Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ytringsfrihedens historie, men

Jacob Mchangamas og Frederik Stjernfelts fremstilling af det seneste års ytringsfrihedshistorie er et polemisk partsindlæg mere end et stykke historieskrivning.

For nylig udkom der en 1100 lang bog om ytringsfrihedens historie, alene i Danmark. Med andre ord noget af en imponerende mursten, som det tager sin tid at komme igennem. Jeg er selv i gang, dog ikke igennem, og er begyndt bagfra med den nyeste historie – og her blev jeg forbløffet.

For forestil dig nemlig, kære læser, at du kommer flyvende ind fra rummet og uden noget som helst kendskab til de sidste 15 års nyheder læser beskrivelsen af det seneste tiårs dramatiske ytringsfrihedsbegivenheder.

Så vil du i ”MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark” som bogens titel lyder, blive informeret om, at de eneste virkelige forsvarere af ytringsfriheden er dem, der mener ytringsfriheden er et universelt princip. Der er, vil du finde ud af, kun ganske få ægte ytringsfrihedsforkæmpere. Udover bogens forfatter vistnok kun Flemming Rose og Jens Martin Eriksen.

Langt de fleste af os  andre har svigtet, vil du få at vide. 

Til gengæld vil du ikke, medmindre du fortaber dig i noterne, ane eksistens af en ytringsfrihedsforkæmper ved navn Helle Merete Brix ligesom du heller ikke ville blive orienteret om, at der fandtes noget, der hed Lars Vilks komitéen. Godt nok dukker omtalen af et terrorramt møde i Krudttønden op, men hvem der arrangerede det, fortaber sig tågerne.

Er det fordi, forfatterne ikke fortaber sig i detaljer? Nej, slet ikke. Vi hører skam om deres egen ytringsfrihedsgruppering, Fri Debat. Og en opremsning af navne på folk, der har slået et slag for ytringsfriheden dukker også op, f.eks. den skønlitterære forfatter Birgithe Kosovic.

Der er prioriteringer som disse, der vil give den fra rummet landede person et absurd forvrænget billede af årtiet.

Birgithe Kosovic optrådte i en kort periode som ytringsfrihedsforkæmper (i forfatterens egen gruppering, Fri Debat). Så trak hun sig. Helle Merete Brix har ydet et årelangt aktivistisk forsvar for det frie ord, som overgår hvad Stjernfelt og Mchangama selv har foretaget sig. Først fem års knokkelarbejde i Trykkefrihedsselskabet – der var på banen fem år før forfatternes egen ytringsfrihedsgruppering - fulgt op af grundlæggelsen af Lars Vilks komitéen, hvor hun var hovedkraften, kulminerende med arrangementet af det navnkundige terrorramte møde i Krudttønden. Ikke bare snak og udfoldelse af abstrakte teorier, men et konkret og ofte risikabelt arbejde. Det fine ved Lars Vilks komitéen var nemlig, at man fortsatte mødeaktiviteterne med Vilks også efter Krudttønde-angrebet.


Den fra rummet landede vil også stifte bekendtskab med en lettere misliebig person ved navn Pia Kjærsgaard. Hun har kun skadet ytringsfriheden, for hun går ind for ”ytringsfrihed, MEN”. Kjærsgaards i sandhed også forvildede og desperate forslag om forbud mod parabolantenner i ghettoområder fylder meget i fremstillingen (ligeså meget som beskrivelsen af terrorangrebet på Lars Hedegaard). Det var også et tåbeligt forslag, der i øvrigt aldrig blev fremsat i Folketinget, men Pia Kjærsgaard spiller også en anden rolle i dette kapitel af historien. Nemlig som en offentligt person, der trods årelange trusler, udskamning og hetz har sagt det, der lå hende på hjerte og brudt isen i indvandringsdebatten.

I ytringsfrihedssammenhæng er der næppe noget, der inspirerer mere end det personlige eksempel. Den enkeltes civil courage. Modet til at stå op imod den kompakte majoritet. Det har Pia Kjærsgaard i udstrakt grad vist, men niks. Det tæller ikke tøddel.

For hun har begået ursynden.

Hun mener ikke, at ytringsfriheden er en universel værdi.

Mener man ikke det, er man ikke en ægte forkæmper (som Mchangama og Stjernfelt selv). Selv falder jeg naturligvis også igennem, både fordi jeg ikke er universalist og fordi jeg og Trykkefrihedsselskabet er tilhængere af forbud mod indrejse til frihedshadende imamer. Noget må vi, for mig at se, gøre for at forsvare vores frihed.

Men ikke ifølge forfatterne. Så ned i ytringsfrihed-MEN-gryden med os. Min lancering af begrebet ytringsfrihedsrealisme fremstilles da også passende karikeret. Kunne det mon have noget at gøre med at begrebet blev lanceret som led i en kritik af Mchangamas position?

Interessant nok understøtter forfatternes egen fremstilling ikke tesen om ytringsfriheden som en universel værdi. I hvert fald kan Danmark så ikke være en del af universet, for her blev ytringsfriheden først virkeliggjort i 1849, i realiteten først senere.

