Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

”Dronningen” gør op med 68-dogmet om fri kærlighed og selvrealisering

Filmen viser, hvor meget der kan blive ødelagt, når man lader naturen gå over optugtelsen.

”Alle tror på naturen”, udtalte en midtsjællandsk godsejer for nylig. Han sagde det i forbindelse med lanceringen af salg af gravpladser i hans skove, så han havde måske sine egne pekuniære grunde til at fremhæve natur-troen.

Men jeg tror han har ret. Desværre.

Der finder en udbredt tilbedelse af naturen sted i disse år. Her tænker jeg ikke kun på det galopperende klima-hysteri, men også på en mere diffus og bred søgen efter mening.

Naturen, det vilde og rekreative område i vores land, giver mulighed for at en anden og dybere form for udfoldelse, end det, som den forudsigelig og skemalagte hverdag tilbyder. ”Cykling er min kirke”, hævder min gode blogger-kollega, Mikael Jalving og fremhæver her motionering i naturen som sin egen religionserstatning (mon du mener det alvorligt, kære Mikael?). Fornylig hørte jeg en anden god, nationalkonservativ, Kasper Støvring hævde, at det var opbyggeligt at færdes i naturen (citeret efter hukommelsen).

Natur-religiøsiteten florerer med andre ord virkelig for tiden.

Men at tro, at naturen kan give tilværelsen mening og håb og bygge os op, når vi er nede, er en dybt overfladisk betragtning.

Naturen er brutal, og ser vi nøjere efter, reducerer naturen os mennesker til dyr, der i død tilstand ligeså godt kan smides på lossepladsen.

Naturen kan selvfølgelig også pege ud over sig selv og hen på noget større – naturens skaber – og på den måde være en kilde til visdom og udmyghed, men at gøre naturen til genstand for tilbedelse forudsætter et villa-fjernt, forstadsagtigt forhold til naturen, der fortrænger at naturen både er amoralsk og brutal.

Det er noget af det, som den biografaktuelle film ”Dronningen” viser os.

Det er en af de mest moralske film, jeg har set i lang tid. En historie, der fortæller hvad der sker, når man lader naturen, menneskets natur, tage over og erstatte moralen.

Hovedpersonen, advokaten Anne, er en stærk kvinde, men hun er også en kvinde, der ikke lader sig begrænse af konventioner og moral og hvad der ellers hører den tæmmede civilisation til. Det er ikke tilfældigt, at vi i både begyndelses- og slutningsscenen ser hende vandre gennem en uplejet vinterskov. Hun er alene, fri, vild og har, i både bogstavelig og overført forstand, overskredet hegnet fra den tæmmede natur - haven til huset, hvor hun bor.

Hendes begær efter den unge stedsøn, Gustav, er sådan set også naturligt – hun lader simpelthen naturen gå over sin moralske optugtelse. Som seere får vi smasket deres samlejer lige i hovedet, også i den grad. Men sexscenerne tjener faktisk et formål i historien. For de udpenslede og uæstetiske sexscener er med til at afromantisere forholdet mellem de to og vise, at der ”er noget enormt dyrisk over sexakten”, som instruktøren May el-Toukhy har pointeret.

Anne opfører sig på den måde som indbegrebet af den onde mand, sådan som Metoo-bevægtelsen tegner ham: Forføreren, der bruger sin magt til at tilfredsstille sine kødelige lyster på en langt yngre og mere sårbar person, og reducerer denne person til objekt, som så forkastes så snart det flygtige begær er tilfredsstillet.

”Dronningen” beskriver på den måde konsekvensen af den fri, virkelig fri, kærlighed og hvad der ellers flyder rundt i farvandet af 68’ernes frigørelsesprojekt.

Når naturen udfoldes helt frit i stedet for at blive undertrykt og tilpasset til moral og konventioner, bliver resultatet både grimt og destruktivt.

På den måde minder ”Dronningen” om Michel Houellebecq’s opgør med 68’erne i romanen “Elemantarpartikler”, hvor vi også møder en hæmningsløs stedmor, der forfører sin purunge stedsøn.

