Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Islamisering, hov – økonomisering af universiteterne

I Iran har man islamiseret universitetet. I Danmark har vi økonomiseret det. Men det er den samme totalitære tankegang, der gør sig gældende. Spørgsmålet er blot, hvilken gud man tjener. Allah – eller økonomien? Khomeini mente den første. I Danmark mener magthaverne den sidste.

I 1979 kom Ayatollah Khomeini til magten i Iran. Han havde tiltusket sig magten igennem en revolution – en islamisk revolution. Og derfor skulle landet selvsagt islamiseres. Han igangsatte en kulturrevolution. Alle de hidtil sekulære institutioner blev ofre for en gennemgribende udrensning – også universiteterne. De skulle islamiseres. Og i dag, 40 år efter, er det tankevækkende, hvordan det tydeligt totalitære i islamiseringen af universiteterne lader sig (gen)finde i dagens uddannelsesdebat i Danmark. Ikke som islamisering. Men som økonomisering.


Dengang forklarede Khomeini islamisering af universiteterne således: »Universiteterne tilbyder ikke en uddannelse, der passer til folkets og nationens behov […] Universiteterne må blive islamiske i den forstand, at fagene skal udøves i overensstemmelse med nationens behov og med henblik på at styrke den. […] Vi forlanger fundamentale ændringer af vores universitære system, så universiteterne kommer til at tjene nationen og dens behov.«


I dagens – og de seneste 10 års – Danmark lyder den herskende trend i debatten om vores universiteter, og vores uddannelsessystem i det hele taget, tilsvarende; blot er islamiske erstattet med økonomiske. Ayatollaherne er erstattet af økonomer.


”Vores (universitets)uddannelser skal matche arbejdsmarkedets efterspørgsel,” er i dag et aldeles ukontroversielt udsagn. Som endog understøttes af den førte uddannelsespolitik. Med (karakter)krav om flere erhvervsuddannede – og færre gymnasialt. Med dimensionering af såkaldt brødløse (særligt humanistiske) fag – og pressen på for flere STEM-uddannede. Og med utallige andre erhvervsrettende reformer. Alt sammen for at tjene ét mål: nationen og dens (økonomiske) behov.


Og hvor har vi hørt det før?


Jeg siger ikke, at islamisering og økonomisering er det samme; men jeg hævder dog, at det er den samme totalitære tankegang, der gør sig gældende. At universitetet – og (ud)dannelse – skal skabe noget bestemt; om det så er en rettroende muslim eller en arbejdsparat person med de rette erhvervskompetencer. Eller med Khomeinis ord: at universitet – og uddannelse – skal tjene nationen og dens behov.


Spørgsmålet her er blot, hvilken gud det er, man tjener. Allah – eller økonomien? Khomeini mente den første. I Danmark mener magthaverne den sidste. Uddannelse er til for at tjene økonomien. Forbedre konkurrenceevnen. Konkurrere med kineserne. Skabe store summer til statskassens saldo.


Det er denne devise, politikken følger. Uddannelse skal skabe værdi, i kroner og øre – og mest muligt af den. Lange skoledage; nationale test; karakterkrav; karrierelæring; fremdrift; uddannelsesloft, etc., etc. Og denne devise – den er totalitær!


Immanuel Kant stillede i sin forelæsningsrække ”Om pædagogik” både spørgsmålet om, hvad uddannelses formål var, og hvilke hindringer der lå i vejen for realisering af det.


Formålet var, udover at bringe menneskeheden fremad, som var den forkromede og flergenerationskrævende bagtanke, det mere nære, med Kants ord, at lære børnene at tænke; at opfostre den myndighed, der netop gør barnet til et menneske. Eller som Kant skriver i ”Hvad er oplysning?”: »Oplysning er menneskets udtræden af sin selvforskyldte umyndighed.« Med andre ord: Formålet er at lære den enkelte at tænke selv.


Hindringen var, at man opdrog kun »med henblik på den nuværende tilstand« og ikke »med henblik på menneskeslægtens potentielt bedre tilstand i fremtiden«. Det gjaldt både for forældrene og – hvad der er vigtigere for dette indlægs pointe – for staten. Som Kant skriver: »fyrsterne [betragter] kun deres undersåtter som instrumenter for deres hensigter« – og har således ikke »som overordnet mål det, som er bedst for menneskeheden, eller den fuldkommenhed, som menneskeheden er bestemt til«.


Hos fyrsten Khomeini var hensigten med undersåtterne – og de studerende – at de skulle islamiseres; være gode Khomeini-tro, rettroende muslimer. Hos fyrsterne i Danmark er hensigten med undersåtterne – og os som ungdom – at vi skal økonomiseres; vælge hurtigt, vælge erhvervsvenligt, være hurtigt færdige, glide hurtigt i job og hurtigt bidrage hastigt til konkurrenceevnen og væksten. Og lige totalitært er det.


