Nogle gange forbløffes man over, hvor stort et behov folk har for at udstille sig selv. Ikke bare på Facebook, men på tv.
F.eks. kan man for tiden på DR K se et program, hvor en yngre mand, iklædt batikfarvede boksershorts, fortæller om sit glade liv i en swingerklub i Ringe på Fyn. Ja, han sidder faktisk midt i klubben på den madras, hvor han folder sig ud med hvem, der nu lige er for hånden i klubben.
Manden har kæreste og børn, men hans stemme er ikke sløret og hans ansigt ikke udvisket. Kaj, som han kalder sig, skammer sig nemlig ikke det mindste, og det generer ham åbenbart ikke et hak, at hans kæreste og alle hendes venner og pårørende kan sidde ude på den anden side af skærmen og få indblik i hans dobbeltliv. Måske er han bare stolt over at blive kendt fra tv? Større bliver det jo næppe her i landet.
Swinger-Kaj synes støvsuget for skam i livet, støvsuget også for enhver fornemmelse af, at han skylder sin kæreste at være hende tro – eller bare forsøge på det.
Det gode ved programmet – det første i DR K’s programserie Adam & Eva – er, at han får karske ord med på vejen af den borgerlige debattør Eva Selsing. Mener du virkelig, at Kaj er umoralsk, spørger Selsings progressive modpol, Adam Holm, hende. Ja, slår Selsing fast.
Umoralsk, eller snarere amoralsk, vil jeg tilføje, for hvis man er umoralsk, véd man, at man gør noget forkert. Den véd Swinger-Kaj tydeligvis ikke.
Han er en repræsentant for det moderne menneske, der ikke vil finde sig i nogen form for behovsudsættelse, påpeger Eva Selsing med fuld ret. Idéen om, at har du lyst, har du lov – også til at såre dine nærmeste. Og at holdningen er destruktiv og familieødelæggende er ret indlysende. Også at den mildt sagt uæstetiske swingerklub i Ringe ikke gør andet end at friste triste og ensomme mennesker til at trække sig selv ned i sølet og forråde kærligheden i stedet for at forsøge at virkeliggøre den.
På en måde er det ret basalt. Jo tættere det rykker på en selv og ens kære, jo mere forstår man, at lystprincippet alene er et andet ord for hensynsløshed, og at utroskab trækker et mørkt spor af sorg og livskriser efter sig.
Som den gamle 68’er Bente Hansen engang sagde: Fri kærlighed betyder, at der altid er ”mindst én, der græder”.
Men samtidig er kritik af lystprincippet det helt store tabu. Prøv bare at se på reaktionerne på Eva Selsings udtalelser i programmet.
Her et udpluk fra kommentar-sporet fra DR K’s hjemmeside:
”Sig det er løgn! Hvordan kan et nulevende menneske være SÅ reaktionær og bagstræberisk??”
”Er den en genindspilning af Matador?
- jeg syntes, jeg hørte tante Anna belære om synd og skam”
”Lever den dame i 2018? Man tror det er løgn!”
Ja, det er ikke Swinger-Kaj, folk er forargede over, men derimod Eva Selsing. Ikke et øjenbryn løfter sig over, at en mand – med stolthed – sidder og udstiller sin egen systematiske utroskab. Men vover nogen at anfægte, at det er en god måde at leve på, SÅ regner fordømmelserne ned.
At anfægte lystprincippet er simpelthen den nye form for blasfemi, og ve den blasfemiker, der gør det.
Man kan kalde holdningen hedonisme, men det er en trist, grå og småfornærmet hedonisme. Hverdagsdansk og forurettet.
I disse dage er Henrik Pontoppidan på manges læber pga. filmatiseringen af hans store roman ”Lykkeper”. Her fremstilles det moderne gennembrud, det, der skabte den frigørelse, hvis yderste konsekvens er swingerklubben i Ringe.
I Lykkeper er Pontoppidan stadig delvist positiv i sin beskrivelse af den frigørelse, som Brandes’ moderne gennembrud førte med sig.
Et tiår senere var han mere skeptisk og fremhævede desillusioneret resultatet af det nye rige, Brandes som en anden skabergud har frembragt:
”Og Adam den nye blev dum som den gamle
og Eva forgreb sig på kærlighedsgaven
og åd med hver lysten gorilla i haven”.
Man skulle næsten tro, Pontoppidan havde været en flue på væggen i swingerklubben i Ringe. Eller også var det allerede i 1912 tydeligt, hvad resultatet bliver, hvis man i det personlige liv forbyder enhver form for forbud og påbud.
