Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

AE-rådets angreb på friskoler og privatskoler er et skævskud

I sit forsøg på at være skolens Robin Hood leverer AE-rådets Mie Dalskov Pihl en næsten ubrudt kæde af fejlskud i sin kritik af friskoler og private skoler.

I sin kronik i JP 25/3 gentager Mie Dalskov Pihl fra AE-rådet en ensidig og unuanceret kritik af de frie grundskoler (friskoler og privatskoler), som hun også bidrager til i TV 2-dokumentaren ”Flugten til privatskolen”. Da der er tale om en næsten ubrudt kæde af fejlskud og skævvredne argumenter, har jeg valgt kun at behandle de væsentligste i dette indlæg.

Problemet er, at de dårlige folkeskoler får lov til at fortsætte med at være dårlige – et problem, som kun bliver værre, hvis man stækker forældrenes frie skolevalg og dermed muligheden for at fravælge dårlige folkeskoler.

Mie Dalskov Pihls kritik af de frie grundskoler tager udgangspunkt i, at det er vigtigt for sammenhængskraften i vores samfund, at velstillede børn også møder og er sammen med børn fra andre sociale lag. Det sker sådan set også i de frie grundskoler, der dokumenteret har elever fra alle samfundsklasser og en elevsammensætning, som i høj grad afspejler befolkningen i det lokalområde, hvor skolen ligger.

Tilsvarende har forskningschef Andreas Rasch-Christensen også tidligere påpeget, at der ikke er videnskabeligt belæg for, at det på nationalt plan er de ressourcestærke familier, der sætter deres børn i de frie grundskoler, og at der tilsvarende ikke er forskningsmæssigt belæg for at sige, at en stigende vandring til de frie grundskoler er skidt – hvilket han i øvrigt betegner som en ideologisk diskussion.

På trods af dette påstår Mie Dalskov Pihl, at elevfordelingen i de frie grundskoler er så skæv, at den truer sammenhængskraften, men Mie Dalskov Pihl fremlægger ikke forskning eller anden analytisk dokumentation for, hvor lige en elevsammensætning skolerne skal have for ikke at true sammenhængskraften. Det skyldes, at sammenhængskraft ikke er et klart defineret målbart begreb, men derimod et begreb, som politikere bruger i mange forskellige betydninger og sammenhænge som argument for deres egen politik.

Det er på den baggrund svært at dokumentere, hvornår og hvordan sammenhængskraften skulle være truet.

Vi kan dog konstatere, at hvis elevsammensætningen i de frie grundskoler truer sammenhængskraften, gør det samme sig gældende for elevsammensætningen i folkeskolen, da der er større uligheder i elevsammensætningen mellem folkeskoler på tværs af kommunerne end mellem de lokale folkeskoler og frie grundskoler.

Derfor er Mie Dalskov Pihls ensidige fokus på elevsammensætningen i de frie grundskoler under alle omstændigheder udtryk for en skævvridning.

Mie Dalskov Pihl skriver, at undersøgelser viser en positiv klassekammerateffekt, når mindre ressourcestærke børn går i skole med ressourcestærke børn, da det løfter de dårligt stillede børns uddannelsesniveau og arbejdsmarkedstilknytning senere i livet.

Der er ingen kildehenvisninger til, hvilke undersøgelser Mie Dalskov Pihl helt konkret taler om, hvilket naturligvis ikke er god stil. Hvad der er endnu værre, er, at der også findes masser af videnskabelige undersøgelser, der viser ingen eller ligefrem en negativ klassekammerateffekt, som Mie Dalskov Pihl ikke nævner.

Eksempelvis finder forskere fra Aarhus Universitet en negativ effekt på de svageste elevers trivsel og læring i et forsøg, hvor Aarhus Kommune flyttede de ressourcesvage børn til skoler med flere ressourcestærke børn. I samme videnskabelige artikel gennemgår forskerne den eksisterende internationale forskningslitteratur på området, hvor de ikke finder dokumentation for entydige positive eller negative klassekammerateffekter. Tilsvarende har andre forskere anført, at billedet i forhold til kammerateffekten er mudret.

Desuden viser en analyse fra tænketanken Kraka, at selv i allerbedste fald, hvor klassekammerateffekten altid er positiv, og hvor der opnås en helt lige fordeling af eleverne mellem alle skoler i Danmark (hvilket naturligvis i praksis er umuligt og ikke at ønske), vil det kun give en meget lille økonomisk, samfundsmæssig gevinst. En gevinst, som vel at mærke skal ses i forhold til det voldsomme indgreb, det ville være at deportere store dele af befolkningen til steder, hvor de ikke ønsker at bo, for at sikre en helt lige fordeling af eleverne i grundskolen.

