Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Afblæs tiggerloven – den straffer fredelige mennesker

Den skærpede tiggerlov bør afskaffes, fordi den er et klassisk eksempel på en lovændring, der skulle få regeringen til at fremstå hurtig og handlekraftig, men ender med at være sjusket og straffe uskyldige mennesker.
Der sidder en mand i en slidt dunjakke og hullede cowboybukser ved indgangen til supermarkedet. Han har en kop stående ved siden af sig og et papir, hvor der på engelsk står, at han er sulten. Han fryser tydeligvis og ser træt ud, men han smiler alligevel tilbage, da du nikker til ham og går ind for at handle. Mens du er i supermarkedet kommer du i tanke om, at du faktisk har en femmer på dig, som han da godt kan få. Men da du kommer ud igen, er politiet kommet og er i færd med at arrestere ham og konfiskere hans småmønter. De henviser til den nye tiggerlov, men manden har svært ved at forstå, hvad de siger. Han forsøger at protestere, men de tager fat i ham og slæber ham væk. Han skal højst sandsynligt i fængsel i 14 dage, for med den nye tiggerlov er dét straffen for at tigge – også selvom man har siddet helt fredsommeligt og i øvrigt ikke var klar over, at tiggeri ved supermarkeder siden i sommer er blevet ulovligt. Politiet skal ikke engang advare om fængselsstraffen først. De kan bare slæbe én med på stationen. Du ser politibilen køre væk med manden, kigger ned i jorden og lægger femmeren tilbage i lommen.
 
Ovenstående situation er selvfølgelig fiktiv, men den kunne ligeså vel være ægte. For med den nye tiggerlov, som Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vedtog i sommer, er det nu realiteten: Alle mennesker, der tigger foran supermarkeder, på stationer, på gågader og i offentlige transportmidler, kan nu straffes med 14 dages fængsel. Uden advarsel og uden at have gjort nogen noget.
 
Hvordan er det dog gået til, at Danmark på en sommer har fået så politistatslignende tilstande, spørger du? Hvordan gik fredelige tiggere fra at være nogen, vi har ondt af, til at være nogen, vi jagter?
 
I store træk skete der det, der så ofte sker, når en regering vægter hurtige løsninger over gode løsninger: Der blev præsenteret et komplekst problem for regeringen, og de valgte at svare med en vupti-løsning for at virke handlekraftige. Fra Københavns Kommune blev der bedt om hjælp til at håndtere et stigende antal udenlandske flaskesamlere, der var begyndt at samle sig i lejre, opføre sig ubehageligt og skabe utryghed. Borgmestrene efterlyste blandt andet en fælles europæisk løsning, da mange europæiske lande har lignende problemer. Det mente regeringen imidlertid ville tage for lang tid at få i stand, så i stedet skærpede de tiggerloven, så det nu giver 14 dages ubetinget fængsel at tigge foran supermarkeder, på stationer, på gågader og i offentlige transportmidler.
 
Det var imidlertid ikke sådan, loven blev fremlagt for befolkningen. Både Venstre og Socialdemokratiet lovede, at den nye tiggerlov mod ”utryghedsskabende tiggeri” selvfølgelig ikke måtte kunne gå ud over fredelige tiggere. Alligevel er det lige præcis det, den nye tiggerlov kan. I lovteksten står det nemlig intet om tiggerens opførsel, men udelukkende om, hvor tiggeren står eller sidder henne. Faktisk står der helt eksplicit, at tiggerne netop kan straffes, ”uanset om tiggeriet i det konkrete tilfælde har skabt utryghed”. Den nye tiggerlov er så misvisende og sjusket lavet, at de involverede partier selv burde foreslå at tilbagerulle den – og undskylde for at have vildledt befolkningen. Man foranlediges næsten til at tro, at lovændringen blev hastebehandlet så hurtigt, at hverken Lars Løkke eller Mette Frederiksen nåede at opdage, at den nye tiggerlov slet ikke levede op til det, de havde lovet befolkningen. Måske gik det først op for dem, hvor misvisende titlen ”utryghedsskabende tiggeri” var, da lovændringen var vedtaget og fredelige tiggere begyndte at blive anholdt?
 
Det finder vi ud af i dag. For Alternativet og Enhedslisten har stillet forslag om at tilbagerulle skærpelsen af tiggerloven. Så nu har både Socialdemokratiet og Venstre mulighed for at fortryde deres medvirken i, at fredelige mennesker, der højst sandsynligt befinder sig i en ulykkelig situation, bliver straffet med fængsel. Udover at loven mod ”utryghedsskabende tiggeri” rammer fredelige tiggere, har den også en anden meget uheldig konsekvens: I praksis er det stort set kun udenlandske tiggere, der er blevet anholdt som følge af den nye tiggerlov, selvom den i lovteksten er formuleret som lige for alle, danske som udenlandske tiggere. Det giver sig selv, at regeringen ikke kunne målrette skærpelsen mod udenlandske tiggere, da det ville være diskriminerende. Som en af Venstres tilbageværende frihedskæmpere Søren Pind (V) så rammende skriver i sin blog på Berlingske: ”forestil Dem, at man gennemførte en smykkelov, der var rettet mod religiøse eller etniske minoriteter? Eller valgte at regulere ytringsfriheden for selvsamme gruppering men ikke for andre? (…) da – og først da – vil den frie verden være faldet.” Alligevel har flere politikere inklusive justitsminister Søren Pape været uhyggeligt ærlige om, at de netop ønskede at ramme udenlandske tiggere med den nye tiggerlov. Og nu ser vi, at det også i praksis er det, der sker. Spørgsmålet er derfor, om justitsministerens lettere diskriminerende tone kan have påvirket administrationen af loven? Og hvilken betydning har det så, at en lovtekst overholder princippet om lighed for loven, hvis den i praksis diskriminerer?
 
