Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Socialdemokratiet og Venstre er en uhellig alliance af magtarrogance og ligegyldighed

Både Socialdemokratiet og Venstre nægter til at forholde sig til konsekvenserne af deres uretfærdige politik over for udlændinge under coronakrisen. Deres modvilje mod at stå til ansvar for politikken, er ikke kun magtarrogance og ligegyldighed; det er decideret at pisse på de mennesker, der må lide under den.

I sidste uge efterlyste jeg på de sociale medier én socialdemokrat eller venstremand, som var villig til at forsvare partiets politik over for udlændinge under coronakrisen i radioen. I min opfattelse er den nemlig komplet urimelig, idet udlændinge, der søger opholdstilladelse eller bor i såkaldte udrejsecentre, rammes ekstra hårdt, fordi de på grund af krisen ikke har muligheden for at opfylde (i forvejen urimelige) krav, de ellers almindeligvis opfylder.

 

Hvorfor tillader de to magtpartier, der tilsammen udgør et folketingsflertal, at det forholder sig sådan for udlændinge?

 

Det ville jeg gerne have diskuteret med de pågældende partier. Og derfor havde jeg også, inden min offentlige efterlysning, ad flere omgange været i kontakt med både ordførere, udvalgsmedlemmer, pressetelefoner og ministerier. Ingen ville stille op. Hverken til timelang debat – eller kort telefoninterview. Hverken den første uge eller den næste eller den derpå følgende.

 

Ikke én, hverken socialdemokrat eller venstremand, ville stille op.

 

Efterlysningen bragte dog ét svar, samlet, fra begge partier, på én gang. Torsdag d. 23 april skrev Mads Fuglede, Venstres udlændingeordfører, følgende i en SMS til mig:

 

”Rasmus Stoklund [Socialdemokratiets udlændingeordfører] og jeg har valgt at tage debatten i et andet medie”.

 

Jeg havde inviteret dem individuelt, til en debat, hvor jeg kunne skulle bruge én gæst.

 

Socialdemokratiet sidder på 48 mandater. Venstre på 42. Jeg skulle altså bare – i princippet – overbevise en af d’herrer for at have et flertal imod den åbenlyst uretfærdige politik. Men én måtte jeg overbevise; for tilsammen sidder de på 90 mandater. Et folketingsflertal.

 

Det samlede svar chokerede mig. Èn SMS sagde mere end tusind ord. Socialdemokratiet og Venstre udgjorde simpelthen – og udgør fortsat –en uhellig alliance af magtarrogance og ligegyldighed over for udlændinge.

 

De to magtpartier, der skiftes til at forvalte regeringsmagten, og tilsammen forvalter folketingsflertallet, koordinerer simpelthen villigheden til offentligt at forholde sig til deres politik. De to magtpartier står ikke blot sammen om politikken, men også om dens offentlige udtryk og forsvar. De to magtpartier nægtede, samlet, at stille op og møde kritikken af deres politiks konsekvenser for rigtige mennesker.

 

Hvis ikke det kan kaldes for magtarrogance og ligegyldighed, så ved jeg ikke, hvad der kan.

 

Jeg havde aldrig set magen; men som ny i det (semi)journalistiske var det måske bare mig. Men både min tilknyttede (ægte)journalist og min redaktør virkede dog også overraskede over den fælles tilbagemelding. Det havde de vist heller ikke set før. Og jeg tror heller aldrig, at det har været så tydeligt som her.

 

Men omvendt, sagde min journalist-kollega, at de havde ageret kløgtigt: nu var min anke om og kritik af, at de ikke ville stille op, gjort til skamme. De tog jo bare debatten i andet medie.

 

Hvilket andet medie, svarede Fuglede mig dog ikke på: men det skulle jeg siden finde ud af.

 

Jeg begyndte nemlig at planlægge en anden debat. Om de fortabte flygtninge i Moria-lejren. Og egentligt ville jeg også gerne drøfte dette med Socialdemokratiet, men – klog af skade – tænkte jeg i andre debattører, da det nok ikke var realistisk at få det regeringsbærende parti til at forholde sig til sin politik.

 

At man i mediebranchen behøver tænke sådan, er i sig selv absurd. Men hvad der er mere absurd, er det, jeg opdagede, da jeg inviterede min næste gæst, nemlig Ali Aminali.

Ali er aspirerende konservativ politiker og debattør, kendt for sin borgelige hardline-attitude over for flygtninge og udlændinge. Og så er han vært på podcasten Alis Integrationsland, finansieret af kvasi-tænketanken Unitos, hvis bestyrelse består af de kendte – og i dén grad indvandringskritiske – personager Naser Khader, Kasper Støvring, Mikkel Andersson og Marie Høgh (og som endda er støttet af blandt andre Fuglede selv).

 

”Nu må du ikke blive sur på mig, Jens Philip”, sagde Ali til mig, da jeg ringede for at høre, om han ville deltage i mit radioprogram, ”men jeg har Rasmus Stoklund og Mads Fuglede i studiet om 20 minutter”.

 

Og jeg er skam ikke sur på Ali, ikke det mindste. Han laver sin podcast og faciliterer sin debat. Og hér har da fået et scoop af et panel, bestående af to herrer, der tilsammen, med sine kombinerede ordførerskaber og mandater, udgør det udlændingepolitiske flertal.

 

Det fortænker jeg ikke Ali i. Men det skræmmer mig ad helvedes til på demokratiets vegne.

 

Jeg er nemlig dybt chokeret over, at de to kammesjukker, der udøver magtEN over Danmarks udlændinge, vælger ’at tage debatten’ hos en tredje, og i øvrigt mere konservativ, kammesjuk.

 

Fri fra kritik. Fri fra kritiske spørgsmål. Fri fra at forholde sig til konsekvenserne af deres egen politik.

 

De nægter at forholde sig til politikken i et licensfinansieret og journalistisk-tilset radioprogram – med en venstreorienteret vært –, men tager tilsyneladende gerne ’debatten’ i et indvandrerkritisk-finansieret podcastprogram – med en højreorienteret vært.

 

Det er magtforflygtigelse. Det er strudseadfærd. Det er useriøst. Det er ligegyldighed. Det er magtarrogance. Og det er – undskyld mit franske – at pisse på de mennesker, der lider under ens umenneskelige politik.  

 

Jeg er dybt chokeret; dybt forarget; og dybt trist. På vegne af de mennesker, der lider under deres politik. På vegne af det oplyste demokrati, hvor man diskuterer uenigheder og forholder sig til kritik. På vegne af det Danmark, hvor én bestemt gruppe mennesker tilsyneladende er retsløse og uden interesse for de magtpartier, der holder deres skæbne skødesløst i hånden.

 

Det mindste, man kunne gøre, var dog at stå på mål for sin politik. Og derfor vil jeg også slutte af med at gentage min invitation: så kære socialdemokrater, kære venstremænd, er der ikke blot én af jer, der har lyst til at forholde jer til jeres egen politik i radioen?

 

I ved, hvor I kan fange mig, og hvis ikke det skulle ske, så anser jeg da blot min oprindelige tese bekræftet: nemlig at Socialdemokratiet og Venstre er komplet ligeglade med udlændinge i Danmark.

 

DISCLAIMER: Dette er ikke en kritik af Alis Integrationsland, men af d'herrer Stoklund & Fugledes ageren. Det er vigtigt for mig at understrege.

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.