Vi havde for lidt tid siden en debat i Folketingssalen om udviklingen i EU-samarbejdet, hvor jeg i min oprindelige tale havde planlagt at rose regeringen for dens arbejde for en effektiv og velfungerende retsstatsmekanisme.
Retsstatsmekanismen har været et vigtigt element i aftalen om EU’s flerårige budget, da mekanismen betyder, at EU-midler kan tilbageholdes, hvis et medlemsland ikke lever op til fælles værdier og principper for retsstaten – hvilket lande som Polen og Ungarn særligt har problemer med.
Retsstatsprincipperne interesserer mig meget, og jeg havde derfor, som nævnt, også forberedt et par rosende ord til ministeren i min tale. Men det var selvfølgelig før, det stod klart, at regeringen netop selv havde begået et klokkeklart brud på retsstatsprincippet.
For retsstatsprincipper – rule of law – er jo ikke bare en central del af Danmarks Riges Grundlov – men en del af principperne i det værdifællesskab, der binder alle liberale demokratier sammen.
Principper om domstolenes uafhængighed. Principper om en fri presse. Og principper om, at regeringen kun handler med hjemmel i lov.
Og lad os bare tage den én gang til for Mette Frederiksen; at regeringen KUN handler med hjemmel i lov.
Tænk sig, at Danmark nu holdes under observation af EU-Kommissionen pga. regeringens lemfældige forhold til et helt grundlæggende retsstatsligt princip. Et princip, som min datter lærte om allerførste dag på jurastudiet, og som i al sin enkelthed betyder, at regeringen skal have positiv hjemmel i en lov, før den må regere.
Hvis en regering f.eks. træffer en vidtgående beslutning om at ødelægge andre menneskers livsværk og lægge en hel branche død for altid – ja, så skal den have lov til det. Vælger en regering derudover at sende politi og militær ud for at kontrollere, at destruktionen af andre menneskers ejendom skrider planmæssigt frem – så skal den have lov til det.
Jeg synes simpelthen, at det er så flovt, at kommissær Didier Reynders – med rette –må belære os om helt fundamentale retsprincipper - om lovhjemmel - om nødvendighed – og om proportionalitet.