Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Velafprøvet fiasko skal redde ældreplejen

Regeringens ældrelov bliver endnu et regelforenklingsflop – bureaukrati skal i stedet bekæmpes med konkurrence og regelstop

Statsministeren ramte plet i sin karakteristik af problemerne i velfærdssektoren, da hun i sin nytårstale undrede sig over, at jordemødrene synes, at de har fået mindre tid til de fødende, selv om antallet af fødsler pr. jordemoder er næsten halveret på 20 år. Der er således masser af andre eksempler på, at flere ressourcer ikke giver bedre velfærd i den offentlig sektor i Danmark, hvor vi har næstflest offentligt ansatte pr. indbygger og det højeste skattetryk blandt landene i OECD. Eksempelvis viser analyser fra Det Økonomiske Råds sekretariat (vismændene), at flere penge heller ikke giver bedre resultater i daginstitutioner og gymnasier.

Derfor vil statsministeren bekæmpe bureaukrati og kontrol, der er en af hovedårsagerne til problemerne i velfærdssektoren. Hun påpeger dog samtidig, at afskaffelse af kontrol og bureaukrati ikke er lykkedes for hendes 5 forgængere med præcis samme ambition. Derfor er det også meget skuffende, at statsministeren ikke har et fundamentalt nyt bud på, hvordan man får reduceret bureaukrati og kontrol. Regeringen vil starte med afbureaukratisering af ældreområdet, hvor man vil skrive en helt ny ældrelov fra bunden. Det skulle være den nye idé, der pludselig får alt til at lykkes, men uanset om man starter med et blankt stykke papir, eller man ”bare” som tidligere forsøger at luge paragraffer ud af den eksisterende lovgivning, vil det grundlæggende og afgørende svære spørgsmål være, hvilke regler og retningslinjer skal afskaffes, og hvilke skal bevares?

De gode intentioner i nytårstalen har da også haft en svær start. Ældreministeren har ikke kunnet pege på bare én af de gamle regler, der skal afskaffes . Ældresagen har anført, at det væsentligste problem på ældreområdet er de interne retningslinjer, som kommunerne selv har opfundet , og de forsvinder ikke med en revision af ældrelovgivningen.

Man kunne således ønske sig, at regeringen havde brugt lidt mere tid på at overveje, hvorfor i alverden politikere på trods af gode intentioner om afbureaukratisering alligevel altid ender med at indføre endnu mere bureaukrati på ældreområdet – og i øvrigt også på alle andre områder.

Det er således bemærkelsesværdigt, at rigtig mange retningslinjer, dokumentationskrav, kontrolforanstaltninger mv. er etableret med henblik på at undgå eller håndtere enkeltstående møgsager, hvor en ældre medborger udsættes for alvorlige svigt og dårlig pleje. Denne typer sager får næsten altid meget stor bevågenhed i pressen, hvilket skyldes, at der er tale om meget konkrete problemstillinger, som er nemme at kommunikere og naturligt vækker både interesse og forargelse hos borgerne. Derfor kan sager om svigt i ældreplejen således også få meget store omkostninger for de ansvarlige embedsmænd og politikere i form af henholdsvis fyring og manglende genvalg.

Selvom sagerne med grove svigt er sjældne, har politikere og embedsmænd altså en meget betydelig gevinst ved – og dermed incitament til – at forsøge at reducere risikoen for denne type sager ved at indføre dokumentationskrav, kontrol mv. Problemet er bare, at kravene stjæler alt for meget tid fra det kæmpestore flertal af medarbejdere, som ikke begår svigt og leverer dårlig pleje. Hvert initiativ med nye krav vil typisk kun koste meget lidt – nogle få yderligere minutter - der skal bruges på registrering mv. Denne omkostning mærkes altså stort set ikke af den enkelte ældre, og den registreres således heller ikke af pressen. Derfor vil nye forslag til yderligere registrering, dokumentation mv. altid være attraktive for politikere og embedsmænd, da de får store gevinster i forhold til reduceret risiko for møgsager, en mulighed for at vise politisk handlekraft og ved at de kan sige, at de allerede har ”gjort noget”, hvis møgsager alligevel dukker op. Desuden er omkostningerne næsten usynlige, da de er spredt ud på alle modtagere af ældrepleje, og derfor mærker de ældre stort set ikke det enkelte tiltag. Problemet er bare, at når der er indført tilstrækkeligt mange af denne type tiltag med yderligere dokumentation mv., kan man ende med at medarbejderne kun bruger ca. 50 pct. deres tid på kerneopgaverne med pleje af de ældre, som det i dag er tilfældet i den danske ældrepleje.

