Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Da debatten om fyrværkeri eksploderede med den ene politiske fuser efter den anden.

Politikere behøver ikke opfinde den dybe tallerken hvert nytår.

Første og anden juledag gik det amok på Nørrebro og mange andre steder med nytårsraketter og romerlys, der eksploderede om ørerne på sagesløse cyklister og andet godtfolk og brandfolk, der blev fanget i krydsilden mellem unge med mellemøstlig baggrund, der skød til måls efter hinanden med det meste af nytårssortimentet fra T. Hansen.

Dybt uansvarligt og dødsensfarligt – ingen tvivl om det – så selvfølgelig måtte handlekraftige politikere i arbejdstøjet med et tweet, en facebookopdatering og en kommentar foran journalisternes rullende kameraer og tændte diktafoner. For at tænke sig en politiker, der siger, at reglerne er gode nok, som de er, det er nærmest utænkeligt.

Således også i år, hvor en række politikere kastede sig ud i konkurrencen om at komme først med det største indgreb over for årets pyrotekniske ragnarok.

Strengere straffe - på livstid eller deromkring

Dansk Folkepartis Peter Skaarup lagde sikkert fra land med et sikkert, men også lidt uopfindsomt bud. Strengere straffe, lød det fra DF, og det svar kan som bekendt bruges til det meste. Ordføreren kunne oven i købet referere til Sverige, hvor de fra nytår sætter straffen i vejret til fire års fængsel. At strafferammen i Danmark i forvejen er dobbelt så høj – nemlig otte år – gjorde ikke noget stort indtryk, for svenskerne giver mulighed for at straffe med fængsel på livstid, hvis angrebet bringer menneskeliv i fare. Lad os se, om det bliver brugt i virkelighedens verden. DF ønsker svenske tilstande

Noget må imidlertid være gået galt med den interne kommunikation, hvilket jeg skal være den sidste til at kritisere, for Pia Kjærsgaard var væsentligt mere afdæmpet. ”De skal ind og sidde, til nytårsaften er overstået”, lød det, og selvom det kan føles længe at vente på nytårsaften, så er det trods alt langt fra livstid. 

Smid dem i fængsel - indtil nytårsaften er forbi

Forbyd fyrværkeri - men kun 364 dage om året

Hvor automatreaktionen fra DF er strengere straffe, så kommer der som regel et forbud eller en højere skat ud af Enhedslistens automat. Rosa Lund nøjedes i denne omgang med at foreslå et forbud mod fyrværkeri 364 dage om året. Kun på selve nytårsaften skal det fremover være tilladt. Nu kunne man indvende, at fyrværkeriaffyring i forvejen er forbudt før den 27. december, og da balladen fandt sted den 25. og 26. december, så har de unge i hvert fald ikke meget respekt for det forbud, der allerede gælder.

Men derfor kan man jo godt bilde sig selv ind, at de vil overholde et nyt forbud. Så mente hun også, at ”vi skal kigge på, om der skal være særlige steder i byer, hvor man må fyre fyrværkeri af, så der er styr på det. ” Det må man gå ud fra, at kommunerne i forvejen har kigget på, for lovgivningen er allerede indrettet sådan, at en kommune kan indføre zoneforbud mod fyrværkeri.

Forbyd fyrværkeri - men kun på Nørrebro

Og er der to, der står sammen i dansk fyrværkeripolitik, så er det åbenbart Rosa Lund fra Enhedslisten og Marcus Knuth fra De Konservative.  For sidstnævnte skrev i princippet det samme på sin facebookprofil- dog med visse sproglige nuancer.

”Jeg er så træt af at skulle høre om de unge på Nørrebro, der igen opfører sig som vilde dyr. Nu har de forvandlet bydelen til en reel krigszone med deres fyrværkeri og ulovlige kanonslag.” Og eftersom Knuth er såvel stortvildtsjæger som soldat, så kender han jo både til vilde dyr og krigszoner.

”Man burde forbyde al brug og salg af fyrværkeri på Nørrebro og i andre områder, hvor disse mennesker bruger fyrværkeri som et våben mod det danske samfund – gerne kombineret med langt hårdere straffe og mulighed for udvisning af dem, der ikke har dansk statsborgerskab.”

Det sidste ærgrer Peter Skaarup sig utvivlsomt over, at HAN ikke foreslog.

Sammenfattende kan det konkluderes, at det konservative bud på at komme fyrværkerihelvedet til livs, er kollektiv straf af en hel bydel med 100.000 mennesker, fordi nogle få idioter ikke kan finde ud af opføre sig ordentligt. Og samtidigt en imponerende stor tiltro til, at lømlerne ikke kan finde vej til T. Hansen butikken helt ude i Valby, der som bekendt ligger næsten fem kilometer væk fra Nørrebro.

Forbyd fyrværkeri - men kun for de fulde

Prisen for det mest kreative og mindst gennemtænkte forslag går dog til Kristian Hegaard fra Det Radikale Venstre. På twitter annoncerede han, at "Vi har promillegrænser for biler, el-løbehjul og cykler. Lad os også få det for fyrværkeri.”  Faktuelt rammer han rigtigt hele to ud af tre gange. Der er nemlig ingen promillegrænse for cyklister, som Cyklistforbundets formand Klaus Bondam pointerede, hvorved han fik mulighed for at reklamere med endnu et godt argument for at tage cyklen.  

Twitter er imidlertid et ubarmhjertigt sted, hvor man får svar på tiltale, og der gik da heller ikke mange minutter, før en twitter-bruger ved navn Mogens Havnsøe spurgte: ”Og så skulle politiet rende rundt med alkometre nytårsaften, sig mig har du drukket?” Og man ser færdselspolitiet for sig på patrulje op og ned af villaveje nytårsaften for at få familiefædre til at blæse i ballonen. Det skal nok blive populært. På årets travleste aften vel at mærke. For slet ikke at tale om reaktionen på Rådhuspladsen i København, hvor tusindvis af københavnere traditionen tro samles for at skyde nytåret ind. Umiddelbart tænker jeg, at en sådan aktion vil få rydningen af Ungdomshuset til at fremstå fredelig i sammenligning.

Jeg spekulerer også på, om Kristian Heegaard forestiller sig, at opgaven med affyring af fyrværkeri overdrages til de gravide i selskabet eller børnene? Som bekendt er nytårsaften den dag på året, hvor nationens samlede promille er allerhøjest, og det bliver næppe anderledes. Hvis vi ser bort fra dem, der slet ikke drikker i forvejen. Eksempelvis muslimer – som vel er den dominerende religion blandt de bøller på Nørrebro, der gav anledning til hele balladen til at begynde med.

Kommunalt, klimavenligt krudt 

Sikander Siddique fra Alternativet er i det mindste konsekvent. Fyrværkeri skal simpelthen forbydes – ikke bare af sikkerhedsmæssige hensyn, men også af hensyn til klimaet, og så er der jo sat trumf på. Og så alligevel ikke, for Alternativet kan trods alt ikke forestille sig en natsort nytårsaften, så kommunerne skal overtage fyrværkeriet, idet kommunalt krudt åbenbart er mere klimavenligt end privat krudt.

Krudt og kanonslag er således blevet en kommunal kerneopgave, og da det næppe er Britta fra Borgerservice, som skal på arbejde nytårsaften, så skal der altså uddannes hundredvis af fyrværkere, som kan bistå kommunerne. Det bliver en stor opgave, da borgerne eksempelvis i Esbjerg kommune nok ikke vil affinde sig med at skulle tage bilen til rådhuset i Esbjerg fra Ribe, Varde og Oxbøl for at se på fyrværkeri. Det vil næppe heller være befordrende for færdselssikkerheden.

Et sådant forbud kommer ikke til at virke, for Alternativet glemmer, at noget af det sjoveste ved fyrværkeri er, at man selv sætter cigaren til lunten, så mon ikke bilturen til Esbjerg nytårsaften vil blive erstattet af en tur til grænsebutikkerne efter jul, hvor fyrværkeri fortsat er lovligt. 

Hvad kan man så gøre? 

Kan man så slet ikke gøre noget? Jo da – og jeg giver derfor ordet til Venstres retsordfører, Inger Støjberg: ”Hvis man tror, at man ved at ændre reglerne kan komme det her til livs, så tror jeg, at man tager fejl. For de her personer er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde og efterlever i forvejen ikke reglerne. - Det, der skal til, er en massiv politiindsats, som vi ser allerede nu."

Lige præcis. Vi har nemlig regler i forvejen – de skal bare håndhæves. Og det bliver de. Politiet satte massivt ind – ikke bare på Nørrebro, men også eksempelvis i den sønderjyske by Toftlund. Her blev en 20 årig sønderjyde anholdt nytårsnat for at fyre et bomberør af vandret i stedet for lodret, så han ramte en 21 årig kvinde i ryggen. Heldigvis slap hun forholdsvis billigt med lidt brændt hår og et kæmpe chok, må man formode. Den 20 årige mand slap ikke billigt - allerede nytårsdag fik han en dom på 60 dages ubetinget fængsel ved retten i Sønderborg. Sådan skal det være.

Færre kommer til skade

Trods de voldsomme episoder i juledagene, så kan man i øvrigt konstatere, at antallet af alvorlige fyrværkeriskader satte ny bundrekord i år.

Det er en udvikling, som har været i gang i mange år. Antallet af alvorlige fyrværkeriskader var 89, da rådhusuret slog 12 i 1998. Og da vi for 14 dage siden gik ind i det nye år, kunne antallet af alvorlige skader gøres op til mindre end en tredjedel – nemlig 27. 

Jeg ved godt, at mange – ikke mindst hundeejere – hader fyrværkeri. Jeg elsker det. Jeg er ikke den eneste, og jeg tvivler på, at det vil lykkes at få fyrværkeri forbudt. Traditionen med at skyde nytåret ind er nemlig meget gammel. I 1866 skrev Johan Krohn således verset i Peters Jul:

Paa Gaden knalder det Skud paa Skud;
nu skyder Drengene Aaret ud.
Jeg hørte det før, da ned vi rendte
For Bedstemoer fra Vognen at hente.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Jan E. Jørgensen (f. 1965) er medlem af Folketinget for Venstre og er partiets EU-ordfører, kommunalordfører samt menneskerettighedsordfører. Han er desuden rådmand og første viceborgmester på Frederiksberg, hvor han også bor sammen med sin kone og deres to børn. Jan E. Jørgensen er uddannet advokat, men har haft orlov siden 2012, da han blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2011.
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
21.01.20, 22:21
Eneste løsning er lovgivning. Gøre det strafbart at forskelsbehandle politiske holdninger Læs mere
Af Marie Høgh
21.01.20, 22:11
Biskopperne vil reducere Folkekirkens CO2 udledning med 70 procent inden 2030. Umiddelbart rummer det symbolpolitiske forslag varm luft nok til at opvarme alle landets middelalderkirker helt indtil undergangen og Kristi genkomst. Og mens vi venter, vil biskopperne åbenbart lægger kirkehus til den identitetspolitiske syge, ekstreme selvrealisering og overopmærksomhed på os selv, som desværre (næsten) altid følger klimaaktivismen. Læs mere
Af Martin Ågerup
20.01.20, 20:45
Dollarmilliardærerne ejer ikke størstedelen af den globale formue, men 2,4 pct. Læs mere
Af Harun Demirtas
20.01.20, 14:52
En ny rystende rapport viser, at muslimske kvinder fortsat er udsat for social kontrol i forhold til deres ægteskab. Det skal der laves om på. Vejen går gennem moskeerne, hvor der skal gøres op med kvindeundertrykkende holdninger. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.01.20, 14:52
Nationalkonservative EU-modstandere fylder i debatten, men har ikke opbakning i befolkningen Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.01.20, 11:12
Politikerne kan ikke sidde den nuværende udvikling, hvor Facebook vurderer og blokerer, overhørig, og det kan blive farligt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.01.20, 22:20
Det går muntert for sig i den fagre, nye, politisk korrekte verden. Underholdningsværdien er uovertruffen. Læs mere
Af Martin Ågerup
19.01.20, 21:44
For en gangs skyld er jeg enig med Enhedslisten. Borgmestre skal ikke tjene ekstra på bestyrelsesarbejde. Folketinget bør gribe ind. Læs mere