Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ytringsfrihedens historie, men

Jacob Mchangamas og Frederik Stjernfelts fremstilling af det seneste års ytringsfrihedshistorie er et polemisk partsindlæg mere end et stykke historieskrivning.

For nylig udkom der en 1100 lang bog om ytringsfrihedens historie, alene i Danmark. Med andre ord noget af en imponerende mursten, som det tager sin tid at komme igennem. Jeg er selv i gang, dog ikke igennem, og er begyndt bagfra med den nyeste historie – og her blev jeg forbløffet.

For forestil dig nemlig, kære læser, at du kommer flyvende ind fra rummet og uden noget som helst kendskab til de sidste 15 års nyheder læser beskrivelsen af det seneste tiårs dramatiske ytringsfrihedsbegivenheder.

Så vil du i ”MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark” som bogens titel lyder, blive informeret om, at de eneste virkelige forsvarere af ytringsfriheden er dem, der mener ytringsfriheden er et universelt princip. Der er, vil du finde ud af, kun ganske få ægte ytringsfrihedsforkæmpere. Udover bogens forfatter vistnok kun Flemming Rose og Jens Martin Eriksen.

Langt de fleste af os  andre har svigtet, vil du få at vide. 

Til gengæld vil du ikke, medmindre du fortaber dig i noterne, ane eksistens af en ytringsfrihedsforkæmper ved navn Helle Merete Brix ligesom du heller ikke ville blive orienteret om, at der fandtes noget, der hed Lars Vilks komitéen. Godt nok dukker omtalen af et terrorramt møde i Krudttønden op, men hvem der arrangerede det, fortaber sig tågerne.

Er det fordi, forfatterne ikke fortaber sig i detaljer? Nej, slet ikke. Vi hører skam om deres egen ytringsfrihedsgruppering, Fri Debat. Og en opremsning af navne på folk, der har slået et slag for ytringsfriheden dukker også op, f.eks. den skønlitterære forfatter Birgithe Kosovic.

Der er prioriteringer som disse, der vil give den fra rummet landede person et absurd forvrænget billede af årtiet.

Birgithe Kosovic optrådte i en kort periode som ytringsfrihedsforkæmper (i forfatterens egen gruppering, Fri Debat). Så trak hun sig. Helle Merete Brix har ydet et årelangt aktivistisk forsvar for det frie ord, som overgår hvad Stjernfelt og Mchangama selv har foretaget sig. Først fem års knokkelarbejde i Trykkefrihedsselskabet – der var på banen fem år før forfatternes egen ytringsfrihedsgruppering - fulgt op af grundlæggelsen af Lars Vilks komitéen, hvor hun var hovedkraften, kulminerende med arrangementet af det navnkundige terrorramte møde i Krudttønden. Ikke bare snak og udfoldelse af abstrakte teorier, men et konkret og ofte risikabelt arbejde. Det fine ved Lars Vilks komitéen var nemlig, at man fortsatte mødeaktiviteterne med Vilks også efter Krudttønde-angrebet.


Den fra rummet landede vil også stifte bekendtskab med en lettere misliebig person ved navn Pia Kjærsgaard. Hun har kun skadet ytringsfriheden, for hun går ind for ”ytringsfrihed, MEN”. Kjærsgaards i sandhed også forvildede og desperate forslag om forbud mod parabolantenner i ghettoområder fylder meget i fremstillingen (ligeså meget som beskrivelsen af terrorangrebet på Lars Hedegaard). Det var også et tåbeligt forslag, der i øvrigt aldrig blev fremsat i Folketinget, men Pia Kjærsgaard spiller også en anden rolle i dette kapitel af historien. Nemlig som en offentligt person, der trods årelange trusler, udskamning og hetz har sagt det, der lå hende på hjerte og brudt isen i indvandringsdebatten.

I ytringsfrihedssammenhæng er der næppe noget, der inspirerer mere end det personlige eksempel. Den enkeltes civil courage. Modet til at stå op imod den kompakte majoritet. Det har Pia Kjærsgaard i udstrakt grad vist, men niks. Det tæller ikke tøddel.

For hun har begået ursynden.

Hun mener ikke, at ytringsfriheden er en universel værdi.

Mener man ikke det, er man ikke en ægte forkæmper (som Mchangama og Stjernfelt selv). Selv falder jeg naturligvis også igennem, både fordi jeg ikke er universalist og fordi jeg og Trykkefrihedsselskabet er tilhængere af forbud mod indrejse til frihedshadende imamer. Noget må vi, for mig at se, gøre for at forsvare vores frihed.

Men ikke ifølge forfatterne. Så ned i ytringsfrihed-MEN-gryden med os. Min lancering af begrebet ytringsfrihedsrealisme fremstilles da også passende karikeret. Kunne det mon have noget at gøre med at begrebet blev lanceret som led i en kritik af Mchangamas position?

Interessant nok understøtter forfatternes egen fremstilling ikke tesen om ytringsfriheden som en universel værdi. I hvert fald kan Danmark så ikke være en del af universet, for her blev ytringsfriheden først virkeliggjort i 1849, i realiteten først senere.

Besynderligt nok forsvares ideen om ytringsfrihedens universalisme ikke af forfatterne. For påstanden er jo i grunden mystisk. Hvad vil det sige, at den er universel, når den nu faktisk kun opretholdes i bestemte dele af verden og kun til bestemte tider? Er ytringsfriheden blev fløjet ind til os fra universet? Landet i vores degnetunge land og pludseligt tændt lys i mørket? Det lyder lidt småreligiøst.

Mere plausibelt er det at erkende, at ytringsfriheden er noget, der langsomt er vokset frem i Vesten. Som Kasper Støvring citeres for at have sagt.

Men fy, fy, det må man heller ikke sige. For Støvring siger samtidig, at ytringsfriheden er en ”dansk værdi”, ifølge forfatterne en ”særlig” dansk værdi. Det sidste er en forvansket fremstilling af Støvrings position. Han mener tydeligvis ikke, at ytringsfriheden er noget helt særligt for Danmark (hvem hævder i øvrigt noget sådant vrøvl?), men at ytringsfriheden er en ”konkret hævdvunden værdi, der historisk er blevet tilkæmpet i vores særlige kultur, hvor vi har en særlig tradition for satiriske tegninger, som er fremmede for ikke-vestlige kulturer”.

Men ak, Støvring hævder i samme åndedrag, at ytringsfriheden ikke er ”et abstrakt princip”. Så dumpede han! Og derfor ender han som fortaler for ytringsfrihed som en dansk værdi i den sorte gryde med alle de andre ”ytringsfrihed MEN”-folkene, der forråder ytringsfriheden.

Rent vrøvl. Støvring, som jeg er stolt over sidder i Trykkefrihedsselskabets rådgivende råd, har altid støttet op om ytringsfriheden. Og mere end det: Han har, i modsætning til mange andre universitetsansatte turde melde klart ud, hvor han står i debatten, nemlig som nationalkonservativ – og det har kostet ham hans universitetskarriere.

Begræd ham ikke. Man kan tage skade på sin sjæl af at gøre karriere på universitetet og putte med sine holdninger og fedte for de rigtige, men han har faktisk udvist lige præcis den civil courage, som ytringsfriheden ikke kan trives uden.

Også af den grund er der noget sekterisk over Stjernfelt og Mchangamas afskrivning af Støvrings og co's standpunkt. Man skal åbenbart være absolut, rettroende universalist for at være sand ytringsfrihedsforsvarer. Hvis man ikke insisterer på, at grænsen skal stå åben over for kalifat-opildnende imamer, er man en slags forræder mod ytringsfriheden. Og er man det, ja, så bliver man enten karikeret eller usynliggjort i universalisternes fremstilling af historien.

Jeg glæder mig til at læse resten af bogen, men konstaterer, at fremstillingen af det seneste tiårs ytringsfrihedshistorie er et polemisk partsindlæg mere end et stykke historieskrivning.

Manden fra rummet bliver ladt i stikken.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Katrine Winkel Holm (f. 1970) er præst, forfatter og fhv. formand for Trykkefrihedsselskabet. Hun er medlem af DR's bestyrelse.
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Birthe Rønn Hornbech
21.10.18, 08:20
Uhyggeligt at fanatikere vil forhindre skatteministeren i at tale med tobaksindustrien Læs mere
Af Mikael Jalving
21.10.18, 07:30
Demokrati er et slagord i Vesten, længe før det kan nå at slå rod i Østen. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.10.18, 20:34
Tonen i debatten er en trussel mod folkestyret Læs mere
Af Nauja Lynge
20.10.18, 18:21
De senere måneders skandaler i den private sektor, ikke mindst i bankverdenen må få os til at overveje om den markedsøkonomi, som i dag er grundlaget for den vestlige verdens konstante fokus på vækst og profit, er gået for langt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.10.18, 16:03
Det mener flertallet i det australske senat ikke. Så er man nemlig »white supremacist«. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
19.10.18, 12:29
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling. Milliarder, som kunne bruges på sundhed, de ældre, uddannelse osv., ryger i de forkerte hænder. Og vi gør meget lidt for at undgå det. Læs mere
Af Anna Thygesen
19.10.18, 11:21
Som man siger i sladderbranchen, så kommer pressen også til den onde skilsmisse, når man selv har inviteret til det romantiske bryllup. Sådan er gamet desværre, og det har Ilse Jacobsen og Morten Albæk måske lært den seneste uges tid. Læs mere
Af Sonja Mikkelsen
19.10.18, 11:21
De store aktionærers kortsigtede interesser er bankbestyrelsers eneste fokus. Det går ikke – slet ikke når de er megastore. Læs mere
Af Jens Kindberg
19.10.18, 11:02
– når man betaler over halvdelen af lønnen i skat, og staten ingen grænser kender for, hvad den vil blande sig i. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.10.18, 08:43

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her