Statsministeren insisterer på, at vi alle skal holde os hjemme i sommer. Statsministeren ved nemlig bedst! Dog kan vi, hvis vi partout vil udenlands, få lov til at rejse til Island, Norge eller Harzen. Og så ellers ikke videre ud i verden!
Rejsevejledningerne er helt til hest, for de fraråder danskerne at rejse til lande, som har mindre smittetryk end i Danmark. Det giver ingen mening og er dybt utroværdigt. Hjemme skal vi dog blive for enhver pris, og derfor har regeringen nu skruet tommelskruerne på overfor de formastelige børnefamilier, som kunne finde på at rejse til Luxembourg eller andre eksotiske steder. For hvis man har vovet sig til nogle af de forbudte lande, så må ens børn ikke komme i skole eller daginstitution i 14 dage. Også selvom man har besøgt lande, hvor der nærmest ikke er skyggen af corona.
Meget tyder på, at Børne- og Undervisningsministeriet godt er klar over, at de befinder sig på gyngende juridisk grund, så derfor har ministeriet i deres skrivelse til kommunerne skrevet, ”at daginstitutioner kan og bør afvise børn, der har været ude at rejse”. De tør ikke skrive ”skal”, og dermed er det endelige ansvar tørret af på kommunerne.
Det rejser naturligvis en række spørgsmål, for hvem skal i sidste ende afgøre, om et barn skal afvises i døren? Må daginstitutionerne snage på Facebook, for at se om et barn rent faktisk har været ved Bodensøen i Tyskland, eller om det var Gardasøen i Italien? Må man køre igennem Sverige for at komme til ”lovlig Norge”, eller udløser det også 14 dage i skammekrogen?
Med andre ord, så har regeringen indført sjuskede og meningsløse regler, der ikke er bundet i myndighedernes anbefalinger, men statsministerens egen mavefornemmelse. Det er beskæmmende og et indgreb i vores frihed og de rettigheder, vi har som borgere i Danmark og EU.