Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Finanslovsaftalen, som bliver vedtaget i dag, er gennemsyret af, at det endnu en gang er flygtninge, der betaler prisen. Midlertidigheden, og de fatale konsekvenser det kan få, ryster de frivillige og bremser for integrationen

Finanslovsaftalen blev, som traditionen byder, fejret med store smil, da parterne kom ud af glasdøren i Finansministeriet. Og som traditionen efterhånden også byder, er det flygtninge, der i forvejen har været igennem så meget forfærdeligt, som betaler den højeste pris. For politikerne er det store smil. For flygtninge er det risikoen for tortur, dødsstraf, døde familiemedlemmer og krig.

Siden Finanslovsaftalen kom i hus, er vi i Dansk Flygtningehjælp blevet kimet ned. Af flygtninge, som er bange for, at de bliver sendt hjem til det regime eller de forhold, de er flygtet fra. Og af frivillige, som er modløse og i tvivl om, hvorvidt de skal fortsætte deres arbejde, fordi Finanslovsaftalen stopper med at tale om integration i Danmark og i stedet taler om midlertidighed og hjemsendelse. De frivillige spørger, om de nu skal være ’hjemsendelsesfrivillige’. Signalpolitikken virker – signalerne bliver opfanget fuldt ud og medfører stor fortvivlelse hos de berørte flygtninge og store frustrationer hos de frivillige.

Men de endelige lovforslag, der skal udmønte finanslovsaftalen er ikke vedtaget endnu – og selv hvis det sker, så vil det stadigvæk være situationen i flygtninges hjemland og deres beskyttelsesbehov, som afgør, om de har ret til asyl i Danmark. Det danske folketing kan nemlig ikke lovgive om, hvorvidt der er krig i Syrien. Om folk bliver forfulgt fordi de kæmper imod en diktator, stemmer på et bestemt parti. Eller om folk risikerer dødsstraf for at være forelsket i et andet menneske. Men samtidig er jeg også nødt til at være ærlig. Jeg ved ikke, hvad ændringerne på sigt kan betyde for disse mennesker. Og jeg forstår til fulde deres fortvivlelse og angst. Deres usikkerhed, håbløshed, uforståenhed, frustration, afmagt. Og ikke mindst, at det kan være vanskeligt at overskue at integrere sig, at arbejde for, at børnene får danske venner, lære dansk og slå rod – når politikerne lige pludseligt kan flå den rod op. De spørger: ”Hvorfor skal vi lære dansk, når vi alligevel skal sendes hjem. Hvad med vores børn? Vores by er bombet, vi har intet at vende tilbage til, hvorfor må vi ikke få en fremtid her?”

Lad os huske, at de fleste flygtninge har ét stort ønske – og det er at vende hjem. Men de fleste ønsker også først at vende hjem, når de er sikre på, at der er fred i deres hjemland. Når de er sikre på, at deres børn kan få en uddannelse – når de har et liv at vende hjem til. Derfor vil der også være flygtninge, der har været her i så mange år, at de har lyst til at blive. Hvor børnene ikke kender andet end den danske folkeskole og den lokale fodboldklub.

Det er uheldigt, hvis flygtninge i fremtiden kommer til at være i Danmark uden mulighed for at kunne integrere sig og ender med at blive stemplet som midlertidige uønskede borgere og ikke som en ny velfungerende dansker.

Civilsamfundet er med den nye finanslovsaftale vigtigere end nogensinde. Der er nu endnu mere brug for de frivillige. Til at vise flygtninge, at Danmark er et land, der hjælper mennesker på flugt. At Danmark er et land, hvor man hjælper sin nabo. At Danmark er et land, hvor vi tager os af og bekymrer os om mennesker i nød.

Jeg håber derfor, at de frivillige vil fortsætte deres store indsats på trods af en ny finanslov. At de vil fortsætte lektiehjælpen, at de vil fortsætte med at byde naboerne på kaffe og kage, at de vil fortsætte med at hjælpe deres netværksfamilier med cv’et. At de stadig vil agere det netværk, som flygtninge ofte har efterladt derhjemme. Sammen med deres ejendele, sammen med deres hjem, sammen med deres minder, sammen med deres kammerater - sammen med deres liv.

Vi skal alle være med til at sikre, at alle mennesker har et værdigt liv.





Del artiklen