Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vores politikere vildleder os; del og hersk!

Vi bliver som borgere holdt for nar. Mens magthaverne spiser festmåltidet, mundhugges vi som befolkning internt om resterne. Må du have din burka på? Skal jeg spise svinekød? Er han dansk?

En af de ældste og efterhånden bedst efterprøvede strategier for magtudøvelse er klassikeren: Del og hersk. Brugt af magthavere i århundreder til at holde deres undersåtter i skak. En teknik, som også vores politikere i Danmark gør brug af, når de bevidst taler spørgsmålet om flygtninge og indvandrere op, til fordel for vores – Danmarks og verdens – egentlige udfordringer om klima, demokrati, uddannelse og ulighed.

Princippet del og hersk går i al sin enkelthed ud på, at magthaverne spiller interne grupperinger ud mod hinanden i håbet om, at disse ikke forener sig mod magthaveren. De interne uenigheder tales op, mens magten består.

De konflikter, der som følge opstår, er dog ikke centrale, de er ikke de egentlige; ikke dem, undersåtterne, folket, burde engagere sig i og udkæmpe. Men som følge af strategien, når den er succesfuld, så bliver det dem, folket beskæftiger sig med. Med andre ord: De er et røgslør. Et bevidst forsøg på at vildlede befolkningen – og sløre det, der egentlig er væsentligt.

Og det er dét, der sker i dagens Danmark, når det er flygtningefrygten, der afgør valg – og ikke spørgsmål om klima, demokrati, uddannelse eller ulighed.

Dag ud og dag ind diskuterer vi flygtninge og indvandrere. Integrerer de sig? Vil de overhovedet integrere sig? Skal de sendes hjem? Må de bære burka? Og hvad med deres smykker og vores frikadeller?

Dét er den store debat. Debatten over dem alle. Men samtidig er det en debat, der kun handler om de samfundsmæssige peanuts, mens festmåltidet foregår et andet sted. Vi brugte tusindvis af timer på at diskutere, om det var fair, at man tog flygtninges smykker som del i betalingen for deres ophold, alt imens sugede rigmænd og etablerede banker 12 milliarder kroner direkte ud af statskassen. Vi bruger tusindvis af timer på at diskutere, om der bor for mange brune – og for få hvide – i de såkaldte ghettoområder, alt imens at boligmarkedet overopheder, flere unge bliver hjemløse, og boligmanglen stiger. Og som et godt eksempel på det hele står en episode, jeg oplevede sidste år:

Vi var i elev- og studenterbevægelsen i færd med at planlægge en demonstration imod de massive milliardnedskæringer på uddannelsesområdet, som (også) det daværende finanslovsforslag indeholdt. Og så ringede “DR2 Debatten”. De ville lave et “borgerpanel”, der skulle debattere, hvad de mente om prioriteringerne i finansloven. Fedt!, tænkte vi. Men så, på selve dagen for præsentation af finanslovsforslaget – og demonstrationerne, hvor 10.000 unge gik på gaden i protest – ringede de igen: »Vi har valgt at erstatte aftenens debat af finansloven med en debat om burkaforbuddet«.

Og vupti; den lov, der regulerer alle statens udgifter til skoler, daginstitutioner, sundhedsvæsen, klimaindsatser m.v., og som derigennem i den grad vedrører os alle sammen, pludselig efterladt og erstattet af det perifere spørgsmål om ca. 100 kvinders påklædning.

Mens magthaverne spiste måltidet, diskuterede vi som befolkning internt om resterne. Må du have din burka på? Skal jeg spise svinekød? Er han dansk?

Vi bliver holdt for nar.

Vores klode er ved at brænde op. Vores demokrati har set bedre dage. Vores uddannelser bliver beskåret. Og alt imens bliver de rige rigere på bekostning af os andre. Men hvad er det, vi diskuterer i dag? En ø. Til 100 mennesker. Til under én milliard kroner.

I stedet burde vi diskutere, hvordan vi i første omgang sikrer, at vores klode faktisk er beboelig for vores børn og børnebørn; hvordan vi sikrer, at demokratiet kan overleve og videreudvikles; hvordan vi sikrer, at vores uddannelser ruster ungdommen til fremtiden; hvordan vi sikrer, at klodens velstand ikke samler sig hos den rigeste procent, mens vi andre forarmes.