Mie Dalskov Pihl skriver, at flere ressourcer til folkeskolen er alfa og omega, hvis den fortsat skal være attraktiv for alle typer af forældre. I den forbindelse bør det nævnes, at Danmark i international sammenhæng er blandt de lande, der bruger flest ressourcer på uddannelse – herunder folkeskolen.

Desuden viser en gennemgang af forskningen i sammenhængen mellem lærerressourcer pr. elev og de faglige resultater, at flere ressourcer har en meget lille betydning for de faglige resultater. Det peger i retning af, at alfa og omega for børnenes læring er, hvordan vi benytter ressourcerne i folkeskolen, og ikke, hvor mange flere ressourcer vi kan tilføre folkeskolen.

Mie Dalskov Pihl skriver, at VLAK-regeringen fra 2016 til 2018 hævede tilskuddet pr. elev i de frie grundskoler fra 71 til 76 pct. af udgifterne i folkeskolen – den såkaldte koblingsprocent.

Mie Dalskov Pihl glemmer dog lige, at der her stort set kun var tale om en tilbageførelse til niveauet, før den socialdemokratisk ledede regering i perioden 2011-14 sænkede koblingsprocenten. I perioden 1995-2010 var koblingsprocenten således på 75 pct.

Ifølge MDP skulle forøgelsen af koblingsprocenten have gjort de frie grundskoler mere attraktive, men det harmonerer ikke med, at stigningen i andelen af elever i frie grundskoler efter 2016 har været klart lavere end i perioden 2011-2016.

Selv om de kun modtager et tilskud på 76 pct. af udgifterne pr. elev i folkeskolen, lykkes det alligevel for en lang række af de frie grundskoler at finde midler til at løfte et betydeligt socialt ansvar gennem fripladsordninger mv. – det gælder eksempelvis for Kolding Realskole, hvilket meget bemærkelsesværdigt forbigås i tavshed i omtalen af skolen i både Mie Dalskov Pihls kronik og TV 2-dokumentaren.

Godt 70 pct. af privatskolerne tilbyder fripladser eller fripladstilskud ud over det tilskud, der kan ansøges om gennem en finanslovspulje, men privatskolerne kan dog alligevel kun imødekomme ca. 25 pct. af behovet for fripladser.

Derfor giver det ingen mening, når Mie Dalskov Pihl foreslår en reduceret koblingsprocent, der skal øge de frie grundskolers sociale ansvarlighed og samtidig frigøre midler til en styrkelse af folkeskolen. Denne ordning vil udelukkende gøre det endnu vanskeligere for de frie grundskoler at løfte det sociale ansvar.

Det sidste og største problem, jeg vil fremhæve, er, at AE-rådet og TV 2-dokumentaren i deres iver for at angribe de frie grundskoler, sætter forholdene i folkeskolen i et helt urimeligt dårligt lys.

Jeg har for nylig sammen med en kollega lavet en analyse af alle danske grundskolers evne til at levere god undervisning (målt på elevernes resultater), når man tager behørig højde for forskelle mellem skolernes elevsammensætning og ressourcer.

Analysen viser, at de frie grundskoler som samlet gruppe generelt set er lidt bedre end folkeskolerne til at levere mest mulig læring for pengene, men analysen viser samtidig, at der er masser af folkeskoler, der gør det fremragende, og som sagtens kan konkurrere med selv de allerbedste frie grundskoler.

Problemet er, at de dårlige folkeskoler får lov til at fortsætte med at være dårlige – et problem, som kun bliver værre, hvis man stækker forældrenes frie skolevalg og dermed muligheden for at fravælge dårlige folkeskoler.

Det er stadig fire af fem elever, der går i folkeskolen, og dermed er det også i folkeskolen, man som lærerstuderende har størst chance for at blive ansat. Jeg kan blive meget bekymret for, hvad den gentagne meget skæve fremstilling af forholdene i folkeskolen gør ved de unges lyst til at blive lærere, og vi har først og fremmest brug for dygtige lærere for at få en god grundskole til alle børn – det er ubeskriveligt meget mere vigtig end marginale forskelle i elevfordelingen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.