Jeg har netop modtaget en rystende mail fra en gruppe remain-tilhængere i Storbritannien. De har indsamlet vidnesbyrd fra en masse helt almindelige mennesker, der alle lider under følgerne af Brexit. Nogle af de omtalte stemte endda selv for at forlade EU.
Virkeligheden for mange mennesker i Storbritannien er, at EU ikke er noget over på kontinentet eller ”nede i Bruxelles” som vi har for vane at sige her til lands. EU er praktiske aftaler, som gør hverdagen lettere for helt almindelige mennesker og som bidrager til vækst og beskæftigelse. Når det klippefaste fundament bliver hevet væk af politiske platugler som Boris Johnson og andre ligesindede overklasseløg, så skrider tilværelsen for almindelige mennesker. Det må skurre i ørene på dem herhjemme, der påstår at repræsentere folket mod eliten i de fine saloner, når Brexit var elitens projekt. For det er kun eliten, som let og ubesværet kan flytte kapital over grænserne, få et ekstra statsborgerskab og søge tilflugt på familiens gods, mens uvejret raser. Alle andre må tage til takke med en fyreseddel fra de produktionsvirksomheder, der lukker eller flytter ud af Storbritannien.
Hvad er det så for praktiske konsekvenser, som Brexit har for helt almindelige briter? Det er syge børn, der må vente og vente på at få hjælpemidler, fordi det er strandet i tolden og ikke rykker sig ud af flækken. Supermarkeder løber tør for almindelige dagligvarer, fordi det nu er blevet ekstra besværligt at importere til Storbritannien. Fiskeindustrien taber jobs, fordi den aftale, der er indgået med EU, er dårlig for britiske fiskere. Det var ellers fiskerne, der blev lovet fyldte garn, hvis de stemte for Brexit. Mindre virksomheder har måttet opgive at eksportere deres produkter, og biavlerne kan ikke importere bier.
Eksemplerne er utallige, og ansvaret ligger udelukkende på Boris Johnson og de andre, som ville have briterne ud af EU. Hvis landet var blevet som medlem af EU, så kunne virksomhederne have importeret og eksporteret i fred, og handicappede børn behøvede ikke at vente på at modtage specialfremstillede kørestole. Alting ville ganske enkelt have været lettere. Man kan selvfølgelig vælge at trække på skulderen over briternes problemer, men sagen er jo, at på hjemlig grund vil både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti have Danmark ud på samme dødsrute. For tiden stormer Nye Borgerlige frem på en bølge af gejst, muslimer og en skarp strategi på de sociale medier. De kritiske spørgsmål er der ikke mange af – og det er en fejl. For partiets målsætning om at Danmark skal forlade EU er en badebillet, som omgående burde inddrages og veksles til en byge af kritiske spørgsmål.