Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvad har jordemødre og forkælede børn til fælles?

Ligesom forkælede børn får jordemødre og andre interessegrupper ofte deres politiske vilje gennemtrumfet bare ved at råbe højt

Som en del at finanslovsaftalen for 2022 besluttede regeringen SF, RV, EL, ALT og KD, at der skulle afsættes merbevilling på 100 mio. kr. i 2022 stigende til 150 mio. kr. i 2025 til forbedring af de fødendes vilkår, hvilket primært skal ske gennem en forøgelse af antallet af jordemødre. Den endelige udmøntning af aftalen faldt på plads i maj 2022.

Forløbet, der førte til den omtalte merbevilling startede i efteråret 2020, hvor P1 Morgen bragt et interview med en meget utilfreds mor, der havde haft en dårlig fødselsoplevelse. Det fik naturligvis jordemødrenes fagforening på banen med et krav om flere ressourcer, og det blev fulgt op at handlingslystne politikere med løfter om flere penge. Undervejs i forløbet har CEPOS og enkelte andre gjort opmærksom på, at der løbende gennem mange år er tilført meget betydelige merbevillinger til området, og at man på den baggrund måske lige skulle slå koldt vand i blodet og undersøge problemerne nærmere, inden man igen tilførte ressourcer til området.

Eksempelvis er antallet af levende fødte per jordemoder faldet fra 63 i 2007 til 38 i 2020, og over 80 pct. af de fødende er i høj grad eller meget høj grad tilfredse med deres fødselsforløb. På den baggrund ville det være yderst relevant at undersøge, hvad problemet egentlig er, og om endnu flere ressourcer rent faktisk var den rigtige løsning, eller om der ikke kunne være mere brug for pengene på andre områder, der ikke har haft samme bemærkelsesværdig stigning i ressourcerne.

Forskning i interessegruppers politiske indflydelse beskriver netop, hvordan relativt små velorganiserede interessegrupper – som eksempelvis jordemødrene – er i stand til at påvirke politiske beslutninger til fordel for sig selv og på bekostning af andre. Det skyldes kort sagt, at fordelene ved flere ressourcer til svangreomsorgen er koncentreret på en relativt lille gruppe af personer – jordemødre og (måske?) de fødende – og de har pga. gruppens størrelse let ved at organisere sig med henblik på at påvirke politiske beslutninger. Det er derimod langt mere diffust, hvem der bærer omkostningerne ved en merbevilling til svangreomsorgen.

Grundlæggende er det jo skatteyderne, der i sidste ende skal betale. Selv om den samlede samfundsmæssige omkostning er stor, vil omkostningen for den enkelte skatteyder oftest være meget lille. Tilsvarende ville omkostningerne være meget store, hvis man skulle samle og organisere den meget store gruppe af skatteydere til kamp mod specifikke mindre forøgelser af de offentlige udgifter.

Derfor er modstanden mod merbevillinger typisk meget mindre slagkraftigt til stede i debatten, end det er tilfældet for de respektive udgiftsadvokater. Det indebærer, at der vil være en tendens til, at politikerne træffer beslutninger, der har meget tydelige fordele for små grupper af befolkningen, selv i situationer, hvor disse fordele ikke står mål med de samlede omkostninger, der skal fordeles ud på en stor gruppe af borgere (skatteydere).

Små grupper med særinteresser vil i et demokrati altid have særlige muligheder for at påvirke beslutninger til deres egen fordel. Det har som nævnt skadelige effekter, og det skal for god ordens skyld nævnes, at det er tilfældet uanset om særinteresserne er Jordemoderforeningen, Ældresagen, Landbrug & Fødevarer, DI, Politiforbundet eller en anden dygtig og veldrevet interesseorganisation.

Det er muligt at afbøde en del af de mulige negative konsekvenser gennem lovgivning eller forpligtende politiske løfter, der gør det meget vanskeligere for politikerne at imødekomme ønskerne fra særinteresser. Eksempelvis lægger budgetloven med sit krav til balance på de offentlig budgettet hindringer i vejen for, at regningen for begunstigelsen af særinteresser gennem optagelse af gæld kan overvæltes på fremtidens skatteydere. Tilsvarende har tidligere borgerlige regeringers løfte om skattestop gjort, at der har været langt højere politiske omkostninger ved at imødekomme særinteressers ønsker om højere offentlige udgiver ved at hæve skatten og dermed bryde skattestoppet.

Vi bør således overveje, hvordan vi kan lægge formelle hindringer i veje for særinteressers udgiftsadvokater, men selv om det lykkes at designe et system, der beskytter skatteyderne, er problemet ikke fuldt ud løst. Små interessegrupper af borgere vil nemlig stadig have de bedste muligheder for at påvirke politikernes beslutninger om prioriteringen mellem de offentlige udgiftsområder. Det vil således være meget nemmere for politikerne at finde 150 mio. kr. til jordemødre, da de kan finansieres gennem små – næste umærkelige besparelser – fordelt udover resten af den offentlige sektor.

Det er straks vanskeligere at finde de større beløb - f.eks. til en lønforhøjelse til sygeplejerskerne eller et grundlæggende løft af psykiatrien. Her må politikerne således styre deres handlingstrang, og derfor ender store problemer som psykiatri, robusthed i sundhedsvæsenet mv. ofte i første omgang i syltekrukken.

Det kan meget vel være, at merbevillingen på de 150 mio. kr. til jordemødrene, kunne have været bedre anvendt på andre områder, hvor ressourcetilgangen ikke har være så massiv og problemerne er større. Desværre er der ikke – hverken i politik eller i pressen – fokus på, at når man f.eks. vælger at give flere midler til jordemødre, så forhindrer det, at man kan bruge dem på andre måske mere presserende problemstillinger, da man naturligvis kun kan bruge pengene en gang.

Man kunne således ønske sig, at pressen i højere grad ville udfordre særinteressernes udgiftskrav i stedet for ofte at betragte dem som de reneste sandhedsvidner, der slet ikke har særlige incitamenter til at opnå øgede udgifter på netop deres fagområde. En god start vil være at gøre det til en journalistisk tommelfingerregel, at man i sager om øgede offentlige udgifter på enkeltområder altid skal huske at inddrage kilder, der kan levere en kritisk analysen med udgangspunkt i et helhedssyn på de offentlige udgifter og skatteydernes interesser.

De kan med lidt ihærdighed sagtens findes frem blandt forskere på universiteterne, i sektorforskningen og i relevante tænketanke. På den måde sikres god kritisk journalistik, der udfordrer alle former for magthavere.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.