Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Danmark bør fordømme USA's aggression mod Iran  

I kølvandet på USA’s likvidering af den iranske general, Qassem Soleimani, har Danmarks udenrigsminister ensidigt været ude med en fordømmelse af Iran. Men det er forfejlet, for kilden til den nuværende eskalering er entydigt USA.

I kølvandet på USA’s likvidering af den iranske general, Qassem Soleimani, har Danmarks udenrigsminister, ligesom de tyske, franske og engelske regeringsledere, ensidigt været ude med en fordømmelse af Iran. Men det er forfejlet, for kilden til den nuværende – og hidtil uhørte – eskalering er entydigt USA.

For at forstå hvorfor, må vi forstå historien. Og lad os starte fornyligt, i 2015. Her indgik USA, Storbritannien, Kina, Rusland, Frankrig, Tyskland og EU den såkaldte atom-aftale. Det var en aftale, der markerede et nybrud i forholdet mellem Vesten og Iran, som siden 1953 – i varierende omfang – har været endog meget betændt.

I 1953 kuppede CIA og den britiske militære efterretningstjeneste, MI6, nemlig Irans daværende – og relativt demokratiske valgte – premierminister, Mohammad Mossadegh.

Årsagen? Han var i færd med at nationalisere Irans olie, som dengang indbragte de britiske borgere flere penge end de iranske igennem skatteindtægter. Og det var selvfølgelig utænkeligt, at de imperialistiske, vestlige stormagter kunne lade dette ske.

Resultatet? Shahens tilbagevenden; Mohammad Reza Pahlavi indtog atter tronen – og denne gang ikke bare som kransekagefigur, men derimod som despotisk diktator, der styrede Iran med hård hånd og undertrykte de uenige. En af shahens pressionsmidler var det berygtede efterretningsvæsen, SAVAK, som slog brutalt ned på oppositions-iranere – og som var opbygget med hjælp fra både FBI, CIA og israelske Mossad. En anden var militæret (som dog aldrig blev brugt mod befolkningen), hvis isenkram var formidabelt – og købt af USA.

Og her skal (en del af) årsagerne til Irans gryende modvilje mod USA, Israel og Vesten findes. Man anså nemlig disse størrelser for skyld i ens ulykke, eftersom man anse shahen som deres: som en imperialistisk, dollar-nikke-dukke – købt og betalt af Vesten.

I 1979, da iranerne gjorde oprør, smed shahen af tronen, og revolutionerede landet, var det blandt andet derfor med Aytaollah Khomeini som anti-imperialistisk, islamisk frontfigur. Han kom til magten (blandt andet) på et budskab om, at USA's indflydelse og dominans skulle høre fortiden til. Og det må man sige, han realiserede.

I tiden efter revolutionen og inden atomaftalen gik USA og Irans forhold frem og tilbage. Med ambassadebesættelsen i Teheran; tilbage, under Iran-Irak krigen, hvor USA hjalp Saddam Hussein med at udføre giftgas-angreb på iranske soldater, og skød et iransk passagerfly med 290 ombord (og ingen overlevende) ned; slemt tilbage – men så, omkring årtusindskiftet, under iranske reformvinde; frem – indtil 2002.

Her udnævnte George W. Bush nemlig – i kølvandet på 9/11 og som led i hans War on Terror – Iran som værende en del af den såkaldte, Axis of Evil: Ondskabens Akse. Det førte endnu engang til en tilspidsning i forholdet mellem USA og Iran, hvor gradvise tilnærmelser blev aflyst og erstattet med fornyet fjendtlighed.

Og så tilbage til 2015. For her kom nybruddet. Efter fleres års forhandlinger (hvad der i sig selv var nyt), nåede man faktisk til enighed. USA ville slække sit sanktionsregime i bytte for, at Iran indstillede sit atomprogram. Trusler, pressioner og hård magt blev til diplomatiske relationer, aftaler og accountability.

Her kunne historien, måske, være endt. Iran overholdt nemlig sin del af aftalen, hvad FN’s uafhængige atom-agentur bekræftede, og det gjorde USA også. Indtil 2018. Indtil Trump.

Den 8. maj annoncerede Donald Trump, at USA egenrådigt og unilateralt ville trække sig fra aftalen. Man var utilfreds med den, den var ikke god nok, sagde Trump – og trak sig så, til højlydt protest og modstand fra både Iran, men også EU.

Trump havde nemlig egenhændigt makuleret en aftale, der var en af diplomatiets ellers største sejre, også for EU, som febrilsk forsøgte at holde aftalen i live – og påbegyndte en tiltrængt selvransagelse af, hvad man dog skulle gøre, når man var afhængig af den til enhver tid siden præsident i det Hvide Hus for at føre sin egen udenrigspolitik, som uden USA's velvilje og samtykke ellers ville falde totalt til jorden.

Imens EU gjorde sig overvejelser og arbejdede på at holde aftalen i live, lovede iranerne, at de fortsat ville overholde dens bestemmelser i håbet på, at EU kunne rede aftalen – et løfte, de siden har ændret til (og senest i går), at de gradvist vil trække sig fra enkelte dele af aftalen, indtil EU sikrer, at aftalen overlever.

