Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det er beskæmmende, at der ikke er opkaldt en gade efter statsminister Madsen-Mygdal i København

Gaderne i København skal ikke kun opkaldes efter socialdemokrater.

I går var jeg i Radio4 for at debattere det rimelige i, at ni gader i Københavns Sydhavn opkaldes efter socialdemokratiske kvinder. Jeg er enig i, at flere gader bør opkaldes efter betydende kvinder, men at de skal have partibogen i orden, synes jeg lugter for meget af Østberlin.

Socialdemokraterne argumenterer med, at det er »traditionen i det område, at gaderne opkaldes efter socialdemokrater«. Jeg har sjældent hørt mere magtfuldkommen argumentation! Som om der ikke findes kvinder, som har haft en betydning for København og Danmark, uden at de har været medlem af Socialdemokratiet?

Jeg foreslog derfor i Borgerrepræsentation at opkalde gaderne efter de første kvindelige medlemmer af Folketinget fra bl.a. Venstre og De Radikale samt efter Danmarks første kvindelige sognepræst, Johanne Andersen. Johanne Andersen havde sit virke i København, og hendes betydning for ligestillingen i folkekirken kan dårligt undervurderes.

Det bør være sådan, at navne på gader, veje og pladser afspejler hele vores samfund og historie og ikke blot et enkelt parti. Der er masser af socialdemokrater, som har gjort sig fortjent til at blive udødeliggjort med et vejnavn, men det er på grund af deres bedrifter og ikke på grund af partibogen. Det mest grelle tilfælde på, at navngivningen af veje i København favoriserer venstrefløjen, er det forhold, at der ikke er opkaldt en gade efter Thomas Madsen-Mygdal (V), der var statsminister fra 1926-29. Han var en stejl herre, der med sin stålsatte ideologiske linje ikke vandt sig mange tilhængere i samtiden, og som blev endnu mere forkætret i eftertiden.

Madsen-Mygdal er for de fleste nok mest kendt for et meget uheldigt optrin i familien Varnæs’ stuer, hvor Ulrik og Regitze synger “Møgdal-visen” – en smædesang, de angiveligt »havde hørt i anlægget«.

Madsen-Mygdal tænkte ikke først og fremmest på genvalg og popularitet, men svingede i stedet sin sabel og »skar folket ned«, som det hed i føromtalte smædesang.

Ellers er han faktisk stort set glemt, og så vidt vides er der ikke skrevet nogen biografi eller andet længere skriftligt om ham. Det ændrer dog ikke ved, at han besad landets fineste embede, og at han på et område skiller sig markant ud fra alle andre statsministre, som Danmark har haft. Han er den eneste, som har været en stærk ideolog – alle andre har været pragmatiske. Madsen-Mygdal tænkte ikke først og fremmest på genvalg og popularitet, men svingede i stedet sin sabel og »skar folket ned«, som det hed i føromtalte smædesang.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen