til prioriteringerne i den offentlige sektor og er kritisk debattør omkring den nuværende samfundsudvikling. Han arbejder som selvstændig, underviser og musiker.
Seneste blogs
Af Lars Boje Mathiesen
22.02.19, 16:32
Når justitsministeren ikke er villig til at beskytte befolkningen, så burde han gå. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.02.19, 14:00
Partiet mener tilsyneladende, at Danmark er et stykke hvidt papir, en blank tavle, et hotel, som alle kan tjekke ud og ind på. Læs mere
Af Anna Thygesen
22.02.19, 11:12
Skal vi ikke bare lade være med at overdrive omfanget af alle de penge, vi kan tjene på det her cykelløb. Det lyder både dumt og naivt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
22.02.19, 08:48
Ja, fordi kaos er vejen frem. Læs mere
Af Louis Jacobsen
21.02.19, 15:16
Vi bør alle bakke op om Helga Mathiassen. Læs mere
Af Jan E Jørgensen
21.02.19, 14:41
Lad os give ordet til Pet Shop Boys og Barack Obama. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.02.19, 10:31
Skraldespandsmodellen er et af nyere tids værste eksperimenter, hvor man gambler med skrøbelige mennesker i et kollektivt narrespil, som udspiller sig helt ind i hjertet af Folketinget. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
21.02.19, 00:21
Når Naser Khader siger, vi ikke skal hente syrienkrigere hjem til retsforfølgelse, fordi de er til fare for os, glemmer han, at de uanset hvad vil være til fare for menneskene omkring dem. Om de så er i Danmark eller Syrien. Det udgør et problem, fordi han dermed også glemmer, at menneskeliv er lige meget værd – i Danmark og i Syrien. Læs mere
Af Jens Kindberg
20.02.19, 14:17
Din bankrådgiver ved det bare ikke endnu. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her