Trods det er situationen mellem USA og Iran eskaleret massivt siden, USA brød aftalen. En amerikansk drone er skudt ned. Et amerikansk hangarskib er sendt til den Persiske Golf. En amerikansk statsborger er død. Et dusin irakiske (iransk-støttede) militsfolk er døde. Endnu en ambassade har været besat.

Hvorfor er alt dette vigtigt at forstå? Fordi det tydeligt klargør, hvem aggressoren egentligt er; noget Jeppe Kofod og de europæiske statsledere tydeligvis har glemt.

Aggressoren er USA.

USA har de seneste 70 år været en imperialistisk nation, der har forsøgt at tvinge sin dominans igennem steder, hvor indflydelsen måtte sikres – også trods modvilje fra de lokale befolkninger. Såvel også i Iran.

I Iran havde man dog på diplomatisk vis pauset denne dominans-politik med indgåelsen af atomaftalen. Indtil Trump rev den i stykker – og på ny genindførte den imperialistiske dominans-politik med verdens voldsomste sanktionsregime, der har udsultet og fattiggjort den iranske befolkning, som endda på visse områder ikke har adgang til basal medicin.

Målet? At dominere Iran for at dominere Mellemøsten. Hvorfor? Fordi USA er en imperialistisk nation, der insisterer på total indflydelse og eftergivenhed, hvor end den kræver det.

Og Iran har vist sig som en regional stormagt, der er i stand til at udfordre USA's krav om at herske over Mellemøsten. Derfor må Iran bremses – koste, hvad det vil.

Og derfor dræbte USA netop Soleimani. Han repræsenterede nemlig Irans evne til at sætte sin vilje igennem i hele Mellemøsten, fra Irak, over Syrien, til Libanon – og i Yemen. Soleimani var symbolet på dét, USA ikke kunne forene sig med eller finde acceptabelt. At USA ikke er det eneste land, der evner at øve indflydelse.

Jeg begræder ikke, at Soleimani er død. Men jeg begræder, at hans død kan udløse endnu en spiral af vold – denne gang langt værre end tidligere, eftersom drabet er en eskalering af langt højere rang end set i nyere tid. Det værste scenario er krig. Det er desværre ikke utænkeligt. Hvad der derimod er utænkeligt, er, at drabet på Soleimani ikke ville føre til en eller anden slags blodudgydelse i Mellemøsten, som desværre har for vane oftest at ødelægge almindelige menneskers almindelige liv.

Og derfor bør Danmark – og vores europæiske venner – fordømme USA's aggression mod Iran. Fordi den med sit imperialistiske mål og totalt skødesløse middel risikerer at koste mange civile mennesker livet. Og fordi, det altså er fra USA's side, at netop denne risiko er endt som én, der har potentialet til at blive realiseret – og blive til krig, død og ødelæggelse i en større skala, end vi hidtil har set.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Jens Philip Yazdani (f. 1998, Aarhus) er en vred ung mand, som forarges over – og bl.a. skriver om – unges plads i præstationssamfundets uddannelsessystem, klodens kollisionskurs med klimakatastrofen, behandlingen af flygtninge og indvandrere i dagens Danmark, og kapitalismens konsekvenser for vores samfund. Derudover studerer han mellemøststudier (persisk) på Københavns Universitet og er tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
09.07.20, 16:51
Sidste blog i sommerserien: Sådan kan de borgerlige trække Danmark i en blå retning Læs mere
Af Peter Kofod
09.07.20, 15:20
Angela Merkel risikerer at ødelægge Europa med sin planlagte reform af EU´s asylpolitik. Hendes "wir schaffen das"-politik spøger stadig. Læs mere
Af Isabella Arendt
09.07.20, 11:42
Del 2 i mine tanker her hen over sommeren. Tanker om borgerligheden i fremtiden og de borgerlige partiers mulighed for at finde noget at være fælles om. I dag skal det handle lidt om, at vi har glemt at sætte borgerens magt i centrum. Vi skal kæmpe for folkestyret helt lokalt og sikre, at der ikke er længere i skole, end at børnene kan cykle dertil. Læs mere
Af Utku H. Güzel
08.07.20, 19:10
For mig forekommer det vildt hyklerisk, at man kan støtte en diktator som Erdogan samtidig med, at man brokker sig over frihedsrettigheder herhjemme i Danmark. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.20, 13:54
Hvor kært at sidestille en demokrat som undertegnede med en kommunist og derfor antidemokrat og voldsparat. Læs mere
Af Nauja Lynge
07.07.20, 18:55
Lad mig slå fast: Langt de fleste unge grønlændere klarer sig godt og bruger deres stemme på en god måde. Men tiden er for farlig til, at vi kan lade enkelte grønlændere bruge ord som ”decolonize” til at piske en stemning op under betegnelsen kunst. Læs mere
Af Harun Demirtas
07.07.20, 14:50
Ingen skal bede beboere lave lort på kommando i den seng, som hun også skal sove i eller lade dem at hænge i en loftlift i syv minutter, mens man glor på hendes blottede underliv. Læs mere
Af Martin Ågerup
07.07.20, 13:51
DF er reelt et enkeltsagsparti: ældre og islam. S har overtaget disse dagsordner Læs mere
Af Martin Ågerup
06.07.20, 11:13
Kimen til den borgerlige krise blev lagt, da Fogh trak Venstre mod midten Læs mere