Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor forsvarer Cepos-direktøren ikke retten til at gå med bare bryster ned ad Strøget?

Martin Ågerup sammenligner burkaen med Muhammedtegningerne – og så går det galt.

Den langstrakte debat om burkaforbuddet har én god ting ved sig: Den har vist, hvor langt væk fra virkeligheden mange liberalister stadig befinder sig, og hvor meget skade de kan forvolde kulturkampen, hvis nogen da lytter til dem.

I 2010 lånte det borgerlige Danmark stadig så meget øre til dem, at f.eks. Venstre dengang ikke ville støtte Naser Khaders forslag om burkaforbud. Og mange lyttede benovet til Jacob Mchangama, der søsatte en hel ny forening til forsvar for ytringsfriheden og burkaen, bl.a. fordi Trykkefrihedsselskabet angiveligt havde svigtet fatalt. Vi havde nemlig ikke erklæret burkaforbuddet krig, men som forening blandet os uden om, fordi vi ikke havde og ikke har en holdning til bestemmelser om påklædning. Slemme os!

Så nu ville han forsvare ytringsfriheden ”principfast” ved både at være imod burkaforbud, minaretforbud og noget, han kaldte ”højrekulturalisme”.

Det sidste har han vistnok lagt på hylden, men kampen mod burkaforbuddet er stadig hjerteblod.

Man skal kunne gå klædt som man vil, lyder argumentet. Men hvorfor er det så også kun burkaforbuddet, der kan sætte liberalisters blod i kog? Hvorfor laver de ikke underskriftindsamlinger, debatmøder og foreninger til kamp for den umistelige ret til at gå nøgen ned ad Strøget? Det må man nemlig ikke i dag. Det offentlige rum er ikke uden regler (spørg bare Uwe Max Jensen) og nudisme er, uanset set det vel er en form for ideologi, ikke tilladt overalt.

Gudskelov, vil jeg bare sige. Det var nøgenhed nok på min barndoms badestrande og kønt var det sjældent.

Men fraværet af indignation over ordensbekendtgørelsens nudismeforbud viser en påfaldende mangel på principfasthed hos højtråbende liberalister som Jacob Mchangama og Martin Ågerup.

Senest har Ågerup, der ellers normalt holder sig på afstand af kulturkampen, hævdet, at vi svigter forsvaret af Muhammedtegningerne ved at forbyde burkaen.

Jo, det skrev han. Erasmus Montanus har ikke levet forgæves, selv om vi her er ude i en husmandsudgave af montanisk nonsens-syllogisme:

”Hvis man må tegne profeten, må man også tage burka på”.

Jeg savner som nævnt den næste:

”Hvis man må tegne profeten, må man også vise bare bryster på Strøget”.

Hvorfor ser vi ikke CEPOS-direktøren gå til kamp for flere tissemænd i det offentlige rum? Det skyldes sikkert, at han er sådan et pænt menneske og at han ikke har tænkt sine tanker til ende.

Sagen med burkaen er jo, at burkaen, hvis den skal fortolkes som en ytring, er en ytring, der samtidig udsletter afsenderen. Burkaen er individ-udslettende. Jeg’et forsvinder under den sorte sæk, markant udtrykt ved udraderingen af ansigtet, der bogstaveligt spærres inde af et gitter.

Ytringen er altså ikke bare anonym, men anonymiserende.

Et frit samfund bygger på myndige mennesker, der kan stilles til ansvar for, hvad de siger og gør. Deraf det hæderkronede ideal om, at man skal ”kæmpe med åben pande”.

Burkaen kvæler det myndige menneske ved at usynliggøre det.

Det er selvfølgelig så bizart, at det kan blive nødvendigt at forbyde det, hvis burkaen begynder at gøre sig gældende i vores samfund.

Derfor er et maskeringsbud i vore situation elementært og sund fornuft.

At vi til gengæld er ude i et randområde og at forbuddet næppe får den store betydning er også klart. Et forbud mod at offentligt ansatte bærer politiske uniformer, her i blandt hidjab, ville være en langt bedre værn af vores frihed. Men det er en anden sag.

Burkaforbuddet har som en fremkaldervæske vist, at liberalister stadig ikke forstår en bønne af den kulturkamp, vi står i.

Hør bare Ågerup, der erklærer, at integration primært handler om ”selvforsørgelse”. Hvis altså bare islamisterne kommer til at tjene penge, springer de sikkert ud som glade tilhængere af frisind. Sødt, men så overfladisk, at det næsten er rystende.

Nej, kære Ågerup. Det hele handler ikke om penge, principper og skattenedsættelser.

Vores frihedsrettigheder er ikke dumpet ned fra himlen, men groet langsomt ud af en kultur, der er værd at bevare.

Vil vi forsvare vores frihed, skal vi også forsvare vores kultur.

Tænk, hvis CEPOS-direktøren ville prøve at forstå det i stedet for at holde sig til sin enfoldige Erasmus Montanus-logik.

Men jeg har lært lektien:

I kampen for vores frihed og vores kultur må vi se i øjnene, at CEPOS og la-la-liberalisterne er vores modstandere, ikke vores allierede.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.