Det er et velbeskrevet fænomen i økonomi og politologi, at koncentrerede gevinster og spredte omkostninger fører til dårlige politiske beslutninger . Et andet eksempel er skattepolitik, hvor nye udgiftsinitiativer, der giver tydelige politiske resultater i form af fordele til relativt små meget synlige grupper af personer, bliver finansieret med små - nærmest ikke mærkbare - skattestigninger for alle borgere. Problemet er, at når man har gjort dette tilstrækkeligt mange gange, kan man ende med at have det højeste skattetryk i OECD.

Hvad kan man så gøre for at undgå problemet med, at koncentrerede gevinster og spredte omkostninger fører til for meget kontrol af medarbejderne? En mulighed er i højere grad at udsætte ydelserne for konkurrence. I private virksomheder holdes problemer med for meget kontrol og dokumentation i skak af konkurrence. Det skyldes, at overbureaukratisering vil øge omkostningerne og dermed gøre virksomhedens produkter dyrere. Derfor vil en virksomhed med for meget internt bureaukrati før eller siden blive udkonkurreret af andre virksomheder med mindre internt bureaukrati og dermed lavere priser eller bedre service på deres produkter. Tilsvarende kunne man bekæmpe bureaukratiet i kommunerne ved at øge konkurrencen fra private leverandører gennem en udvidelse og forbedring af borgernes ret til frit valg af ældrepleje. Øget konkurrence vil øge politikernes og ledernes omkostningerne ved øget bureaukratisering, da den tabte tid til kerneydelsen vil få borgerne til at vælge en anden leverandør. Endvidere vil øget frit valg faktisk også styrke de borgere, der bliver udsat for alvorlige svigt, da de i givet fald vil have langt bedre mulighed for at vælge en anden leverandør, hvilket vil være hurtigere og nemmere end at skrive en klage, afvente afgørelsen, få en journalist interesseret i sagen osv. Det mindsker behovet for bureaukrati og kontrol, der skal beskytte borgeren imod dårlig pleje.

Konkurrence er et godt redskab til at modvirke intern bureaukratisering på ældreområdet i kommunerne og i en lang række andre offentlige institutioner. Desværre vil øget konkurrence ikke reducere folketingspolitikernes lyst til at vise politisk handlekraft ved at indføre overordnet lovgivning for ældreområdet og alle andre dele af samfundet. Er der et problem i ældreplejen, vil der også være landspolitikere, som er villige til at udvise handlekraft ved at indføre nye regler eller tilføre flere penge til området. Og da penge kan være svære at skaffe, fordi budgetterne skal overholdes, vil de ofte ty til flere regler. Derfor er der behov for, at landspolitikerne på en ny og langt mere forpligtende måde binder sig til løftet om afbureaukratisering, så det får en reel politisk omkostning at indføre nye regler.

Dette kunne i praksis gøres ved, at politikerne forpligter sig til regelstop, hvor de altid skal fjerne en eller flere gamle regler, når de indfører en ny regel – fx et ”1 ind, mindst 1 ud”-princip. Det lyder måske meget simpelt og rigidt, men det er helt afgørende, at der er tale om et helt konkret gennemskueligt politisk løfte, som det har betydelige politiske omkostninger at bryde. Det kan i den forbindelse bemærkes, at man i Canada med stor succes har gennemført en lignende ordning - bl.a. i provinsen British Colombia.

Et regelstop forekommer måske umiddelbart som et lavt ambitionsniveau, da man kun lover opretholdelse af status quo eller en langsom afvikling af bureaukratiet. Set i lyset af erfaringerne fra de tidligere 5 forgæves forsøg på afbureaukratisering forekommer det dog at være et særdeles ambitiøst mål at love, at det bare ikke bliver værre i fremtiden.

Men det lyder naturligvis flottere i en nytårstale, at man vil gennemføre en fuldkommen afbureaukratisering og total frisættelse af medarbejderne i hele ældresektoren, og så betyder det tilsyneladende i den forbindelse mindre, om de gode intentioner er realistiske at få gennemført i praksis.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen