Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Meget skiller os i flygtningedebatten – men én ting er de fleste enige om

Bølgerne går som bekendt ofte højt, når vi debatterer flygtninge herhjemme. Men vi må ikke glemme, at flygtningedebatten også kan samle os på tværs af politisk ståsted – nemlig når det handler om at hjælpe i nærområderne. Og det er trods alt her, at langt de fleste flygtninge befinder sig.

I går var min første arbejdsdag som direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp. Og jeg glæder mig til at arbejde for, at integration skal handle om potentialer i stedet for problemer. Men jeg ved også, at mit nye job bevæger sig inden for et område, som mange har en stærk holdning til. For mennesker på flugt og nye danskere er igen og igen noget, som kan få alt fra politikere til debatten på sociale medier til at gløde. Vi er mildt sagt sjældent enige.

Men midt i uenighederne, der splitter os, er der også en gennemgående enighed, der samler os: nemlig at vi skal hjælpe mennesker på flugt fra krig og konflikter ude i nærområderne. Det er værd at huske på, for der er i den grad brug for at hjælpe.

Sidste år måtte 700.000 rohingyaere pludselig flygte fra brutale overgreb i Myanmar, og de bor nu i verdens største flygtningelejr i Bangladesh. Samtidig fortsætter krigen i Syrien nu på ottende år, og mange børn kan ikke huske andet end krig og flugt. Mere end 12 mio. syrere er flygtet fra deres hjem, og Dansk Flygtningehjælp hjælper dem til at overleve både i og omkring Syrien. I Yemen har vi det, som FN kalder verdens værste humanitære situation – og har senest advaret mod decideret hungersnød, hvor halvdelen af befolkningen er afhængige af nødhjælp for at overleve.

Derfor opfordrer jeg til, at vi alle sammen minder hinanden om, at der her er en sag, vi kan samles om. Og på søndag har vi muligheden for at vise det, når Dansk Flygtningehjælp afholder den årlige landsindsamling. For den integrationsafdeling, som jeg i dag sætter mig i spidsen for, er samtidig en del af en organisation, der kan kalde sig Danmarks største internationale ngo. Og alle de penge, der bliver samlet ind, går til at hjælpe mennesker på flugt ude i nærområderne. Jeg håber derfor, at så mange som muligt vil stå sammen om at hjælpe verdens flygtninge på søndag – enten ved at give et bidrag eller som indsamler. Lad os være enige om, at dét er en god idé.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}