I “Dronningen” er Anne ikke konsekvent. Hun vandrer frem og tilbage mellem det civiliserede og det naturligt-vilde, ligesom hun igen og igen krydser hegnet mellem sin have og den vilde skov.

Da det kommer frem, hvad hun har gjort, benægter hun hårdnakket forholdet til stedsønnen, ja hun manipulerer på bedste kvindelige vis sin mand, der nok formelt er husets patriark, men i alle hjemlige forhold blindt følger sin kone, der er hjemmets egentlige magthaver, netop dets dronning.

I filmens måske bedste scene ser vi hende udfolde dyb, dyb forargelse over, at stedsønnen kan finde på at beskylde hende for noget så groft som et seksuelt forhold mellem dem. Det er selvfølgelig skammen, der driver hende til at lyve så skamløst, og resultatet bliver, at faderen vælger side til fordel for hende, og forkaster sin egen søn.

Da Gustav senere som en fortabt søn på sine knæ vender tilbage til sin fars hus for at forsones med faderen, sørger Anne for at blokere hans adgang til faderen. I stedet for en tilgivende far mødes Gustav af en uforsonlig matriark, der kun er optaget af at varetage egne interesser. Hun sender simpelthen sin unge elsker i døden.

Filmen fælder ikke dom over personerne. Den fortæller bare en historie”, er det blevet sagt af flere om ”Dronningen”.

Måske, men i så fald fælder historien selv dom over personerne. Eller snarere over mantraen om, at man bare skal realisere sig selv, følge sine lyster og lade være at lade sig begrænse af konventioner og moral. Nej, naturen skal tugtes, i det mindste til en vis grad. Ellers skaber vi helvede for hinanden, sådan som det sker i filmen.

Derfor skal vi definitivt kaste 68-dogmerne på historiens mødding, genopbygge moralen - og søge vores opbyggelse et andet og mere nådigt sted end i naturen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Katrine Winkel Holm (f. 1970) er præst, forfatter og fhv. formand for Trykkefrihedsselskabet. Hun er medlem af DR's bestyrelse.
Seneste blogs
Af Anna Thygesen
15.11.19, 14:30
Jeg er så træt af alle de sager, hvor offentlige kasser agerer tag selv-bord for svindlere og bedragere. Læs mere
Af Peter Kofod
15.11.19, 10:33
Der er snart ikke det, der efter flertallet i Europa-Parlamentets mening ikke skal være en EU-opgave. Selv danskernes sexliv skal efter det store flertals mening være en opgave, som EU skal tage sig af. Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.11.19, 06:23
Kære danske medborger, stop med at generalisere og sætte alle med anden etnisk baggrund i samme bås. Læs mere
Af Søren Gade
14.11.19, 15:32
Der burde indføres en international kippadag, hvor vi står sammen mod den voksende antisemitisme. Læs mere
Af Rune Lund
14.11.19, 13:51
Bedragere kan med skattekroner i ryggen føre klagesager mod den danske stat. Læs mere
Af Isabella Arendt
14.11.19, 13:43
Tja. Jeg har ikke den store tillid til, at regeringen læser med her. Og heller ikke tillid til, at regeringen holder sine valgløfter. Desværre. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
14.11.19, 11:24
Politisk korrekthed gør Vesten blind for de voldsomme kristenforfølgelser. Nu sætter vi, præster i folkekirken, fokus på sagen. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.11.19, 22:17
Danmark har ikke længere interesse i at opretholde den (u)orden, at vi skal tage imod alle med rødbedefarvet pas, som gerne vil tilbage til Danmark. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
13.11.19, 18:50
Det er en skændsel, at jødiske landsmænd ikke kan være i fred i Danmark Læs mere
Af Nauja Lynge
13.11.19, 13:19
Rasmus Jarlov reagerer positivt på Atassuts udmelding om at arbejde på at bevare rigsfællesskabet. Læs mere