Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvis Jan E. Jørgensen var en ægte liberal

Var Venstre-politikeren en ægte frihedselsker, ville han forsvare Danmarks frihed og sin egen frihed til at sige sin mening. Han gør ingen af delene.

At være liberal er at være tilhænger af libertas, dvs. frihed. Det kan ordbogen oplyse. Er man ovenikøbet en ægte liberal i modsætning, forstås, til de mange uægte, må man gå ud fra, at man har et virkeligt lidenskabeligt forhold til frihed. Er frihedselsker simpelthen.

Ifølge forlaget Momento er Venstre-politikeren Jan E. Jørgensen intet mindre end en sådan frihedselsker.

”En ægte liberal” kalder forlaget den kommende interviewbog med ham med undertitlen: ”Venstremanden, der ikke vil tie stille”. For han er, igen ifølge forlaget, nemlig »noget så sjældent som en politiker, der siger sin mening«. Om Inger Støjberg, burde forlaget næsten have tilføjet. For når Jan E. Jørgensen har fået en plads i medierne de senere år, skyldes det primært, at han altid er rede til at servere nogle negative udtalelser om sin partifælle, integrationsministeren, til journalisterne.

Nogen særlig viden om islam, integration, liberale tænkere eller nationalkonservatisme har Jørgensen hidtil ikke afsløret. Det er mestendels gennemtyggede floskler, han serverer, når han skal markere sin modstand mod den seneste Støjberg-udmelding. Men hans udtalelser kan bruges til at hælde kul på historien om et splittet regeringsparti. Og en Venstre-politiker, der igen og igen er illoyal mod sin egen minister, ovenikøbet en indvandringsstrammer, er nu engang altid hot stof for Journalistisk Venstreparti. Det er derfor ikke underligt, at der nu kommer en interviewbog med Jan E. Jørgensen.

Men at kalde ham »en ægte liberal« er at stramme den en smule.

For Jyllands-Posten kunne for nylig berette, at han har ladet sin bog forhåndscensurere. Han har simpelthen sendt sit manuskript omkring partitoppen inden udgivelsen, og her har man med en tættekam gennemgået hans udtalelser og fjernet de “mest sprængfarlige passager”.

Jan E. Jørgensen vil altså gerne tie stille!

Han ønsker med andre ord alligevel ikke at sige, hvad han mener. Som enhver anden flink partisoldat underkaster han sig partiregimentet og siger kun det, partitoppen giver ham lov til at sige.

Sådan som artige drenge nu engang gør.

Det er sådan set også fair nok. Er man en del af folketingsgruppen, må man også udvise en vis form for loyalitet. Den loyalitet, som Jørgensen ellers konsekvent nægter at udvise over for Støjberg.

Men så kan man ikke samtidig iscenesætte sig selv som den store frihedselsker, der vover at sige sin mening og tage kampene.

Jørgensen elsker tydeligvis sin position i Venstre højere end friheden til at sige sin mening. En opførsel, der ikke ligefrem kan kaldes frihedselskende.

Var Jan E. Jørgensen det, hans forlag udnævner ham til, havde han udgivet bogen ucensureret og bagefter taget tæskene. Konsekvensen havde ganske givet været, at han havde forladt partiet, frivilligt eller ufrivilligt, og søgt over til Jens Rohde hos De Radikale, hvor han synes at høre hjemme.

Men så ville hans dage som mediedarling være forbi.

For Jørgensens meninger om Støjbergs seneste udmeldinger – så dræbende forudsigelige som de er – er kun pikante og interessante, så længe han indtager den position i Venstre, som han gør. Den dag han er eks-Venstre-mand, er hans udmeldinger blevet rasende uinteressante.

Mon ikke han selv er klar over det?

Så er han snarere en ægte selviscenesætter end en ægte liberal.

For en ægte frihedselsker ville bakke Inger Støjberg op i hendes forsøg på at værne om Danmarks kulturelle sammenhængskraft.

Dét, der er forudsætningen for vores frihed.

En ægte frihedselsker ville f.eks. uden suk og brok støtte forslaget om at gøre håndtrykket til en obligatorisk del af statsborgerskabet. I Danmark besegles aftaler af en vis tyngde nu engang med et håndtryk – tænk bare på vielsesritualet – og ønsker man ikke at give hånd, så afslører man, at man ikke ønsker at besegle den pagt, man er ved at indgå. Er det tilfældet, skal man selvfølgelig heller ikke være dansk statsborger.

Jan E. Jørgensen skulle nok lige så stille selv indse, at det ikke er libertas, hans hjerte brænder for.



Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Katrine Winkel Holm (f. 1970) er præst, forfatter og fhv. formand for Trykkefrihedsselskabet. Hun er medlem af DR's bestyrelse.
Seneste blogs
Af Jan E. Jørgensen
26.02.20, 16:00
Socialdemokraternes opgør med arbejdskraftens fri bevægelighed er tom snak - heldigvis. Selv om masser af socialdemokrater bedyrer, at der skal ske noget, så bliver det ved ordene. Læs mere
Af Isabella Arendt
26.02.20, 11:28
Hvis vi vil bevare magt og ansvar i kommunerne. Hvis kommunalvalget i 2021 skal give mening, så skal borgernes stemme også gøre en forskel. Det gør den kun, hvis der er reel frihed til, at kommunerne kan styre, som de vil. Læs mere
Af Peter Kofod
26.02.20, 10:16
Udenlandske studerendes SU-gæld fortsætter med at stige, mens regeringen intet gør af frygt for EU. Læs mere
Af Annika Smith
25.02.20, 16:26
Vi må tage et opgør med konkurrencestaten og give de unge mere ro på Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
25.02.20, 15:59
Håndtrykket sætter to streger under om man vil Danmark Læs mere
Af Gitte Seeberg
25.02.20, 13:53
Kvinder og mænd får forskellig løn. Mon det er, fordi kvinderne gør det dårligere i jobbet? At jobbet har fået en lavere værdi? Eller er det, fordi kvinderne er dårligere til at forhandle løn? Eller er der en anden grund, jeg ikke kender? Læs mere
Af Nauja Lynge
25.02.20, 11:25
Danmark eksamineres af FN's komite for afskaffelse af alle former for racediskrimination, men man kan ikke afskaffe racediskrimination ved at lukke øjnene for politisk betændte områder. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.02.20, 18:13
Tal fra den nye tænketank Unitos viser tydeligt, at det er på høje tid at sende de personer, som har kvitteret for let adgang til Danmark med kriminalitet og klanmentalitet, væk herfra. Læs mere
Af Jens Kindberg
24.02.20, 13:38
Er danske politikere virkelig så langt fra almindelige borgere, som den tidligere statsminister afslører i et indlæg på Facebook, hvor han brokker sig over p-forholdene i København. Læs mere
Af Utku H. Güzel
23.02.20, 14:43
Selvom det står klart, at krigen i Syrien er skabt af udefrakommende grunde, og at de vestlige lande har en meget stor finger med i spillet, så prøver man fortsat at skabe en anden historie. Det er til at brække sig over. Læs mere