Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Der er brug for langt flere kvinder på de danske ambassader

Vi skal være mere ambitiøse i ligestillingen på de danske ambassader og konsulater, så vi troværdigt kan inspirere til mere ligestilling ude i verden.

Jeg blev faktisk ret stolt, da jeg forleden så mit portræt hænge i en smuk guldramme på en af Christiansborgs vægge. Normalt er det jo kun noget, tidligere statsministre eller folketingsmedlemmer gør. Men den afsindigt dygtige fotograf Rasmus Degnbolt har i sin tid som Alternativets huskunstner på Christiansborg lavet et, for mig at se, virkelig spændende fotoprojekt om politikerlede, som har udmøntet sig i 14 guldalder-inspirerede portrætter af politikere fra otte partier, som nu hænger smukt indrammet på Christiansborgs vægge.

Mest af alt bliver jeg stolt over at være en af de – desværre stadig meget få – kvinder, der får æren af at have sit portræt hængende på Christiansborg. I Snapstinget, Folketingets restaurant, der er fuldstændigt indhyllet i billeder af tidligere folketingsmedlemmer, hænger blot én kvinde, Nina Bang, der var Danmarks første minister. Og foran Landstingssalen, hvor alle Danmarks tidligere statsministre hænger, er det også kun det sidste nye portræt af Helle Thorning-Schmidt, der bryder med en lang række af guld-indrammede mænd. Det vidner om, hvor få kvinder, der historisk set har deltaget – eller fået lov at deltage – i det danske demokrati.

Men heldigvis går udviklingen fremad. Vi bliver langsomt flere og flere kvinder i dansk politik. Og jeg er stolt over at være med i den udvikling. For vi kan ikke tale om et repræsentativt demokrati, hvis kvinders demokratiske deltagelse halter. Vi udgør trods alt halvdelen af den danske befolkning, og den mangfoldighed bør være reflekteret i Folketinget. Derfor blev jeg faktisk lidt rørt, da jeg så, at halvdelen af portrætterne i Rasmus Degnbols udstilling er af kvindelige politikere. For forhåbentligt er det sådan, Snapstinget og statsministervæggen foran Landstingssalen vil komme til at se ud i fremtiden.

Jeg skriver ”forhåbentligt”, for det er ikke givet på forhånd. Slet ikke. Ligestilling kræver nemlig aktiv handling – især på et område som politik, der så længe har været kraftigt domineret af mænd. Og som sagt går den positive udvikling desværre langsomt. Selvom det nu er 100 år siden, at den første kvinde kom i Folketinget, er der stadig omkring dobbelt så mange mænd som kvinder i Folketinget i dag.

Samme mønster gør sig gældende på de danske ambassader og konsulater rundt i verden, som meget længe har været domineret af mænd. Det er et problem – ikke kun for kvinders demokratiske deltagelse i udenrigspolitik, men også for vores troværdighed ude i verden. Danmark har historisk fokuseret meget på ligestilling i de lande, vores udenrigspolitik vedrører, og derfor bør vi selvfølgelig også være ambitiøse på ligestillingsområdet, når det gælder os selv og vores egen repræsentation.

Derfor foreslår vi i Alternativets nye globale udspil ’En Anden Verden’, at mindst 40 procent af alle danske ambassadører, konsuler og andre repræsentanter i international politik skal være kvinder. Så vi styrker ligestillingen og det repræsentative demokrati ude i verden, og så vi troværdigt kan inspirere andre lande til at gøre det samme.

Ligesom i Folketinget er der heldigvis allerede en – godt nok langsom – men trods alt positiv udvikling mod mere ligestilling på ambassaderne. I en rokade i 2015 fik vi 25 nye ambassadører ude i verden, hvoraf næsten en tredjedel var kvinder, hvilket er et relativt stort skridt i den rigtige retning. Og sidste år fik vi danmarkshistoriens første kvindelige ambassadør i NATO.

Med et erklæret mål om 40 procent kvinder på de diplomatiske embeder kan vi speede den positive udvikling op, så vi kan være sikre på, at den positive udvikling fortsætter, og så vi inden for nærmere fremtid faktisk vil have reel ligestilling på de danske ambassader og konsulater. Så vi både bidrager og inspirerer til en mere ligestillet verden, hvor kvinder endelig får lyst til og mulighed for at få lige så stor demokratisk indflydelse som mænd.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Josephine Fock (f. 1965) er direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp. Hun er medstifter af Alternativet og fhv. MF'er og gruppeforkvinde i partiet. Josephine Fock er uddannet jurist og har en fortid i fagbevægelsen, hvor hun har været sekretariatschef for OAO (Offentlige Ansattes Organisationer) og som chefforhandler har hun forhandlet overenskomsten for alle statsligt ansatte med de seneste tre finansministre. Josephine Fock er fritidssejler, naturelsker og den yngste i en søskendegruppe på fem.
Seneste blogs
Af Peter Kofod
22.10.19, 10:13
Statsministeren slår sig op som folkets stemme i EU-samarbejdet, men intet kunne være mere forkert. Det viser hendes partis handlinger i Bruxelles. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
22.10.19, 06:44
Den har det hele: Ritualer, renhed og skel mellem de omvendte og uomvendte Læs mere
Af Peter Kofod
21.10.19, 11:46
Lad mig sige det ligeud: Jeg håber, brexit bliver gennemført - og jeg ser mig til, at det endelig bliver klaret. Læs mere
Af Camilla Burgwald
21.10.19, 09:54
Kun halvdelen af forældre til børn i 4. og 7. klasse taler med deres børn om børnenes onlineliv. Så hvem skal lære børnene, at det også er sundt at slukke – Youtube, Snapchat eller Tiktok? Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
20.10.19, 22:17
Men ingen er skyldig uden dom Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.10.19, 00:23
Ingen vidste, hvad der egentlig blev stemt om i forbindelse med folkeafstemningen for tre år Læs mere
Af Mikael Jalving
19.10.19, 18:30
Det borgerlige menneske er blevet politisk hjemløst. Det anstændige ville være at give ham og hende et hjem, de kan kalde deres. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.10.19, 21:22
De ledende politifolk på Fyn må øjeblikkeligt arresteres og stilles for retten for højforræderi. Læs mere