Endelig afhjælper tiggerloven jo heller ikke det oprindelige problem, som regeringen blev stillet overfor af de to socialdemokratiske borgmestre i sommer. Hvordan hjælper 14 dages fængsel til fredelige tiggere ved supermarkeder på, at der kommer et stigende antal udenlandske flaskesamlere til Danmark, som slår lejr i gaderne og skaber utryghed? Det kan allerhøjst hjælpe præventivt, hvis det får nogen til at undlade at komme til Danmark, men sandsynligheden er lille. De kan jo bare gå længere ned af gaden og tigge der?
 
Hvis regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet havde fokuseret mere på at lave kloge løsninger end hurtige løsninger, kunne de havde undgået en masse spildt arbejde, administrationsbesvær og dyre fængselsdomme til fredelige mennesker (det koster ca. staten 2.000 kroner om dagen at have nogen i lukket fængsel). I Alternativet har vi lavet fem forslag, som vi mener adresserer det reelle problem bedre – både kortsigtet og langsigtet – og som jeg virkelig håber, at partierne bag den nye tiggerlov vil overveje.
 
Alternativet ønsker at 1) styrke Transitprogrammet, som vi ved virker 2) oprette et transithus for udenlandske hjemløse, så de ikke sover i gaderne, 3) give hjemløse gratis adgang til offentlige toiletter, 4) afkriminalisere tiggeri helt, så det kun er mennesker, der reelt opfører sig ubehageligt, der straffes i henhold til ordensbekendtgørelsen og 5) arbejde for en EU-løsning, der kræver, at man har adresse i det land, man besøger som EU-borger – eventuelt suppleret af en social refusionsfond, der giver støtte til de lande, der tager sig af Europas fattigste mennesker.
 
Der er masser af gode løsninger, men skærpelsen af tiggerloven fra i sommer er ikke en af dem. Alternativet vil derfor have den nye tiggerlov tilbagerullet, fordi den straffer fredelige mennesker, muligvis er diskriminerende i praksis og allerhøjst har en præventiv effekt som skræmmebillede for nye tiggere. Men regeringen skal passe meget på, at de skræmmebilleder af Danmark, man tilsyneladende ønsker at skabe for omverdenen, ikke ender med at gøre Danmark til et skræmmende land at leve i. Vi er så meget bedre end det, vi viser internationalt i disse år. Vi kan være så meget bedre. Lad os nu vise, hvor kloge og dygtige vi er i Danmark. Lad os vise, at vi kan finde reelle løsninger på reelle problemer til inspiration for vores omverden. Lad os være det bedste land for verden.
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Josephine Fock (f. 1965) er direktør i Dansk Flygtningehjælp. Hun er medstifter af Alternativet og fhv. MF'er og gruppeforkvinde i partiet. Josephine er uddannet jurist og har en fortid i fagbevægelsen, hvor hun har været sekretariatschef for OAO (Offentlige Ansattes Organisationer) og som chefforhandler har hun forhandlet overenskomsten for alle statsligt ansatte med de seneste tre finansministre. Josephine er fritidssejler, naturelsker og den yngste i en søskendegruppe på fem.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
16.11.18, 20:47
Læger uden Grænser bør stadig undersøges for kriminelle aktiviteter. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
16.11.18, 20:11
Støjberg må følge Dansk Folkeparti og acceptere en dispensationsordning for udsendelse af børn. Læs mere
Af Jens Kindberg
16.11.18, 16:45
Alternativet er udmeldelse af EU. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.11.18, 09:27
Afskaf regionerne – og tag selv ansvaret! Læs mere
Af Signe Munk
16.11.18, 08:35
Jeg kan forstå, at regeringen endelig har fattet sympati for erhvervsskolerne. Læs mere
Af Rune Lund
15.11.18, 13:58
Det er virkelig det helt centrale spørgsmål, der presser sig på i forlængelse af dagens skandale i finanssektoren. I morgen er der nok en ny igen. Læs mere
Af Christel Schaldemose
15.11.18, 11:45
Ansvarlighed er et nøgleord i diskussionen om Europas fremtid. At forlade EU er ikke løsningen på de udfordringer, vi står over for. I denne uge fik vi to meget forskellige bud på Europas fremtid. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.11.18, 09:17
Rigsfællesskabet er vigtigt for EU, USA, Kina og Rusland. Det er tragikomisk, at vi ikke selv kan se det. Læs mere
Af Anders Vistisen
15.11.18, 08:51
EU-tilhængere brugte 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig til at hylde EU som fredens projekt. Men det er for letkøbt og historieforvanskning. Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.11.18, 08:21
De arbejdende ved DSB mødes med agressiv fremfærd og revolverdiplomati fra DSB's ledelse og Dansk Industri. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her