Særligt problematisk er det, hvis formålet skulle være menneskehedens fremskridt og den enkeltes myndighed som menneske, hvad der (i parentes bemærket) ellers er skrevet ind i diverse formålsparagraffer for forskellige (ud)dannelsesinstitutioner i Danmark.


Overdriver jeg? Virker min sammenligning usaglig og søgt? Er jeg hysterisk og sortsynet? Måske. Men det skyldes, hvor højt jeg agter (ud)dannelse – og hvor megen værdi, glæde og gavn, jeg tror på, (ud)dannelse kan give os, som mennesker, samfund og verden.


I Michel Houellebecqs roman ”Underkastelse” viser Houelleebecq os netop, hvor stor vigtighed vi bør tilskrive uddannelse. Bogen skildrer en islamisk magtovertagelse i Frankrig, på fredelig, fordragelig og demokratiske vis. Igennem uddannelse. Det Muslimske Broderskab, der kommer til magten ved præsidentvalget i 2022, har nemlig kun ét krav: at bestemme over uddannelsessystemet. Som en karakter i romanen (let omskrevet) siger om islamistpartiet:


»Mange af de sædvanlige politiske stridsspørgsmål er de stort set ligeglade med; og først og fremmest gør de ikke økonomien til omdrejningspunktet for alt andet. For dem er uddannelsessystemet det væsentlige; den befolkningsgruppe, som formår at videregive sine værdier til de kommende generationer, vil sejre; så enkelt er det. Den, som har børnene under kontrol, har fremtiden under kontrol, punktum.«


Dét, tror jeg, er meget rigtigt.


Og derfor ønsker jeg selvsagt ikke en islamisering, lige så lidt som jeg ønsker den økonomisering, som i øjeblikket finder sted – og for fulde drøn.


Jeg ønsker derimod (ud)dannelse til myndighed; frihed, selvstændig og kritisk tænkning og med mulighed for at opnå det gode for en selv og for ens omverden.


Jeg ønsker (ud)dannelse, der ikke er spændt for kortsynede magthaveres vogne, men for menneskenes og verdens. Et uddannelsessystem, et universitet, der ikke tjener nogen herre, men tjener sig selv og sit formål – og dermed verden.


Lad os skabe plads til dét; til at lære, til at forstå – og til forhåbentligt at forandre.

Så må vækstraterne komme i anden række.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Jens Philip Yazdani (f. 1998, Aarhus) er en vred ung mand, som forarges over – og bl.a. skriver om – unges plads i præstationssamfundets uddannelsessystem, klodens kollisionskurs med klimakatastrofen, behandlingen af flygtninge og indvandrere i dagens Danmark, og kapitalismens konsekvenser for vores samfund. Derudover studerer han mellemøststudier (persisk) på Københavns Universitet og er tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.20, 19:18
Her kommer min kommentar helt uden Debatten. Læs mere
Af Søren Gade
20.02.20, 15:30
Hvorfor er vores unge blevet så kropsfikserede? Påvirkning fra medierne og influencere bærer med deres deres udstilling af nogle ofte absurde idealer en stor del af skylden for det, der kan ende galt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.02.20, 16:54
Voldtægt skal stadig bevises, og det vil ofte være påstand mod påstand. Læs mere
Af Henrik Højlund
19.02.20, 14:23
Færre melder sig ud af folkekirken, viser de nyeste tal. Men folkekirken er efterhånden blevet så diffus og harmløs, at den gør sig selv overflødig. Læs mere
Af Rune Lund
19.02.20, 10:16
En enkelt lov har ødelagt din velfærd for milliarder af kroner Læs mere
Af Mikael Jalving
18.02.20, 12:03
Man er ikke ”krænkelsesparat”, fordi man kritiserer noget for at være dumt eller skadeligt. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
18.02.20, 07:55
Hvis vi vil komme fattigdommen i Danmark til livs, må vi anerkende, at den også eksisterer blandt ungdommen. Første skridt er at opgøre den, så studerende regnes med; det næste er at fordoble SU’en - og så skal boligerne være til at betale. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
18.02.20, 07:17
Dyr mad er en bekvem måde, man kan udvise sit kulturelle mereværd Læs mere
Af Nauja Lynge
17.02.20, 19:08
Socialdemokraterne har bygget en usynlig, men meget høj mur omkring regeringen, som før eller senere bryder sammen. Og når den gør det, bliver det umuligt at bygge den op igen! Læs mere
Af Marie Høgh
17.02.20, 18:19
Intet føles så godt, som at lune sig ved andres åndløshed, tomme bogreoler og manglende dannelse. Reality-genren er fordummende, men den er ikke dum. Nej, den næres af, at den rammer noget fuldstændig grund- eller urmenneskeligt, nemlig vores umiddelbare selvoptagethed og selvretfærdighed. Læs mere