Det er dé spørgsmål – og flere til – vi burde bruge vores engagement på; de kampe, vi bør kæmpe.

De handler nemlig om os alle sammen. Og om vores kommende generationer. Hvis ikke vi kæmper klimakampen i dag, er det for sent i morgen – for os alle sammen. Hvis ikke vi værner om – og videreudvikler – vores demokrati, er det måske væk i morgen – for stedse. Hvis ikke vi ændrer vores uddannelser, er det sket – med hele den kommende generation. Og hvis ikke vi gør noget ved den stigende ulighed, så er alt det andet umuligt i morgen – for så er magten samlet et helt andet sted end hos os, som borgere.

Vi kan selvfølgelig ikke sidde det overhørig, når staten vil sende mennesker ud på en øde ø, der indtil nu kun har været befolket af svinepest. Det er umenneskeligt og noget, der vækker skrækindjagende minder fra en fjern fortid, vi hellere ville have været foruden.

Jeg kan ikke sidde det overhørig, når staten vil fratage flygtninge muligheden for at slå sig fast ned. Min far er nemlig flygtning – og dermed er selve min eksistens et produkt af, at det, som magthaverne netop har gjort umuligt med paradigmeskiftet, var muligt for 30 år siden, da min far kom til landet.

Og du kan sikkert ikke sidde det overhørig, at snart hver 10. dansker har oprindelse i et ikkevestligt land, hvor kulturen og religionen er en anden end i Danmark.

Og det er lige præcis derfor, at strategien, del og hersk, er så fandens effektiv. Fordi den virker. Fordi den tillader politikere at forblive solidt på tronen, kørende deres eget samfundsskadende show, mens vi andre render rundt og mundhugges indbyrdes, i stedet for at slå os sammen, brune som hvide, udskifte magthaverne og kæmpe de kampe, der egentlig bør kæmpes!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Jens Philip Yazdani (f. 1998, Aarhus) er en vred ung mand, som forarges over – og bl.a. skriver om – unges plads i præstationssamfundets uddannelsessystem, klodens kollisionskurs med klimakatastrofen, behandlingen af flygtninge og indvandrere i dagens Danmark, og kapitalismens konsekvenser for vores samfund. Derudover studerer han mellemøststudier (persisk) på Københavns Universitet og er tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Seneste blogs
Af Lars Boje Mathiesen
17.09.19, 19:38
Bliver vores ytringsfrihed reelt ødelagt, og hvorfor reagerer magthaverne ikke? Læs mere
Af Nauja Lynge
17.09.19, 13:35
Men både republikanerne og Trump har vist nødvendigheden af en mere ligeværdig stat, hvis rigsfællesskabet skal bevares. Læs mere
Af Isabella Arendt
17.09.19, 06:35
Tomater fra Spanien, grise fra Danmark, køer, der prutter, og den evige dårlige samvittighed, når det kommer til økologi. Vi aner jo faktisk ikke, hvad bæredygtighed er. Læs mere
Af Utku H. Güzel
16.09.19, 21:18
Vi bliver nemlig ikke betragtet som meget andet end arbejdskraft og forbrugere i dette system. Læs mere
Af Louis Jacobsen
16.09.19, 18:33
Der har været en del debat omkring en vikar i Københavns lufthavn og personens valg af fagforening. Ligesom det frie fagforenings valg er et faktum så er det også et faktum at dit frie valg kan have konsekvenser for alle muligt andre end dig selv. Læs mere
Af Harun Demirtas
15.09.19, 17:20
Mette Thiesens synspunkter siger meget mere om hendes falske kærlighed til Danmark, end det siger om mig og min danskhed Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
15.09.19, 13:45
Vi nærmer os hastigt en helt ny situation i Sverige. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
15.09.19, 11:30
Hvordan står det til med fagforeningsfriheden, Mette Frederiksen? Læs mere
Af Mikael Jalving
15.09.19, 07:00
En muterende virus spreder sig fra Silicon Valley og FN til danske universiteter. Den politiske korrekthed. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
14.09.19, 14:20
Jesper Panduro: »Det drejer sig ikke længere om at være bedst i verden, men bedst for verden.« Læs mere