Besynderligt nok forsvares ideen om ytringsfrihedens universalisme ikke af forfatterne. For påstanden er jo i grunden mystisk. Hvad vil det sige, at den er universel, når den nu faktisk kun opretholdes i bestemte dele af verden og kun til bestemte tider? Er ytringsfriheden blev fløjet ind til os fra universet? Landet i vores degnetunge land og pludseligt tændt lys i mørket? Det lyder lidt småreligiøst.

Mere plausibelt er det at erkende, at ytringsfriheden er noget, der langsomt er vokset frem i Vesten. Som Kasper Støvring citeres for at have sagt.

Men fy, fy, det må man heller ikke sige. For Støvring siger samtidig, at ytringsfriheden er en ”dansk værdi”, ifølge forfatterne en ”særlig” dansk værdi. Det sidste er en forvansket fremstilling af Støvrings position. Han mener tydeligvis ikke, at ytringsfriheden er noget helt særligt for Danmark (hvem hævder i øvrigt noget sådant vrøvl?), men at ytringsfriheden er en ”konkret hævdvunden værdi, der historisk er blevet tilkæmpet i vores særlige kultur, hvor vi har en særlig tradition for satiriske tegninger, som er fremmede for ikke-vestlige kulturer”.

Men ak, Støvring hævder i samme åndedrag, at ytringsfriheden ikke er ”et abstrakt princip”. Så dumpede han! Og derfor ender han som fortaler for ytringsfrihed som en dansk værdi i den sorte gryde med alle de andre ”ytringsfrihed MEN”-folkene, der forråder ytringsfriheden.

Rent vrøvl. Støvring, som jeg er stolt over sidder i Trykkefrihedsselskabets rådgivende råd, har altid støttet op om ytringsfriheden. Og mere end det: Han har, i modsætning til mange andre universitetsansatte turde melde klart ud, hvor han står i debatten, nemlig som nationalkonservativ – og det har kostet ham hans universitetskarriere.

Begræd ham ikke. Man kan tage skade på sin sjæl af at gøre karriere på universitetet og putte med sine holdninger og fedte for de rigtige, men han har faktisk udvist lige præcis den civil courage, som ytringsfriheden ikke kan trives uden.

Også af den grund er der noget sekterisk over Stjernfelt og Mchangamas afskrivning af Støvrings og co's standpunkt. Man skal åbenbart være absolut, rettroende universalist for at være sand ytringsfrihedsforsvarer. Hvis man ikke insisterer på, at grænsen skal stå åben over for kalifat-opildnende imamer, er man en slags forræder mod ytringsfriheden. Og er man det, ja, så bliver man enten karikeret eller usynliggjort i universalisternes fremstilling af historien.

Jeg glæder mig til at læse resten af bogen, men konstaterer, at fremstillingen af det seneste tiårs ytringsfrihedshistorie er et polemisk partsindlæg mere end et stykke historieskrivning.

Manden fra rummet bliver ladt i stikken.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Katrine Winkel Holm (f. 1970) er præst, forfatter og fhv. formand for Trykkefrihedsselskabet.
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
25.06.18, 16:22
Donald Trump er oppe imod det glade vanvid fra ideologisk besatte mennesker. Læs mere
Af Mikael Jalving
25.06.18, 09:35
7-trinsskalaen er et slående eksempel på magelighed ophøjet til lov. Læs mere
Af Nauja Lynge
25.06.18, 08:33
Rigsfællesskabet er nu sikret udvikling og fokus. Du er et godt valg for Rigsfællesskabet og for Danmark som arktisk stat Læs mere
Af Harun Demirtas
23.06.18, 19:18
Erdogan har god grund til at frygte kurdernes stemmer. De risikerer at gøre hans politiske liv meget, meget besværligt. Læs mere
Af Majbritt Maria Nielsen
22.06.18, 21:00
Den nye erhvervsminister har kaldt godkendelse af medicinsk cannabis for populisme, men nu er produktionen i gang, så man kan passende spørge ministeren, om han glæder sig til samarbejdet. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.06.18, 20:37
Det svenske rigsdagsvalg den 9. september kan vende svensk politik op og ned for altid. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
21.06.18, 19:32
Antallet af asylansøgere i Europa skal ned. Derfor er opsamlingssteder uden for EU en god idé. Læs mere
Af Signe Munk
21.06.18, 13:37
Det er på tide, at venstrefløjen vågner op og indser, at der også skal stilles krav, hvis kvinder af ikkevestlig baggrund skal hjælpes. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.06.18, 09:57
Tak til Lars Løkke Rasmussen for at indføre nationale flagdage i Rigsfællesskabet Læs mere
Af Harun Demirtas
20.06.18, 18:15
Ingen glæder sig over at ringe til sin leder, melde sig syg og ligge med feber og en tung og dårlig samvittighed derhjemme, fordi ens kollega nu må løbe endnu stærkere. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her